Grundlov - bind 2 - Side: 106
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

106

1685 1686
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen No. 215.
Syv og tredsindstyvende (70de) Møde.
(Den foreløbige Behandlind, af Grundloven. § 20—21).

Hammerich: Jeg skal ikke gaae ind paa videre Forhandling
af Spørgsmaalet, da jeg troer, det er bedre at opspare Tiden hertil
til den endelige Behandling; men jeg kan dog ikke tilbageholde den
Bemærkning, at naar de Folkeslag, der meest have bidraget til at
udvikle vort politiske Liv og været vore Lærere i saa Henseende, have
kunnet været tjente med Ordet „Minister", der oprindelig betyder „Tjener", og ikke Andet, mener jeg, at vi vel kunne være tjente med
Ordet „Statsraad", som antyder den, der raader i Statssager eller
over Statssager; thi Ordet „raade" bruges paa begge Maader.
Naar Talen er om Preussen og Frankrig, bør man dog vel heller
ikke glemme Norge, hvor netop Ministrene kaldes Statsraader.

Formanden: Jeg skal bemærke, at Udtrykket Statsraad bruges
i Udkastet, og at der altsaa ikke kan være Tvivl om, at det jo kan
komme under Afstemning, om det skal blive staaende eller ikke.

Hammerich: Det var ikke det, om „Statsraad" skal blive
staaende i Udkastet, at Spørgsmaalet nærmest angik, men om man
skulde kalde dem, der udgjøre Statsraadet, for Statsraader, istedetfor at kalde Statsraadet Ministerraad, saaledes som Udvalget har
foreslaaet.

Barfod: Til det, som er anført af den 1ste kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Hammerich), skal jeg kun tillade mig at føie, at der gives
større Stater og mindre Stater, som dog heller Ingen vil negte Navn
af Stater, og der kunde da vel og — for at jeg skal holde mig til
Udvalgets Betænkning — gives større Statsraad og mindre Statsraad, som dog alle vare Statsraad. Forøvrigt holder jeg mere paa
„Rigsraad" end „Statsraad".

Grundtvig: Maatte jeg blot her erindre, at, uden Hensyn
til den Uenighed, som jeg havde med Ordføreren for Comiteen, da
maa jeg sige, at jeg synes, at Comiteen har aldeles aabenbar Uret,
naar den for dens Brug af Ordet „Statsraad" vil anføre fremmede
Exempler, da det jo er klart, at dersom vi beholde Ordet „Statsraad", saa maae vi vedblive at bruge det i den Betydning, hvori
det bruges i vort Sprog, og der har det uafladelig betydet Ministrene, og ikke Andre end dem, der tillige med dem ere kongens
Raadgivere.

Ørsted: Jeg erkjender vistnok fuldkommen, at det er en i og
for sig mindre tilfredsstillende Regel, at alle Sager, der afgjøres ved
kongelig Resolution, skulle foretages i det samlede Statsraad; men
jeg har ogsaa kun foreslaaet, at dette skulde gjælde som Regel, indtil
Sagen nærmere kunde ordnes ved Lov, og jeg anseer denne Regel
for mere tilfredsstillende end ingen Regel. Hvad angaaer det, at
meget vigtige Bestemmelser kunne udgaae fra et enkelt Ministerium
eller Collegium uden foregaaende kongelige Resolution, skal jeg bemærke, at naar en Minister udsteder en saadan Bestemmelse i eget
Navn, da bærer han ogsaa alene Ansvaret derfor; men det er kun
med Hensyn til de Handlinger, der foretages i Kongens Navn, at
der i Almindelighed burde paalægges hele Statsraadet et Ansvar.
Det var derfor, jeg troede, at det var ønskeligt, at det, indtil en
nærmere Ordning af disse Sager kunde foregaae, blev gjort til Regel,
at alle Sager, der behøvede kongelig Resolution, skulde afgjøres i
Statsraadet. At dette ikke skulde kunne lade sig gjøre, forekommer
mig saameget mindre at kunne antages, da det har været Tilstanden

her i Landet i Christian den Syvendes Tid, og udentvivl ogsaa under
de ældre konger, at alle Sager afgjordes i Statsraadet.

Formanden: Jeg veed ikke, om denne Paragraph kan ansees
for uddebateret, thi saa kunde vi gaae over til § 21.

Ordføreren: § 21 lyder saaledes:
„Kongen besætter alle Embeder i samme Omfang som hidtil.
Forandringer heri kunne skee ved Lov. Ingen kan beskikkes til Emdedsmand, som ikke har Indfødsret.

Kongen kan afskedige de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt ved Lov.

Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke, dog
saaledes, at de ikke derved tade i Indtægter. “

Dertil har Udvalget bemærket Følgende:
„Ved den første Deel af denne Paragraph, der handler om
Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke fundet Grund til at
foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nuværende Tingenes Orden, men giver ikke kongens nærværende Besættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved
Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun
taler om, hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der
aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, som gjælde med Hensyn
til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende
Afsnit af Paragraphen, der handle om kongens Ret til at afskedige
og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troct
at burde tilraarde nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke.
Man har troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen
kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge
at vinde den Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af
denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser
kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som
Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse paa et andet Sted med Hensyn til Dommere.

Hvad saaledes kongens Afskedigelsesret angaaer, da antage vi,
at den kun skulde udøves efter Ministerraadets Indstilling.
Naar en Minister har gode Grunde til at andrage paa en under
hans Virkekreds hørende Embedsmans Afskedigelse, ville hans Colleger
ikke fraraade et saadant Skridt; men den enkelte Minister vil
betænke sig paa at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom
Afskedigelden ikke var tilstrækkelig begrundet.

Men om end en Afsked gives af kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden dog, efter vor som efter Udkastets Mening, have Adgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov. Da Udkastets Ord imidlertid maaskee kunde forstaaes, som om
hver enkelt afskediget Embedsmands Pension vilde blive fastsat ved
en særlig Lov (ifr. Udkastets § 46), men dette neppe har været tilsigtel,
og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, saa troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt
ved Lov" kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven.“

Hvad Forflytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed
ikke troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning
end den, som Udkastet upaatvivlelig indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til
at udtale, at Undtagelser fra Afskedigelses- og Forflyttelsesretten