Grundlov - bind 2 - Side: 309
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

309

2091 2092
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet §§ 30—36.

er i Besiddelse af en saa stor Selvstændighed og Indsigt, at den, naar
Valgenes Majoritet kommer i dens Hænder, hvilket den efter Valgudkastet vil, vil bringe en Majoritet ind i Rigsdagen, til gvis Afgjørelse Statens vigtigste og vanskeligste Anliggender med nogen Tryghed kan overlades. jeg for min Person viger Ingen i levende Interesse for de ringere Samfundsclassers Oplysning og Dannelse;
deres Velvære ligger mig saa varmt paa Hjerte som nogen Anden,
og jeg har, hvad en enkelt Samfundsclasse angaaer, nemlig Haandværksstanden og deriblandt specielt Svendeclassen, ved mange offentlige Leiligheder, lagt dette for Dagen; men derfor anseer jeg det ikke
nødvendigt, at de uden al Begrændsning skulde gjøres deelagtige i
den her omhandlede statsborgerlige Rettighed.

Jeg skal kun endnu, da det er blevet almindeligt her at erklære,
hvorvidt man forinden Valgene har forbundet sig til at stemme for
nogen vis Valgmaade, bemærke, at jeg i den trykte skrivelse, som
jeg forinden Valgene lod omdele til samtlige Vælgere i Kjøbenhavns
4de Valgdistrict, udtrykkelig erklærede „at jeg ikke forud kunde binde
mig ved noget Løfte om den Maade, hvorpaa jeg vilde stemme om de
vigtigste Grundlovsspørgsmaal: Valgmaaden, Rigsdagens Sammensætning, Eet- eller Tokammersystemet" o. s. v., hvilket jeg vilde have
anseet det for overflødigt at bemærke, naar man ikke havde seet denne
Fordring fremsat i offentlige Møder, og Valgprogrammer i denne
Retning forelagte Candidaterne. Det maatte dog være indlysende for
Enhver, at intet af disse Spørgsmaal kan besvares for sig alene, men
at de alle maae overveies i deres Forbindelse med hverandre og bedømmes i Sammenhæng med de øvrige Grundlovsbestemmelser, og at
kun en omhyggelig Prøvelse af Constitutionsudkastet i dets Heelhed,
efterat Grundene fra begge Sider ere hørte og veiede imod hinanden,
kan føre til en bestemt Mening om, hvad om disse vigtige Gjenstande maa
ansees som det Rette. Hertil henholdt jeg mig, da en Vælger paa
Valgdagen opfordrede Candidaterne til at yttre sig om Valgmaaden,
idet jeg iøvrigt, hvad Spørgsmaalet i sin Almindelighed angik, erkjendte, at det, efterat man engang havde gjort Brug af saakaldte
almindelige Valg, vilde være vanskeligt at komme tilbage til en Census, der betragtedes som opgiven; men jeg udtalte ligesaa bestemt min
Mening om, at der talte Meget for at knytte Valgretten til en lav
Census, at det var urigtigt at betragte dem, der hylde denne Mening, som fjendtligt stemte mod Folkefrihedens Sag, og at flere Lande
med de frieste Constitutioner, saasom England og Norge, have en saadan Census, og jeg henviste derhos til en Yttring af en frisindet
Forfatter i et saa Maaneder forud udkommet Skrift, at den nye lovgivende Forsamling kunde bygges paa den Valglov, der ligger til
Grund for Stændervalgene, som i det Hele god, uagtet den er baseret baade paa Census og Classevalg. jeg bemærkede endelig, at
man overhovedet først maatte kjende Grundlovsudkastet, som dengang
endnu er var udkommet, og see, hvad det indeholdt og hvorledes det
var motiveret, og erfare, hvad der i Rigsforsamlingen maatte blive
fremført for og imod samme, i hvilken Henseende jeg reserverede mig
min fulde Frihed. Ligesom jeg saaledes paa det Udtrykkeligste har
tilkjendegivet mine Vælgere, at jeg maatte have min Stemme i denne
Sag fuldkommen fri, saaledes vilde det ogsaa være en Fornærmelse
mod Vælgerne at forudsætte, at de kunde ville, at den Mand, de
sendte til Rigsforsamlingen, ikke skulde afgive sin Stemme om det
foreliggende vigtige Spørgsmaal efter sin egen fulde Overbeviisning
ligesaa frit og ubundet som enhver Anden. Under en modsat Forudsætning havde jeg heller aldrig modtaget Valget.

Madsen: Uagtet det meget Træffende og Slaaende, den ærede
Taler, der nys satte sig, har yttret, antager jeg dog, at den almindelige Valgret, der eengang er given og allerede eengang benyttet, er
Folkets uomtvistelige Eiendom, og i denne Tro er jeg bleven yderligere bestyrket ved de Discussioner, som dette Afsnit af Grundlovsud

kastet alleredeee har fremkaldt. Det har heller ikke kunnet rokke min
Overbeviisning om, at vi begaae en Uret mod alle dem, vi ved en
Census, den være høi eller lav, udelukke fra den vigtigste Borgerret,
at vi i dem skabe en Skare af Misfornøiede, der med fjendtligt Sind
ville betragte vor nye Forfatning og pønse paa Midler til at omstyrte den, og vi ønske jo dog Alle, at den maa staae fast og varig,
at’ baade vi og vore Efterkommere under den maatte finde Hvile og
Fred under Verdens politiske Omvæltninger. Ligesaa fast som jeg
antager, at man bør holde paa, at Formuen ikke betages noget ai
sine naturlige Fortrin, ligesaa omhyggelig mener jeg ogsaa, at man
maa være for, ikke at tillægge den andre end disse; men det gjøre vi
dog vistnok, naar vi forfatningsmæssig gjøre den mere Bemidlede til
Herre over den mindre Bemidlede.

En af den ærede Minoritets Grunde for at indskrænke Valgretten
er Hensyn til Communerne, som den frygter ville blive priisgivne for
de største Farer, naar Communalbestyrelserne skulde sammensættes efter
almindelige Valg, hvilket Minoriteten antager som en Selvfølge, naar
Valgretten til Rigsforsamlingen bliver fri. Rigsdagsmanden for
Odense Amts 6te District (F. Jespersen) har i dette Punkt allerede
yttret, hvad jeg hertil kunde have at sige, idet han har udtalt, at det
neppe kan antages som en Selvfølge, at der behøver at være ligesaa
fri Valgret til Communalraadet som til den lovgivende Forsamling,
og at det i Communen, der nærmest er en oeconomisk Anstalt, vistnok
kan have endeel for sig, at kun den, som bedrager til Communens
Bestaaen, kan saae activ Andeel i dens Bestyrelse. Jeg skal hertil
blot føie, at mere maatte der heller ikke fordres; selv det mindste
Bidrag maa give denne Ret, og naar det blev Regel, vilde heller
ikke Mange blive udelukkede, thi det er vistnok over det Hele kun
saare Faa, der findes, som ikke enten bidrage til Communen eller
modtage Understøttelse af den, naturligviis Tyendeclassen fraregnet,
som ingen Interesse har i Communens Anliggender. At Huusmænd
og Indsiddere nogetsteds skulle kunne eller ville besætte alle Pladserne
i Communalbestyrelsen, anseer jeg for en ugrundet Frygt, og det skete
da ingen Steder mere end een Gang; thi hvormange Huusmænd findes
der paa ethvert Sted, som have Tid, Lyst og Evne til de mange tidspildende og ikke altid behagelige Forretninger, som en Communeforstanders
Bestilling fører med sig. Derimod anseer jeg det som en Selvfølge,
at der paa ethvert Sted vil komme enkelte Huusmænd og Saadanne,
som i Kjøbstæderne nærmest med dem staae i Classe ind i Communalbestyrelserne, og det anseer jeg for et Gode, at det skeer, og for eu
uretfærdig Udelukkelse, saalænge det ikke er muligt, at det kan skee.

Med Hensyn til den fremlagte Fortegnelse over Mandfolk over
25 Aar gamle, der leve paa Landet som Indsiddere eller Aftægtsmænd,
eller der eie eller bruge Huse uden Jord eller med et Jordtillæg indtil 2 Skpr. Hartkorn, viser det sig, at Antallet for Kongerigets 19
Amter er 85, 856; men jeg skal hertil kun bemærke, at i dette Antal
maae, naar man holder sig til Grundlovsudkastet, først fradrages 5
Aldersclasser, nemlig fra 25 til 30 Aar, og dernæst alle dem blandt
de Øvrige, der have nydt eller nyde Fattighjælp, og det bliver et
stort Antal. Fra enkelte Steder har jeg erjaret Resultatet, og der
viste det sig, at de, som af denne Grund maatte fraregnes, være ikke
færre end ⅓; dette var navnlig Tilfældet i min Hjemstavn, og jeg skal
tilføie, at der ikke finde extraordinaire Omstændigheder Sted, saa at jeg
troer, at man er berettiget til at forudsætte, at dette Antal passer
allevegne. Endelig kan man ogsaa fraregne ikke saa Faa, der paa
Grund af Svagelighed og høi Alderdom aldrig deeltage i Valg, i
hvilket Tilfælde navnlig endeel af Aftægtsmændene ville være, og
disses Antal er ikke ringere end 13, 376. Sluttelig skal jeg kun
yttre, at saalænge man ikke har en Fortegnelse, der viser, hvormange
der have over 2 Skpr. Hartkorn, kan jeg ikke see, at denne Oversigt,
der ingen Sammenligning tilsteder, kan være til nogen Nytte.

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.