Grundlov - bind 2 - Side: 125
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

125

1723 1724
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastets § 21 — 22.

Bestrmmelser, der da komme til at gjælde, indtil der indtræder en forandring ved en ny Lov.

I. A. Hansen: Jeg skal blot tillade mig et Par Ord med Hensyn til det, den ærede Ordfører nylig yttrede, Naar han har antaget, at § 77 ikke kunde blive staaende, saaledes som den staaer, med
mindre en fuldstændig, Communallov kunde komme ud, saa maa jeg
bemærke, at det vistnok ikke er den eneste Bestemmelse, der staaer uden
Indflydelse paa Livet, indtil en organisk Lov gives, der gjennemfører
Principet i det virkelige Liv. Den af Ordføreren paapegede Mangel
ved § 77 troer jeg, vilde blive afhjulpen, naar blot Ordet „ere" blev
forandret til „skulle være"; men jeg troer ikke, at det vil have nogen
Indflydelse paa det Spørgsmaal, hvorom her er Tale. Jeg troer,
at ligesom denne og flere Paragrapher har opstillet et Princip, saaledes er der ogsaa i § 21 Tale om at opstille et lignende, paa fornuftige Statsstyrelsesgrundsætninger hjemlet, Princip, nemlig at Kongen
skal besætte alle Statsembeder, og at det bliver en senere Tids Opgave ved en organisk Lov nærmere at gjennemføre dette Princip;
men jeg mener, at der ikke vil blive fuldkommen Sammenhæng mellem de 2 anførte Paragrapher, naar § 21 ikke bliver forandret.

Med Hensyn til hvad den ærede Ordfører har indvendt mod
min Bemærkning om de private Mænds Kaldsret, maa jeg erindre
om, at jeg har paaberaabt mig Rigets Generalprocureur som Hjemmel for, at i virkeligheden besætte de private Mænd Embederne;
men jeg vil indrømme den ærede Ordfører, at Formen er det, der
her fortrinsviis maa sees hen paa. Naar det altsaa i Paragraphen
siges „kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil",
saa følger deraf, at han fremdeles ved Besættelsen af flere Embeder
bliver i sit Valg indskrænket til tre foreslaaede Mænd, og er dette
Tilfældet, saa maa man dog indrømme, at Kongen vilde besætte Embederne i et større Omfang end hidtil, dersom man overdrager
ham, aldeles uden Indflydelse af de private Mænds Indstilling at
besætte dem. Naar han kun skal kunne besætte Embederne i samme
Omsang som hidtil, saa kan Kongen kun besætte Embederne efter Indstilling af de private Mænd, og der er derfor, selv om man blot
henseer til Formen, en Strid mellem Ordene i § 21 og § 78.

Algreen-Ussing: Forsaavidt den ærede sidste Taler har paaberaabt sig min Yttring paa et andet Sted som Hjemmel for, at
den, som har Forslagsret til Embederne, maa siges at besætte disse,
saa er jeg vel fuldkommen enig med ham i, at de, der have Forslagsret til Embederne, i Virkeligheden besætte dem; men jeg har vist
ikke udtalt, at Kongen ikke i formel Henseende havde Besættelsesret
til disse Embeder, og det er dog det, der, saavidt jeg skjønner, alene
kan tages Hensyn til ved den af ham foreslaaede Forandring; heller
ikke kan jeg antage, at de af ham udhævede Ord af Paragraphen
kunne gjøre den foreslaaede Forandring nødvendig, da der ikke ved
disse Ord „i samme Omfang som hidtil" er sigtet til de Betingelser,
hvorunder Embederne blive besatte. Iøvrigt skal jeg endnu kun tilføie, at jeg antager, at det vil blive ligefrem Følge af § 78, der
siger „Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret
er afskaffet", at denne Forslagsret for Fremtiden vil bortfalde, og jeg
er saaledes i denne Henseende ganske enig med den sidste Taler;
men fra Formens Side troer jeg ikke, at nogen Forandring er nødvendig i denne Paragraph.

Ordføreren: Jeg har blot den Bemærkning at gjøre, at jeg
ligeledes maa antage, at Omfanget af Kongens Besættelsesret
med Hensyn til Embeder bliver aldeles det samme, hvad enten For

flagsretten ophæves eller ikke. Jeg skal tilføie, at det netop vilde
være en væsentlig Forandring, hvis man i den citerede § 77 om de
communale Forhold satte „skulle være" istedetfor „ere", thi disse
forskjellige Udtryk betegne netop Forskjellen mellem en Grundsætning,
som skal gjennemføres, og en strax anvendellg Regel Anvender jeg
denne Forskjel paa den nærværende § 21, da skal der slet ikke her
gives en Grundsætning, som skal gjennemføres ved Lov, men der
skal kun gives en øieblikkelig anvendelig Regel.

Formanden: Hvis ikke Flere ønske at tale, kunne vi maaskee
ansee den foreløbige Behandling af denne Paragraph for sluttet, og
vi gaae da over til § 22.

Ordføreren: § 22 lyder i Udkastet saaledes:
„Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden
Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet eller paadrage
Staten nogen bebyrdende Forpligtelse. “

Dertil har Udvalget bemærket Følgende:
„Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste
Sætning liggende Tanke kunde udtrykkes noget utvetydigere og fuldstændigere paa følgende Maade:

Dog kan han derved ikke uden Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over nogen
Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende Forpligtelse. “

Paragraphen vilde da komme til at lyde saaledes:
„Kongen har den høieste Myndighed over Land- og Sømagten.

Han erklærer Krig og slutter Fred, samt indgaaer og ophæver Forbund og Handelstractater; dog kan han derved ikke uden
Rigsdagens Samtykke afstaae nogen Deel af Landet, raade over
nogen Statsindtægt eller paadrage Staten nogen anden bebyrdende
Forpligtelse. “

Den sidste Regel er en aldeles naturlig Følge af hele det Grundprincip, der i Udkastet er gjennemført. Naar nemlig en vis Myndighed kun tilkommer Kongen og Rigsdagen i Forening, kan Kongen ikke heller ved Forbund med fremmede Magter erhverve denne
Myndighed for sig alene uden Overeenskomst med Rigsdagen. Det
er kun en ligefrem Følge af Forholdets Natur, naar det udtales, at
Kongen kan erklære Krig og slutte Fred, og at der tillægges og
maa tillægges Kongen som den udøvende Magts Hoved, en formel
Ret til at indgaae og ophæve Forbund.

Schiern: Jeg skal kun fremføre nogle saa Ord med Hensyn
til denne Paragraph.

Det hedder først: „Kongen har den høieste Magt over land- og
Sømagten. “Dette forekommer mig at være et Exempel paa den
Kreds af lidet- eller intetsigende Tirader, hvorfra Constitutionsskriverne siden Aaret 1789 ikke have formaaet at komme ud. Naar det
nemlig forholder sig saaledes, som den ærede Ordfører, saavidt jeg
mindes, selv paa given Anledning har troet at kunne yttre, og som
det overhovedet ogsaa synes at følge af Sagens almindelige Natur,
at Kongen nemlig ikke staaer i noget særeget Forhold til Krigsministeren og Marineministeren, i Modsætning til hans Forhold til de
andre Ministre, da synes det neppe muligt at nægte, at hine Ord
her staae ørkesløse, som en tom Tradition.

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.