Grundlov - bind 2 - Side: 86
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

86

1645 1646
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen.
No. 210.
Sex og tredssindstyvende (69de) Møde.
(Den foreløbige Behandling. af Grundloven fortsat § 18.)

Man gik derpaa over til § 18.

Ordføreren: § 18 er saalydende:
Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er
ansvarlig for Beslutningen.

Comiteens Betænkning indeholder herom:
En Minoritet (Dahl, Jespersen, Larsen, Ussing)
foreslaaer, at Udtrykkene, „giver disse" i denne Paragraph ombyttes
med Ordene „har kun". Det maa nemlig antages at være Paragraphens Mening, at Kongens Underskrift under de Lovgivningen
og Regjeringen vedkommende Beslutninger ikkun da giver disse Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift, men
denne Regel om Contrasignaturens Nødvendighed, der udgjør en af
de constitutionelle Hovedsætninger, bør formeentlig udtrykkes i en mere
bestemt Form. Den anden Sætning i Paragraphen foreslaaes derfor
affattet saaledes:

Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger har kun Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift.
Udvalgets Fleerhed (med 7 mod 6 Stemmer) har dog ikke
fundet, at Pragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til
Tvivl.

Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den
Minister, som har underskrevet, eransvarlig for Beslutningen", tillader Udvalget sig den Bemærkning, at den heelt vel hævder
sin Plads ved Siden af det Tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundreget om Ministrenes Ansvarlighed for
deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser, hvilken
Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man
nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde paa flere.

Medens saaledes Udvalgets Fleerhed slutter sig til Udkastet,
indstiller Minoriteten, at Paragraphen kommer til at lyde saaledes:
Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift
under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger
har kun Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift.
Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen.

Dersom Udkastet oprindelig havde været affattet, saaledes som
af Minoriteten er foreslaaet, at Paragraphen skal lyde, antager jeg,
at Udvalgets Fleerhed ikke vilde have fnndet tilstrækkelig Grund til
at fravige denne Affattelse; nu da Paragraphen er affattet i en
noget afvigende Form, have vi ikke fundet tilstrækkelig Grund til at
fravige den, men maae ganske henstille til Forsamlingen, hvorvidt den
mener, at Ordene trænge til den lille af Minoriteten paapegede
Forandring.

Ørsted: Mig forekommer Minoritetens Ændringsforslag at
være hensigtsmæssigt, fordi det tydelig udtrykker det, som jo er Paragraphens Mening; men der er en Betænkelighed, som falder mig ind
med Hensyn tit denne Paragraph, om den virkelig kan bestaae med

Grundlovens øvrige Bestemmelser, og om der ikke er kongelige Befalinger i Lovgivnings- og Regjeringsvæsenet, som ere gjældende uden
nogen Ministers Underskrift. Den 22de § tillægger Kongen den høieste
Befaling over Land- og Sømagten, og det synes altsaa, at Kongen
der kan udstede umiddelbare Befalinger uden at behøve en Ministers
Underskrift; saaledes er det antaget baade i Norge og Sverrig, hvor
den samme Myndighed er tildeelt Kongen, at der ikke behøves nogen
Ministers Underskrift til de Befalinger, som udstedes af Kongen som
Øverstbefalende over Armeen og Flaaden — naturligviis at denne
Myndighed er indskrænket til egentlige militaire Comandoer, saaledes
at Forandringer i Armeens Indretning, som knnde medføre Udgifter
eller gribe ind i andre borgerlige Forhold, maae afgjøres i Overeensstemmelse med de almindelige Grundlovsbestemmelser.

Ordføreren: Jeg kan paa ingen Maade antage, at det har
været Udkastets Mening med § 22, at stille Kongen i noget andet
Forhold til Resolutioner, vedkommende Landets Forsvarsvæsen, end
det, hvori han staaer til Resolutioner i Anledning af enhver anden
Green af den offentlige Forvaltning. Jeg antager, at Krigsministeren er det nødvendige Mellemled mellem Kongen og Hæren ligesom
Ministerne i andre Grene af de offentlige Forretninger ere de nødvendige Mellemled mellem Kongen og disse Forretningsgrene.

Algreen-Ussing: Forsamlingen vil af Betænkningen have
seet, at det er en Minoritet af 6 mod 7, som ved Afstemningen har
været for, at Paragraphen skulde affattes saaledes, som de 4 Medlemmer af Minoriteten have henstillet den til Forsamlingen. Det er
iøvrigt, som tillige vil sees, kun en Redactionssorandring, idet der om
selve Bestemmelsen ikke har været deelte Meninger i Comiteen, men
Comiteens Minoritet har troet, at man burde klarere og udtrykkeligere udtale denne constitutionelle Hovedgrundsætning, end det forekom
den at være skeet i Udkastets Affattelse. Jeg skal kun bemærke, at
den Redaction, som Minoriteten har foreslaaet, er ganske stemmende
med den, som findes i den Grundlov, der i mange Dele har tjent
til Forbillede for nærværende Udkast og allerede ved flere Leiligheder
er bleven citeret, nemlig den belgiske Statsforfatning. Det hedder i
dennes 64de Paragraph, at ingen Act af Kongen har Kraft, naar
den ikke er undertegnet af en Minister, som derved bliver ansvarlig
for Handlingen. Med Hensyn til det Spørgsmaal, som den ærede
Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die Valgdistrict (Ørsted) nys reiste,
kan jeg ikke andet end tiltræde hvad Ordføreren i denne Anledning
har bemærket. Jeg skal endelig tilføie, at denne Paragraph naturligviis ingenlunde er at forstaae paa den Maade, at alle Beslutninger, Regjeringen vedkommende, skulde være underskrevne af Kongen.
Der er vistok mange Regjeringsbeslutninger, som maae kunne udgaae
fra Ministrene under deres Ansvarlighed og med deres Underskrift
alene. Dette ligger heller ikke i Paragraphens Ord, men det turde
dog være hensigtsmæssigt at gjøre opmærksom derpaa.

Winther: Det forekommer mig i høieste Grad farligt for
Friheden, saaledes at gjøre Gyldigheden af Kongens Underskrift Under de Lovgivningen vedkommende Beslutninger afhængig af en
Ministers Underskrift; man giver derved Minisirene en Deel af Souverainiteten, som paa ingen Maade kan tilkomme dem. Kongen har
sagt, og det er vor Retsbasis for Øieblikket, at han vil dele Souverainitetcn med sit Folk; dette har han ladet sige ved Stændernes
Aabning i Roeskilde 1848, men han har ikke talt om, at han vil
dele ven med Ministrene. Man giver Ministrene altsaa en farlig
Indflydelse paa baade den lovgivende og udøvende Magt, og det forekommer mig derfor at være høist ønskeligt, hvis det var muligt, at