Grundlov - bind 2 - Side: 327
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

327

2127 2128
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. §§ 30—36.

mændene. Erfaringen synes nemlig, hvad det Sidste angaaer, saalidt
som muligt at have stadfæstet de store og gode Forventninger
om de almindelige og offentlige Valg, som ere anførte derfor i
Ministeriets Forslag, at den Prøve, Candidaden underkastes, ligesaalidt kan bestaaes af den Raae og Uvidende som af dem, hvis
private Liv ikke er reent. " De fleste Valg til denne Rigsforsamling
være vist bestemte før den endelige Valgdag — dog skal jeg et gaae
nærmere ind paa Valgene her. Ved Stemmesedler bevares Vælgernes
Frihed og Selvstændighed; blandt andre Goder, de medføre, benyttes
Vælgerne mod Overhæng, imod den Uvillie, de kunne paadrage sig
ved at stemme efter Overbeviisning. De blive uafhængigere af Overmænd eller dem, de staae i Forhold til, ligesom ogsaa Hverven af
Stemmer derved vil blive usikkrere. I Frankrig har man beholdt
Stemmesedler, selv ved den sidste Revolution og selv under Republikken, og der som i England betragtes den hemmelige Afstemning af
Aristokraterne som en Ultraliberalisme, ja den er endog det radicale
Parties Løsen.

Endelig skal jeg ogsaa slutte mig til den ærede 14de kongevalgte
Rigsdagsmand (Funder), naar han har foreslaaet, at Antallet af
Medlemmer til Folkethinget i det Hele — for Kongeriget og Slesvig — kun skal være omtrent 100 og til Landsthinget omtrent 50.
Ogsaa jeg troer, at Erfaring har viist, at det store Antal Medlemmer let bidrager til at trække Forhandlingerne i Langdrag, uden at
det just derfor bevirker en grundigere og mere udtømmende Behandling af Sagerne, ikke at tale om Mangelen paa gode Kræfter til
de større Thing og de meget større Bekostninger, de foranledige, samt
at intet andet Land, i Forhold til dets Folkemængde, har en saa
talrig Repræsentation. I de her antydede Retninger forbeholder jeg
Ændringsforslag, forsaavidt de ikke af andre Rigsdagsmænd maatte
blive stillede.

Endelig maa ogsaa jeg erklære, at jeg aldeles ikke er bunden
ved noget Løste til mine Vælgere, hverken hvad almindelig Valgret
eller Eet- eller Tokammersystemet angaaer.

Grundtvig: Egentlig har jeg kun udbedet mig Ordet for
atter paa dette Trin at tilraade, hvad jeg alt fra Begyndelsen tog
mig den Frihed at sige, det Bedste jeg vidste, nemlig ikke at indføre nogen
Bestemmelse enten om Valgrettens Udstrækning eller om Folkeraadets
Deling eller Udelelighed i Grundloven, og til det skal jeg ogsaa
komme, naar jeg blot har gjort et Par Bemærkninger, deels i Henseende til Valgretten og deels i Henseende til det saakaldte Tokammersystem. Det er jo maaskee blot en Trykfeil, naar der staaer i
Rigsdagstidenden, at en af de ærede Talere, som ikke ynde den udstrakte
Valgret efter Loven af 7de Juli, skal have sagt, at den kun var
indrømmet engang for alle, thi jeg formoder, han har sagt, hvad han
sikkert har meent, at den kun var indrømmet for eengang, og at han
tillige har meent efter Ordsproget, at een Gang er ingen Gang;
men Feiltagelsen maa nu være begaaet hvor den vil, saa forekom den
mig mærkværdig, fordi jeg troer, at, meent eller ikke meent, vil den
udstrakte Valgret være indrømmet een Gang for alle Gange. (Hør!)
Vel har jeg ikke paastaaet, at det skulde være umuligt eller ugjørligt
at tage denne Valgret tilbage, men jeg tænker ogsaa, det kan være
nok, hvad jeg mener, Alle ville kunne trøste sig til at at bevise, at
det vilde være farligt og ufornuftigt, og jeg mener fremdeles, at dette
paa ingen Maade er afdeviist enten ved at pege paa det franske Convent under Revolutionen eller ved at pege paa hvad det engelske Parlament tilligemed Reformbiller vovede at byde Irlænderne.
Irlænderne „som vi Alle kunne see, ere ikke blevne beroligede. Dette
kunde vel være nok, men jeg vil dog ogsaa tilføie, at allerede i min
Barndom lærte jeg, at de, der tage deres Gaver tilbage, have paa
Dansk et eget Navn, og jeg hørte dengang med Skræk om disse saakaldte Gjernetagere, at deres Børn bleve sorte, og det forklarer jeg
nu saaledes, at jeg kan see, der er Mening den, fordi man virkelig
ved en saadan Gavmildhed baade føder og opelsker den forteste Utaknemmelighed. Den sidste Taler, jeg hørte her, meente vel, at man
kunde beholde den almindelige Valgret, men gjøre den uskadelig ved
egentlig at ophæve den, nemlig ved hvad man kalder indirecte Valg,
og han anførte iblandt Andet Norge som et Beviis paa, at man
ganske sikkert kunde slaae den Vei ind; men jeg hørte ikke Noget om,

hvad jeg heller ikke har nogen Kundskab om, hvad da egentlig det
norske Storthing i den Menneskealder har udrettet, som var værd at
fremstilles som Exempel, eller om vi virkeligen skulde ønske, at det ene
Møde skulde saaledes bestandig ligne det andet, og at Thingenes Forhandlinger skulde være saa ulæselige, som jeg har kundet dem. Kun
een Ting har jeg bemærket ved det norske Storthing, at det har stridt
for, at hvad der engang var blevet Grundlag, skulde staae ret fast;
men dette er kun noget Godt, naar Grundloven fra Begyndelsen virkelig har været saaledes, at den fortjente at staae urokkelig, saa det
kan paa ingen Maade i sig selv være noget fordeelagtigt Beviis paa
den Maade, hvorpaa der vælges. Forresten, hvad den ærede Taler
selv bemærkede, det, jeg mener, gjør Udslaget her, det er, at ligesom baade
Udkastet og Alt hvad vi have yttret om den almindelige Valgret
gaaer ud paa en offentlig Handling, der frembringer og nærer Folkefølelsen, saa stræber han derimod hen til ved Valgmaaden at gjøre
Alt til den størst mulige Hemmelighed. (Hør!) Nu med Hensyn til
Tokammersystemet, da holder jeg slet ikke af Systemer (Latter), og
allermindst holder jeg da af Noget, som kunde med Rette bære Navn
af et Tokammersystem; jeg mener nemlig, det er soleklart, at om et
Folkeraad skal deles i 2 Kamre eller være udeelt, lader sig paa ingen Maade udlede af almindelige Sætninger; thi naar man siger, at
det skal være for at forhindre Overilelser, da vilde jeg for det Første
sige, at jeg veed ikke nogen Leilighed, hvorved vi skulle have overilet os, uden det da skulde være med Hensyn til Diæterne, og da
kunde vel Tokamret have gjort det Samme. Men dernæst vil jeg
bede lagt Mærke til, at det er, som et gammelt Ord har sagt, at
man kan jo rigtignok stundom faae Smæk, naar man kommer for
tidlig, men naar man kommer dag efter, saaer man slet Intet. Der
er altsaa lige saa stor, og vel endog større Fare ved Forsinkelse som
ved Overilelse, og dernæst vil jeg ogsaa bemærke, at man kjører slet
ikke bedre med een løbsk Hest og een stædig, end med 2 af hvert Slags
(Latter). Vil man paa den anden Side, som jeg ogsaa har hørt,
udlede et Tokammersystem af de tvende Kræfter, der efter deres Sigende,
der ere kloge paa Himlens Løb, skulle volde, at Planeterne gaae
deres stadige Kredsløb, saa synes jeg, vi allermindst maatte glemme,
at vi have havt saa meget af dette stadige Kredsløb Aar ud og Aar
ind, lige ordentligt eller uordentligt, lige kjedsommeligt, lige frugtesløst for Folkeudvikling og Livsoplysning, vi have havt saameget af
det med meget liden Uleilighed, at jeg slet ikke kan indsee, at man
skulde gjøre sig den mindste Umag med en Indretning for at frembringe det Samme. Tvertimod, dersom vi ville den Vei, saa skal
jeg raade til, at vi ligefrem kaldte tilbage det gamle danske Cancelli,
Rentekamret og Toldkamret med samt Directionen for Universitetet
og de lærde Skoler (Latter), og jeg er vis paa at de ikke ere saa
langt borte endnu, at naar vi kaldte paa dem, saa ville de høre vort
Raab og komme vor Skrøbelighed til Hjælp (Latter), og saa havde
vi to Kamre, Rentekamret og Toldkamret, med meget Andet ovenkjødet (Latter), og da kunde vi vist være sikkre paa, at Hestene ikke løbe
løbske med Statskareten. (Almindelig Munterhed i Forsamlingen.)
Dette maa være nok om Valgretten og de to Kamre for denne Gang,
undtagen at jeg vil tilføie, hvad der er Overgangen, nemlig at her,
som ved alle slige Ting, er jeg vis paa, det kommer bestandig an paa
Tid og Sted og alle Omstændigheder, og det er derfor, at naar vi
skulle fatte en klog Beslutning enden om Valgretten eller om Folkeraadets Deling eller Udelelighed, da maae vi fremfor Alt komme ihu,
at det er 1849, og at Stedet er Danmark og Kjøbenhavn, at Sagen skal afgjøres. Jeg troer nu, som jeg har sagt, at for denne Tid
og paa dette Sted vil det vistnok være det Klogeste for os at gjøre
Valgretten saa udstrakt som muligt, at dele vort Folkeraad indtil
videre efter By og Land eller Landet og Søen, dele det saaledes,
visse derpaa, at saasandt som der er dansk Blod i dem begge, saa ville
de, langt fra at skilles, meget mere, ved at komme til Forstand paa
sig selv, ogsaa blive daglig mere enige, og naar jeg da skulde bruge
Ordet „Landsthing", vilde jeg hensøre det til Landet, og kalde det
andet „Bything" eller ogsaa Birkething, som jo dog skal afskaffes alligevel (Latter), og da kalde det samlede Thing „Folkething". Jeg troer
det, men jeg troer fremfor Alt, at hvad enten det skal være dette eller
noget Andet, hvorom vi skulle enes, som det, der ikke ligger de for