Grundlov - bind 2 - Side: 158
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

158

1789 1790
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 228.
Halvfierdsindstyvende (73de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundloven. Scavenius’s Forslag).

Scavenius: Jeg har opsat at udbede mig Ordet til Slutningen af de 3 første Afsnit af Grunlovsudkastet, fordi det, jeg har at
bemærke ved disse Afsnit, mindre angaaer de særskilte Paragrapher
end det Princip, hvoraf det Hele er fremgaaet — den Aand, der
gaaer igjennem samtlige disse Paragrapher. Jeg har villet oppebie Slutningen af Discussionen for at erfare, om Noget skulde fremkomme,
som kunde bringe mig til at fravige den Mening, jeg fra det første
Øieblik, jeg lærte Udkastet at kjende, har næret derom; men intet
Sligt er kommet mig of Øre. Jeg havde ønsket, at Andre vare fremkommne med Forslag, til hvilke jeg kunde have sluttet mig; men da
Saadant ikke er skeet, troer jeg at opfylde en Pligt med Hensyn til
min Stilling i denne Forsamling, ved nu at fremsætte min Anskuelse
herom.

Idet jeg nu søger et Udtryk, som i Korthed kan betegne hiin
Aand. veed jeg ei bedre end at kalde den en „antimonarkist"
Aand. Jeg forudseer, at Mange ville støde sig herover — maaskee
finde det en urimelig Tale. Man vil henvise mig til de mange Rettigheder, som Udkastet tillægger Kongen. Man vil spørge mig: Hvorledes — er Kongens Person ikke hellig og ukrænkelig? Kan han ikke
udnævne Ministrene? Kan han ikke antage og afskedige Embedsmænd?
Kan han ikke slutte Fred og erklære Krig? Kan han ikke foreslaae
Love? Kan ikke antage eller forkaste de Love, som Rigsdagen
forelægger ham? Staaer ikke alt Dette i Udkastet? — Jo tilvisse,
det staaer Altsammen der, og maaskee end mere. Men naar sees
lidt nøiere efter — det turde da befindes, at alle disse Rettigheder
kun tilsyneladende tilkomme ham, og at han i Virkeligheden bliver
uden Magt.

Allerførst var det mig høist paafaldende, at Udkastet heelt igjennem, med en enkelt Undtagelse, udtrykker sig, som om her ingen Konge
var i Landet, som om dette tusindaarige Kongerige var et nyt Land,
en ganske nylig oprettet Stat, som man skulde give en Forfatning.
Jeg har spurgt mig selv, hvad Aarsagen til denne Jgnoreren af det
Bestaaende vel maatte være, og jeg har ikke kunnet finde anden Mening
ud deraf, end at man har villet give tilkjende, at Kongens hele
Magt skulde ansees udgaaet som en Fuldmagt fra Rigsforsamlingen, saa at han Intet havde at opgive, Intet at concedere — men
kun at modtage. Man har i sin Iver for at hindre, at Kongen nogensinde skulde kunne gjøre Ondt, saa aldeles bundet Hænderne paa
ham, at han heller ikke bliver istand til at udrette det mindste Godt.
Hvad kan nemlig Kongen gjøre? Noget af det Vigtigste skulde vel
være at udvælge sine Ministre; men man tillade mig en liden Anecdote. Da engang i en preussisk Landsby Præsteembedet var bleven
ledigt, til hvilket Bønderne havde Valgret, sammenkaldte Amtmanden
disse og sagde dem, at nu kunde de vælge, hvem de vilde, men hvis
de ikke valgte den Mand, som han angav dem, skulde de faae en
Ulykke. Saaledes omtrent staaer det til med Kongens Ret til at vælge
sine Ministre. Det er ikke Kongen, men Rigsdagen, der udnævner
dem; for Kongen er ei synderlige Andet at gjøre end at underskrive
deres Bestallinger. Man betragte nu, hvorledes disse Ministre ere
stillede i Udkastet, og man vil finde, at de istedetfor at være Kongens
raadgivende Tjenere, blive de i Virkeligheden hans Herrer. Det er
disse Ministre, som i Gjerningen erholde alle de Rettigheder, at den
Myndighed, som Udkastet synes at tillægge Kongen. For denne er

der ei Andet tilbage end som et villieløst Redskab at underskrive
de Expeditioner, Ministrene forelægge ham. Ja selv i de
saa Tilfælde, hvor Udkastet endda syntes at have levnet Kongen
nogen Autonomi, hvor der var noget Spillerum, hvori han frit
kunde bevæge sig, der har Comiteen eller dens Ordfører snildelig
udfundet et probat Middel til ogsaa at gjøre denne Frihed til Inter.
Jeg har her for Øie Udkastets Bestemmelse om Forandring i Arvefølgen. i Forbigaaende vil jeg herom bemærke, at jeg anseer det
for lidet heldigt, at den derom handlende Paragraph er kommen ind
i Udkastet — men dette hører ei videre herhen. Nu troer jeg, at
Enhver, der just ikke er født med et decideret Procurator-Talent, ved
at læse denne Paragraph med mig vil have antaget det som en
afgjorte Sag, at her Initiativet ene og alene skulde tilkomme Kongen.
Men see, hvor man kan tage feil! Den ærede Ordfører har jo viist
os, at Rigsdagen med fuld Ret ad Adressens Vei kan andrage paa
Arvefølgens Forandring, saa at følgelig Initiativet er hos den.
Man betænke nu, hvor stor Betydning just en Adresse i dette særdeles Øiemed maa have, og man vil med mig søle den bittre Haan,
som heri ligger; og dog troer jeg, at Ordføreren vil, om ei have
Ret, saa dog i paakommende Tilfælde faae Ret — thi hvor skal den
arme Konge anbringe sin Klage over den ham tilfoiede Fornærmestlse?
Det er i Sandhed en herlig Opdagelse, man har gjort i Henseende
til denne Adresse-Ret! Et Exempel endnu til Beviis derpaa. Jeg —
og vist Mange med mig — have ved Artiklen om den saakaldte
Civilliste antaget det at være aldeles utvivlsomt, at Meningen var,
at denne Civilliste skulde ved Regjeringens Tiltrædelse bestemmes for
Kongens Levetid; men den ærede Ordfører har jo klarligen beviist
os, at Rigsdagen kan ved en Adresse iaar forandre den Bestemmelse herom, den tog ifjor! Jeg gad vidst, hvad det vel skulde
være, som Rigsdagen ikke paa denne Maade skulde kunne hendrage,
inddrage under sin Afgjørelse. Man tage nu hvilken man vil af de
Qvalificationer, som Adkastet tillægger Kongen, og man vil overalt
komme til det samme Resultat. Saaledes forholder det sig — at jeg
endnu skal anføre et Exempel — med den Kongen givne Myndighed
over Krigsmagten; han kan, denne Myndighed uagtet, dog ikke
udstede nogensomhelst Armeebefaling uden først at erholde Krigsministerens Underskrist, — det vil sige uden Ministerens Samtykke. Kongen være nu af Naturen udrustet med nok saa store Feldtherre-Talenter, han kunde dog ikke anvende dem til sit Folks Bedste, naar han
ikke vilde surbordinere sig sin egen Minister. Heldigt havde det været
for Kong Christian IV, om denne Regel i hans Tid havde været
gjældende; han havde da ikke mistet sit Øie i Slaget ved
Fehmern — rigtignok var da, sandsynligviis, Slaget ei heller blevet vundet. Saaledes bliver Kongen her som overalt en for
Statsstyrelsen overslødig Person, som man vel nu har medtaget,
fordi man ei kunde Andet, men som man ret vel kunde undvære.
Han bliver en pyntet Dukke, som man ved høitidelige Leligheder fører i
Procession til Moro for Publicum. (Stærk Hyssen i Forsamlingen; Formanden ringer.)

Formanden: Jeg troer rigtignok, at de Udtryk den ærede
Taler benytter sig af ere uheldigen valgte.

Scavenius: Jeg siger ikke, det er saa, men at det vil komme
dertil.

Et Automat vilde ret vel kunne udfylde Kongens Plads (Hyssen), og al den Underviisning, som Landets Kronprinds i Fremtiden
vilde behøve, vilde være, at han lærer at skrive sit Navn.

Alt hvad jeg saaledes har tilladt mig at fremføre, vil man