Grundlov - bind 2 - Side: 156
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

156

1785 1786
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet § 29.

mærke, at jeg i denne Sag ikke har været af anden Mening end han.
Jeg har tilføiet som en skjærpende Omstændighed, at naar Nogen blev
fritagen for Livsstraf mod at kagstryges og brændemærkes og hensættes
til offentlig Arbeide for Livstid, var der dobbelt Grund for, at Valget i denne Henseende burde overlades ham; men jeg troer, at selv
uden disse skjærpende Omstændigheder burde han, naar Loven har
idømt ham Straf, være berettiget til at fordre, at denne ogsaa virkelig bliver exeqveret. Som et oplysende Exempel vil jeg kun henpege paa, om en Officeer, der bliver dømt til at skydes og bliver benaadet med at hensættes til Fæstnings- og Rasphuusarbeide, vel vil
betragte dette som en Naade, og om han ikke havde Grund til tvertimod at ansee dette som en stor Skjærpelse. Derimod er jeg overbeviist om, at i de allerfleste Tilfælde vil dog det simple Fængsel uden
Tilføielse af offentligt Arbeide blive betragtet som en Naade,
og bør naturligviis ogsaa betragtes saaledes af den Dømte, fordi han
derved altid vil have Leilighed til at angre og omvende sig. Men
man maa ikke lade sig vildlede af, at han undertiden siger, at han
ikke ønsker at tage derimod, thi dette Udsagn er ofte udsprunget af
Forfængelighed og Praleri, undertivden ogsaa for at slippe for at vise
den Tak, som han burde nære; Enkelte bedrage sig selv, idet de yttre
dette, Andre stræbe at bedrage Andre dermed, men i Retfærdighedens
Interesse bør det fordres, at den Straf, som Loven har idømt, ikke
bør kunne ombyttes med nogen anden vilkaarlig uden Veokommendes
eget Samthykke.

Ordføreren: Det ærede Medlem, som nys satte sig, be gyndte
med et Ord, hvortil jeg vil bede om Tilladelse at komme tilbage,
fordi der er hele Spørgsmaalet stillet med eet Ord; det blev nemlig
sagt, at det er en gammel Regel, at Velgjerninger ikke kunne paatvinges Nogen, og at Naade er en Velgjerning; men det er netop
hele Spørgsmaalet. Det er hele Spørgsmaalet, hvorledes Benaadningsretten skal udøves, og jeg mener, at det ikke er betegnende, naar
man kalder Naadens Meddelse en Velgjerning, thi Naaden skal ogsaa være en Retfærdighedsudøvelse, men det er kun en noget finere
Retfærdighed end den grovere, som haandhæves ved Domstolene; hvis
den nemlig ikke er en Retfærdighed, saa er det en Uretfærdighed, da
det ikke er i saadanne Forhold, at man maa ønske, at der øves nogen Velgjerning, skjøndt naturligviis endnu mindre det Modsatte.
Naar man opkaster det Spørgsmaal, om en Domfældt skal kunne erklære, at han ikke vil modtage en Naade, er det i Grunden at spørge,
om den Domfældte skal have Net til at bedømme det Retfærdige i
Naadens Meddelelse; thi hos ham vilde denne Bedømmelse være, saalænge Afgjørelsen blev afhængig af ham, og ikke af den, i hvis Haand
den lægges. Jeg skal forøvrigt med Hensyn til de Bemærkninger,
der bleve fremsørte af den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die
Valgkreds (Ørsted) blot tillade mig at svare, at der dog neppe er
Grund til, i det Enkelte i Grundloven at fastsætte, hvad der skal ansees at høre ind under Benaadningsretten; thi ligesom der vel i
Almindelighed er visse Begreber, som man kan antage som givne i
en Grundlov, uagtet der i de enkelte Forhold kan være Tvivl om
Grændsen, saaledes erkjender jeg vel, at der ogsaa kan være Spørgsmaal om enkelte Grændseforhold ved Benaadningen; men jeg troer
dog virkeligt, at Sagen i Gjerningen ikke vil have nogen Vanskelighed. Videre, end man tidligere er gaaet, kan man vistnok under ingen
Omstændigheder gaae, og saaledes er jeg navnlig enig i, at der ikke kan
være Tale om, at Kongen, naar man ikke udtrykkelig giver nye Bestemmelser derom, kunde udstrække Benaadningsretten saavidt, at de, som
havde mistet deres politiske Rettigheder, ved Benaadning skulde kunne
erholde disse tilbage. Det blev med Føie bemærket, at Regjeringen
ikke efter Forordningen af 15de Mai 1834 havde anseet sig berettiget
til at tilbagegive dem politiske Rettigheder, som ifølge Loven havde
tabt dem, og det troer jeg, er Noget, som anerkjendes overalt i alle
constitutionelle Lande, at saadanne Rettigheder ikke kunne tilbagegives
af den executive Magt igjennem Benaadningsretten. Hvorvidt man
i saadanne Tilfælde igjennem Domstolene skulde kunne vinde en Rehabilitation, er efter min Mening at ganske andet Spørgsmaal, hvorpaa jeg ikke
videre skal indlade mig. Iøvrigt troer jeg, at netop hele dette
Spørgsmaal om Benaadningen er et af dem, hvor man ikke maa
tænke saameget paa et under vor tidligere Lovgivning indtruffet enkelt

Tilfælde, fordi den ikke itide er bleven reformert, saaledes som Alle
erkjende, og som det navnlig ogsaa er bleven erkjendt af den ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgkreds (Ørsted); men man
kan dog ogsaa gjøre den gjældende Lovgivning Uret; man kan ogsaa
gjøre den værre, end den er. Jeg vil saaledes blot erindre om, naar
den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig)
har talt om de gruelige Arbeidsstraffe, der endnu i vor Lovgivning
skulde finde Sted i Pressesager, at Forordningen af 27de September
1799 vistnok har strenge Straffe; men de gjælde ikke, de ere jo bortfaldne, og saaledes forekommer det mig ikke, at der er saamegen Grund
til at lægge Vægt paa de enkelte Tilfælde, der kunde frembyde sig
fra den ældre Lovgivning.

Grundtvig: Jeg nævnede ikke Arbeidstraffene, dem har jeg
selv anmærket før vare forandrede til Fængsel efter Rettens Skjøn,
men jeg nævnede Fængselsstraffe og Livsstraffen, og jeg husker iikke,
at jeg har seet dem ombyttede med nogen anden.

Man gik derpaa over til den af Udvalget foreslaaede Tillægsparagraph, 29 b.

Ordføreren: Dette Tillæg tilligemed det af Udvalget i dets
Betænkning anførte Motiv er saalydende:
„Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold
til Loven.

Den hele Myntningsrets Udøvelse er saa vigtig, at man har
anseet det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regjeringen, der lod Mynten slaae i Henhold til de Bestemmelser om
Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt. “

Brinck-Seidelin: Det er med fuld Ret, at Udvalget har
foreslaaet, at Myntretten optages i Grundloven som kongelig Forret.
Vi vide, at den altid har været det, saa langt tilbage i Tiden, som
Mynt er slaaet i Danmark. Vel blev under Katholicismen fra Knud
den Helliges Tid Biskopper tilstaaet Ret til at slaae Mynt, men man
seer dog, at det kongelige Billede blev præget paa Mynten, og naar
der ogsaa blev tilstaaet nogle Kjøbstæder denne Ret, saa maatte Afgist
derfor betales. Forøvrigt har Myntretten altid været et Negale, og
det kan vel siges, at Kongerne have været skinsyge paa denne Rettighed. Dens store Vigtighed for Staten gjør det nødvendigt, at heri
Grundloven gives Garanti for, at den fremdeles vil være blandt de
kongelige Forrettigheder.

Grundtvig: Efter hvad der nu er bleven yttret vilde jeg
dog spørge, om der ikke burde staae et Ord, som betegnede, at det var
Regjeringen alene, som havde Retten til at slaae Mynt.

Ræder: Jeg har i Anledning af denne Paragraph Intet at
bemærke, men jeg har dog et kort Ønske at fremsætte. Det er for en
Nation ikke saa ganske ligegyldigt, hvorledes dens Mynter præges,
og det er heller ikke Nationen saa ganske uvedkommende. Kunstens
Standpunkt afgiver ialmindelighed Maalestokken for en Nations Culturtrin, og saaledes kunne vi nu ved Hjælp af Grækernes og Romernes Mynter med temmelig Sikkerhed bedømme, til hvilken Culturgrad disse have naaet; men den samme Maalestok vil Efterverdenen
benytte til at bedømme den Culturgrad, hvorpaa vi have staaet. Nu
er det imidlertid bekjendt, at vore Mynter ikke have været prægede
med den Kunstfærdighed, som var Nationen værdig; jeg vil ikke
sammenligne vore Mynter med Englands, men man burde dog idetmindste kunne sammenligne dem med Badens eller Rassaus, men hvorledes staae de da ikke tilbage? Under Christian den Ottende er der
gjort et godt Fremskridt; vi have faaet Rigsdalere, Tomarks-, Eenmarks- og Otteskillingsstykker, som virkelig have et meget smukt Præg,
men han naaede ikke til at slaae Speciesdalere af samme Beskaffenhed. Reversen paa Specierne skal fremstille det danske Vaaben, men
det er saaledes udfort, at man mange Gange kan være i Tvivl om,
hvad det skal være. Det var altsaa kun mit korte Ønske, at naar
vi under det absolute Monarki ere komne saavidt, at vi have faaet
smukt prægede Bankdalere, Tomarker, Eenmarker og Otteskillinger, vi
da under det constitutionelle Monarki maatte naae saavidt, at vi
fik godt prægede Specier, og jeg haaber, det høitærede Ministerium vil
drage Omsorg for, at dette Ønske, i en for Nationen virkelig meget
vigtig Sag, maatte gaae i Opfyldelse.

Brinck-Seidelin: Forinden de foreløbige Discussioner over