Grundlov - bind 2 - Side: 87
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

87

1647 1648
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 18—19.

udfinde et Sikkerhedsmiddel mod denne truende Fare for et Enkeltmændsherredømme. Der er ofte her i Landet hørt Klage over denne
Magtens og Functionernes Sammenblanding i det danske Cancelli,
og Frankrig har i sin Grundlovs § 19 opstillet den Sætning, som
jeg troer, vi kunne tage os ad notam; det har ved dyrekjøbt Erfaring fundet denne Sandhed stadfæstet, den hedder saaledes: „Magtene Deling er den første Betingelse for en fri Regjering". Derfor,
hvis det skal blive en Sandhed, at her i Landet skal være en virkelig
Constitution, maae vi vistnok see engang i sin Tid at finde et Sikkerhedsmiddel i denne Henseende. Jeg skal blot i Fortsættelse af det
Forbehold, jeg tog ved § 3, ogsaa her tillade mig at stille et Amendement i denne Retning. Det er ikke, fordi jeg troer, at denne Forsamling vil gaae ind derpaa, men det er blot for at tage et Forbehold for
Fremtiden. Dernæst er der en anden Bestemmelse, som forekommer mig
endnu farligere, idet det næsten berøver Kongen al mulig Magt. Man har
nemlig sagt, at Kongens Underskrift af de Lovgivningen eller Regjeringen vedkommende Sager trænger, for at være gyldig, til en Ministers Underskrift. Man har altsaa ikke engang medtaget de Beslutninger, ved hvilke han afskediger og indsætter Ministre. Det forekommer mig dog, at han idetmindste maatte beholde den Magt, den
franske Constitution har indrømmet sin Præsident, at den Beslutning,
ved hvilken han indsætter og afsætter sine Ministre, bliver gyldig,
skjøndt den ikke er underskrevet af en Minister; i alle andre Sager
derimod gjøres en Ministers Underskrift nødvendig. Derfor forekommer det mig, at man bør haandhæve Kongen den Ret, ene at udnævne og afskedige sine Ministre. Dersom man ikke gjør det, staaer
baade Konge og Folk i Fare for at komme ind under Enkeltes Tyranni, som vilde tilintetgjøre alle de virkelige Rettigheder, som skulde
tilkomme dem. (Under hele Foredraget jævnlig Latter og Munterhed
i Forsamlingen."

Formanden: Jeg vil gjøre den ærede Rigsdagsmand opmærksom paa, at det nok er nødvendigt, at han nærmere angiver det
Sikkringsmiddel, som han antager at foreslaae.

Winther: Det kunde jeg meget gjerne strax angive; men jeg
troer ikke, at det efter vor Forretningsordens Regulativ er nødvendigt allerede nu at formulere noget Forslag; jeg troer, at naar jeg
havde antydet, hvad Forslaget skulde gaae ud paa, var jeg berettiget
til at vente med Formuleringen indtil 48 Timer efter den første Behandlings Slutning.

Formanden: Ja, Formuleringen af Forslaget kan man vistnok vente med indtil 48 Timer efter den foreløbige Behandling, men
man kunde dog ønske angivet, hvad der skulde være Gjenstand for
Amendementet, for i Tilfælde af at man fandt det nødvendigt, at
kunne gjøre sin Indsigelse derimod.

Winther: Naar det, jeg har anført, forelaa trykt, vilde man
nok kunne see, hvad Meningen med Amendementet var. Imidlertid
kunde der tænkes forskjellige Maader, hvorpaa man i saa Henseende
kunde sikkre sig, men jeg vil ikke nu i dette Øieblik sige, hvilken af
disse jeg vil foreslaae. Jeg kunde i ethvert Tilfælde foreslaae een af
to; den ene var, at man overlod Kongen i Forening med den lovgivende Forsamling at vedtage Love uden nogensomhelst Mellemmand,
— det var den ene, og naar jeg nu har angivet den, saa kunde det
maaskee være nok.

Ordføreren: Jeg ønskede blot at gjøre denne ene Bemærkning, at den franske Præsident er ansvarlig, den danske Konge derimod ansvarsfri.

Winther: Maaskee jeg maatte tillade mig et Spørgsmaal:
hvilken Ansvarlighed behøves der i Lovgivningssager enten fra Kongens eller fra Forsamlingens Side? Jeg troer, at naar Forsamlingen og Kongen kunne blive enige om Noget, saa er det Lov, og jeg
vilde da gjerne spørge, om Nogen skulde have Ret til at blande sig
deri eller gaae hen og underkjende Gyldigheden af hvad de ere blevne
enige om.
Man gik derpaa over til den følgende Paragraph.

Ordføreren: „Ministrene kunne drages til Ansvar for de i
deres Embeder begaaede Forbrydelser og for Handlinger, som ere
aabenbart skadelige for Staten. Folkethinget anklager, Rigsretten
dømmer."

Udvalgets Betænkning til denne Paragraph lyder saaledes:
En Minoritet (Dahl og Jespersen) har sundet, at
denne Paragraph paa en for skarp Maade begrændsede de Tilfælde,
i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at derved
kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen maaskee det, hvori Embedsforseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes
derfor rettest at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, saasom „Embedsforseelser", hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert
enkelt mødende Tilfælde have den fornødne Frihed til at beslutte
Anklage og at afgjøre, om denne er grundet eller ikke. Man maa
saa meget mere finde det rigtigt at bruge almindelige Udtrtyk, som
Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov,
hvis Indhold ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, sum
den i Udkastet. Minoriteten indstiller derfor, at Paragraphen (under
Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov)
affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne tiltales
for Embedssorseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.

Udvalgets Fleerhed (med 12 mod 2 Stemmer) slutter sig
til Udkastets Bestemmelse. Den er vel enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende
Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette
Grundlag er givet i Udkastets § 19. Naar Ministrene kunne drages
til Ansvar for de i deres Embede begaaede Forbrydelser og for enhver
for Staten aabenbart skadelig Færd, saa vil Folkethinget ikke være
udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det maatte
være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Paadømmelsens constitutionelle Retfærdighed maa Betryggelsen søges i Rigsrettens Sammensætning.

Udvalgets Fleerhed slutter sig altsaa til Udkastet, medens den
angivne Minoritet foreslaaer følgende Affattelse: „Ministrene kunne
tiltales for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten
dømmer."

Ørsted: Det forekommer mig, at Paragraphen baade har udstrakt Ministrenes Ansvarlighed forvidt, og i andre Henseender igjen
gjort den altfor indskrænket; naar det hedder, at Ministrene ere
ansvarlige for Forbrydelser, begaaede i deres Embede, kan det ikke
indeholde Andet end Ansvaret for hvad der efter Loven og de dertil
knyttede Begreber er Forbrydelse, som f. Ex. Bestikkelse, Landsforræderie o. s. v.; men Ministrene kunne ogsaa forsee sig, deels ved at
krænke Loven og enkelt Mands Ret paa en Maade, at man ikke
egentlig kan sige, at det er en Forbrydelse, og deels ved at forsømme
de Forpligtelser, som paaligge dem, f. Ex. ved at forsømme det Tilsyn, som de skulle have med Statens Midler og med Embedsforvaltningen; i saa Fald kan Ansvaret vel ikke altid blive criminelt Ansvar, men dog et Ansvar, som maa bedømmes ved den Domstol, der
har at afgjøre, om Ministrenes Forhold har været forsvarligt eller
ikke. Paa den anden Side troer jeg, at man sætter Ministrene
meget blot ved at sige, at de kunne tiltales for Handlinger, som ere
aabenbart skadelige for Staten; thi naar der ikke er begaaet nogen
særdeles Skjødesløshed, som, at de have forsømt at indhente de fornødne
Oplysninger, men Ministrene have bedømt et vist Forhold paa den
Maade, at de ere komne til et Resultat, som af Andre findes at
være skadeligt for Staten, da er det Noget, hvorfor jeg ikke troer,
at der kan paalægges dem Ansvar, men det er vel en Grund, hvorfor de kunne blive bortfjernede. Den Indflydelse, som Rigsdagen
naturligviis maa have paa den hele Statsstyrelse, maa medføre, at
de Ministre, som ikke have viist den fornødne Virksomhed eller Duelighed, maae blive at bortfjerne, men nogen speciel Ansvarlighed, som
skulde idømmes ved et Tribunal, kan der neppe paalægges dem derfor. Dersom Alt, hvad der ifølge en Dom, som af Folkethinget var
vundet ved Rigsretten, maatte findes skadeligt for Staten, kunde paadrage Ministrene Ansvar, vilde deraf følge, at dersom disse havde
tilraadet Kongen at nægte sit Samtykke til en Lov, som var foreslaaet af Thingene, og som de ansaae for aldeles vigtig og nødvendig, kunde de blive at drage til Ansvar. Man har havt et Exempel herpaa i Norge, da en Minister blev draget til Ansvar og virke