Grundlov - bind 2 - Side: 84
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

84

1641 1642
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 15—17.

dre end Kongen, var Hensigten ikke opnaaet ved den Bestemmelse
som er tagen i Udkastet, at det er for Kongens Regjeringstid, at
Beslutningen skal være fattet, og det vilde da være nødvendigt at
faae den Mening, som man har villet lægge i Bestemmelsen, udtrykt paa en heldigere Maade, end skeet er. Meningen er aabenbar
den, at der ikke maa kunne tages noget Initiativ fra Rigsdagens
Side til Forandring i Civillisten, saalænge den Konges Regjering
varer, for hvem den er bestemt. Er denne Mening ikke heldigt udtrykt, maa man finde mere passende Udtryk, thi det er udentvivl
en vigtig Bestemmelse, at ikke Kongens hele Stilling skal kunne ethvert
Aar stilles under Ovæstion ved Forslag om at nedsætte Civillisten, og
det har upaatvivlelig været Hensigten med Paragraphen at bestemme
dette i Modsætning til, at i andre Stater er Civillisten et Spørgsmaal, som hører ind under den almindelige Afgjørelse af Finantssager.

Bjerring: Den Bestemmelse, som findes i § 15, synes mig
at være meget hensigtsmæssig, og det af den Grund, at det vilde være
lidet sømmeligt, om der i en Lov, som fastsætter Kongens Civilliste,
stod, at denne Civilliste skulde gjælde indtil videre, eller at den skulde
gjælde 2 Aar, 3 Aar, 5 Aar o. s. v. Her staaer derimod, at den skal
bestemmes for hans Regjeringstid; men naar der staaer, at den kan
forandres ved Lov eller rettere sagt, naar dette indeholdes i Ordene,
ligger deri, som mig synes, den meget vigtige Bestemmelse, at ikke
Regjeringen og heller ikke Rigsdagen paa egen Haand, eftersom Kongen jo ifølge Grundlovsbestemmelsen har et absolut Veto, kan forandre den eengang fastsatte Civilliste, men at til Forandring dertil udfordres Samtykke af begge Statsmagter. Det er den Garanti, som
ligger i § 15.

Tscherning: Mig forekommer det, som her maa være en
Misforstaaelse af Udtrykket „ved Lov." Udtrykket „ved Lov" staaer
her, forekommer det mig, som Modsætning til hvad man ellers vilde
sige „ved grundlovmæssig Behandling." Man kan til en vis Grad
betragte Fastsættelsen af Civillisten som en forbigaaende Grundlovsbestemmelse, som varer for den Konges Regjeringstid, for hvilken den
er fastsat. Dersom det var muligt at fastsætte en Civilliste for saa
lang Tid, var det vistnok det Retteste at fastsætte den som en Grundlovsbestemmelse; da man nu ikke kan det, fastsætter man den i kortere
Mellemrum eengang for hver Konges Regjeringstid. Nu er der særegne Regler for, hvorledes Grundlovsbestemmelser skulle tages, og
disse Regler har man ikke troet at burde overfore paa Fastsættelsen
af Civillisten; man har troet, at den kunde fastsættes som en almindelig Lov — saaledes troer jeg, at Udtrykket „ved Lov" her maa forstaaes, men paa ingen Maade forstaaes derhen, at det skulde være en Lov, der ligesom enhver anden Lov kan rokkes fra Aar til andet,
thi da havde de Udtryk „for hans Regjeringstid" slet ingen
Betydning.

Ordføreren: Jeg kan ingenlunde anerkjende den Betydning,
som den ærede Rigsdagsmand vil have, at Udtrykket „ved Lov" skal
være taget i, men anseer det for aldeles klart, at Ordet „Lov" har
i denne Grundlovs Sprog en dobbelt Modsætning, nemlig deels
Grundloven og deels Finantsloven. Det forekommer mig
ganske klart, at naar det siges, at Civillisten bestemmes i Lovs Form,
da er dermed sagt, at den ikke bestemmes i den Form, som er fastsat
for Grundlovsspørgsmaals Afgjørelse, men paa den anden Side, at
den heller ikke fastsættes under de Former, som ere bestemte for Finantsspørgsmaals Afgjørelse. Naar man nu siger, at Meningen
aabenbart har været den, at der ikke skulde kunne skee Forandring i
den Bestemmelse, som engang er truffen ved Lov for Kongens Regjeringstid, da kan jeg jo ikke vide, hvad Meningen har været; men
jeg bør benægte, at den Mening, som man nu giver disse Ord, er
aabenbar, og jeg tør paastaae, at den naturlige Opfattelse
af disse Ord er den, hvori Udvalget har taget dem, og jeg kan aldeles ikke erkjende, at Regelen, saaledes som den er given i § 15,
ikke skulde have sin gode Betydning, ligesom jeg ikke troer; at der
vilde være vundet Væsentligt ved at sige, at Initiativet til en Forandring alene maatte komme fra Kongen; thi saa sandt, som man
ikke kunde forbyde, at Spørgsmaalet blev reist i Adresseform, saa
sandt havde man i Virkeligheden Intet opnaaet. Hovedtanken er

ganske simpel den, at ved Konges Thronbestigelse skal Civillisten for
hans Regjeringstid fastsættes ved Lov; nu kan det tænkes, at der
senere kan være gode Grunde til at gjøre Forandring deri. Om man
troer, at naae Noget ved at umuliggjøre dette, eller om man vil tillade,
at det kan skee, er et Spørgsmaal, som kan afgjøres fra forskjellige
Synspunkter; men det er vist, at Bestemmelsen, saaledes som den
staaer, er meget forskjellig derfra, at Kongens Civilliste skulde underkastes Forhandling hvert Aar. Dette forekommer mig aldeles indlysende.

Tscherning: I saa Fald maa jeg blot forbeholde mig et
Ændringsforslag, som skal gaae ud derpaa, at Bestemmelsen sastsættes i den Betydning, som jeg har forstaaet den.

Ørsted: Jeg skal tillade mig at gjøre den Bemærkning, at det
ikke forekommer mig, at den omhandlede Paragraph kan forklares
anderledes, end som skeet er af Comiteen og den ærede Ordfører, og
det forekommer mig, at man ellers vil tillægge Civillisten som Lov
en anden Bestemmelse, dans Uforanderlighed. Dersom man vil have,
at den skal være uforanderlig, burde der ligesaalidt kunne komme
Initiativ til Forandring fra Kongens Side, som fra Forsamlingens.
Jeg troer forresten ikke, at Sagen kan medføre nogen Vanskelighed,
thi deels vil der vel hos Forsamlingen findes den Takt, at den ordentligviis vil afvise eller ikke indlade sig paa et Andragende, som
maatte fremkomme om Nedsættelse i Civillisten, og deels haaber jeg,
at Regjeringen vil have den Fasthed at nægte sit Samtykke dertil.
Jeg troer, dette ordentligviis vil blive Tilfældet; det var kun, naar
der maatte indtræffe saa overordentlige Omstændigheder, at Civillisten
i ualmindelig Grad bebyrdede Folket, at en Adresse, som gik ud paa
en midlertidig Nedsættelse deraf, og som var begrundet i forandrede
Forhold, muligviis kunde finde Indgang hos Kongen; men naar ingen saadanne Omstændigheder ere forhaanden, at han finder sig foranlediget til at gaae ind derpaa, troer jeg ikke, det i særdeles Grad
kan uleilige ham, at saadanne Petjtioner kunne komme frem; men
hvorledes man og betragter Tingen, synes mig afgjort, at saaledes
som Grundlovsudkastet er affattet, kan ikke Noget være til Hinder
for Andragender eller Forslag, hverken fra Kongens eller fra Forsamlingens Side, men der vil være politiske, moralske eller Sømmeligheds Grunde for, at man kun under meget tvingende Omstændigheder vil fremkomme med saadanne Forslag.

Man gik derpaa over til § 17.

Ordføreren: Udkastets § 17 lyder saaledes:
„Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig."
Til denne Paragraph har Udvalget bemærket Folgende:
„I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle
Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed,
har Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslaaer

derfor, at der til Paragraphen føies følgende Sætning:
„ Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse."

Ørsted: Mig forekommer det ikke, at dette Tillæg: „Ministrene
ere ansvarlige for Regjeringens Førelse" har sin rette Plads paa
dette Sted, men at Spørgsmaalet om Ministrenes Ansvarlighed hører
til de følgende Paragrapher, og ikke til § 17.

Schjern: Det vil af Discussionen igaar være i den ærede
Forsamlings Erindring, at der med hensyn til § 8 i Udkastet finder
en Meningsforskjel Sted i Advalget, idet nogle af dettes Medlemmer
ville have en Bestemmelse om Kroningen optaget, medens Fleertallet
derimod vil fra Grundloven udelukke enhver Omtale af Kroningen,
hvormed, som det blev anført af en æret geistlig Rigsdagsmand,
Sjællands høiærværdige Biskop, Salvingen fra den gamle Tid er forenet. Da nu, forudsat at denne Act saaledes ikke fandt Sted, Kongens Betegnelse som „hellig" i denne Paragraph synes uden nogen
særegen Betydning at komme til at staae ved Siden af Ordet „ukrænkelig", og saaledes overflødigt, skal jeg kun forbeholde mig et Ændringsforslag, som vil gaae ud paa, at dette Ord naturligviis kun
under den nævnte Forudsætning skal udgaae.

Linnemann: Jeg troer dog ikke, at den ærede Taler har Ret,
thi her tales kun om en juridisk Hellighed. Ordet „hellig" vil her
kun sige, at den, der krænker Kongen, er qvalificeret straffkyldig