Grundlov - bind 2 - Side: 80
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

80

1633 1634
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 12—16.

Øieblikket ved Regjeringens Overgang fra den ene Konge til den
anden kan opstaae ved Udkastets Bestemmelser og Udvalgets dertil
knyttede Forslag, eller om man fæster Øiet nærmest og væsentligst
paa det constitutionelle Princips strenge Gjennemførelse, og derfor
anseer det for ønskeligt, at Rigsdagen sammentræder saa hurtigt som
muligt.

Tscherning: Jo, jeg har saavidt muligt sat mig ind i Udvalgets Bemærkning og har dog ikke kunnet forstaae, hvorsor et saadant Udtryk, som det har foreslaaet, skulde være nødvendigt; thi
existerer Rigsdagen uopløst, saa er der ikke Spørgsmaal om, at det
jo er den ene existerende; er den opløst, saa er der ingen Rigsdag,
saa kan den ikke samle sig paany i dette specielle Tilfælde. Vi kunne
ikke forudsee, hvilke Aarsager der have været til Rigsdagens Opløsning; der kunde jo netop have været saadanne Aarsager til dens Oplosning, at man mindst kunde ønske, at den kom sammen, og da at
give den en Anledning til at træde sammen. synes mig at være et
meget voveligt Foretagende, og som jeg for mit Vedkommende troer
ikke kan gaae an.

Ordføreren: Jeg vil meget nødig gaae ind i nogen detailleret Fremstilling af disse Forhold, der let kunde blive noget subtil.
Jeg vil blot minde om Udkastets Bestemmelse, at Rigsdagen skal
Sammentræde uden Sammenkaldelse 14 Dage efter Kongens Død.
Nu er det vist, at hvis Rigsdagen er opløst, og nye Valg først skulle
skee i en Tid, der ligger længere borte fra Kongens Død end 14
Dage, saa er det umuligt, at nogen Rigsdag kan sammentræde 14 Dage
efter Kongens Død, naar man ikke giver en udtrykkelig Regel, saaledes som ogsaa i flere fremmede Forfatninger er gjort, idet de nemlig
hjemle den opløste Rigsdag at leve op igjen. Fremdeles opstaaer det
Spørgsmaal: skal man lade den gamle Rigsdag leve op igjen, naar
der er valgt en anden Rigsdag, men dennes Functionstid dog endnu
ikke er begyndt, eller skulde man i saa Tilfælde ikke tillade den nyvalgte, at træde sammen, uagtet den i saa Fald kommer til at virke
fra en tidligere Tid end ellers? Det kan jo nemlig meget let tænkes,
at de nye Valg have fundet Sted inden 14 Dage efter Kongens Død. Det
er vistnok et noget særeget Tilfælde, vi have taget Hensyn til; men
vi have imidlertid ikke gjort Andet, end hvad man i flere fremmede
Forfatninger har gjort, og søgt at give en bestemtere Regel, end Udkastet har givet, thi en saadan kan virkelig være fornøden.

Tscherning: Jeg forbeholder mig at frembringe det nødvendige Ændringsforslag herom, fordi jeg anseer det mindre vigtigt, at
en Rigsdag kommer sammen, end at en Rigsdag, som slet ikke burde
komme sammen, ikke kommer sammen.

Ræder: Jeg har et Par Bemærkninger at gjøre ved Comiteens nye § 13. Jeg troer nemlig, den bør tillægges et Tilfælde, som
den ikke har berørt, nemlig at Kronprindsen var ufødt. Det kommer
altsaa til at hedde: „Er Thronfølgeren fraværende, eller har han,
skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, eller er han ude af
Stand til at regjere, eller er der ingen Thronfølger, eller er Thronfølgeren ufødt." (Latter.) Jeg vil gjøre mine Herrer opmærksomme
paa, at det er et Udtryk, som ogsaa findes i andre Constitutioner,
og at det netop er udtrykt i andre Forfatninger paa samme Maade,
som jeg har foreslaaet. Jeg maa tillige bemærke, at det sidste Udtryk,
„føres Regjeringen af Ministerraadet" ikke synes at være ganske passende paa det næstførste Tilfælde. Er Kronprindsen fraværende, eller har
han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa Grundloven, har hverken
Ministerraadet eller Rigsdagen Andet at gjøre end at følge Grundlovens Befaling, og jeg indseer ikke, at man da kan bruge det Udtryk,
at „Regjeringen føres af Ministerraadet, indtil Bestemmelse er tagen
af Rigsdagen".

Andræ: Foruden de nysnævnte Tilfælde, i hvilke Rigsdagen
neppe med Ret kan siges at skulle tage nogen saadan Bestemmelse,
som antydes i § 13, bør endnu nævnes det, hvor der ved Kongens
Død er en valgt Rigsforstander tilstede, som endnu ikke har aflagt
Eden paa Rigsdagen. Saasnart nemlig Rigsforstanderen fremtræder
for Rigsdagen og aflægger Eden, kan det ikke formenes ham strax at
overtage Regjeringen.

Ved den af Udvalget redjgerede § 14 forekommer mig ogsaa
at være enkelte Misligheder. I Paragraphens Begyndelse tillægges

Rigsdagen Ret til at fastsætte den Tid, inden hvilken den fraværende
Thronfølger eller Regent har at vende tilbage; men der tilføies ikke,
hvilken Virkning det vil have, naar et saadant Paalæg ikke efterfølges. Et Forhold, der let kan drage betænkelige Følger efter sig,
burde vistnok staae fuldkommen klart. Endelig er der i Paragraphens
Slutning aabenbart overseet eet af de Tilfælde, hvor Rigsdagen nødvendigviis maa være berettiget til at udøve at Regentskad. § 13 nævner almindeligt, at Ministerraadet skal føre Regjeringen indtil Rigsdagens nærmere Bestemmelse, hvis Thronfølgeren selv er ude
af Stand til at regjere, men i § 14 bestemmes det kun, at er Regentskab skal udnævnes for det Tilfælde, at Thronfølgeren er umyndig
og et Regentskab ikke allerede er valgt, hvorimod der slet ikke tages
Hensyn til de andre Forhold, under hvilke Thronfølgeren, uanseet
hans Myndighed, kan være udygtig til slev at regjere.

Ordføreren: De forskjellige Redactionsbemærkniuger, der ere
fremkomne, og de Forslag, som knyttes dertil, skulle naturligviis blive
tagne under Overveielse i Udvalget, men det vilde neppe i dette
Øieblik være hensigtsmæssigt at gaae ind paa en nærmere Drøftelse af, hvorvidt de ere grundede eller ikke. Jeg skal kun berøre eet Punkt, som er nævnt af den ærede Rigsdagsmand, der nys
satte sig, nemlig at forholdet ikke stod klart, naar det blot er sagt,
at der tillægges Rigsdagen Ret til at fastsætte den Tid, inden hvilken den fraværende Thronsølger har at vende tilbage, medens der
ikke tilføies, hvilken Virkning Undladelsen af at efterfølge et saadant
Paalæg vil have. Det forekommer mig dog at være ganske klart, at
naar denne Magt er givet den forenede Rigsdag, har den forenede
Rigsdag al den Magt, som er fornøden, og man behøver neppe i
Grundloven at opstille nogen Executionstvang. Det ligger formeentlig i Sagens Natur, at naar det er Rigsdagen, der har den Myndighed, hvorom der er Spørgsmaal, vil den ogsaa kunne give sin
Bestemmelse i denne Henseende den fornødne Vægt; men jeg anseer
det mindre fornødent og mindre passende, saaledes forud i Grundloven at opstille Tvangstrudsler for Tilfælde, som man dog i sig
slev mere for Fuldstændighedens Skyld vil medtage, end fordi man
troer, at der let vil blive Spørgsmaal om deres Indtræden.

Schurmann: Jeg skal blot for Nøiagtigheds Skyld tillade
mig den Bemærkning med Hensyn til § 13, at forsaavidt det Tillæg, der er gjort til § 8 under Litr. b angaaende Eden og dens
Nedlæggelse i Statsraadet, i sin Tid maatte vinde Pluralitet, er det
en Selvfølge, at der maa foregaae en forandring i § 13, idet i saa
Fald de Ord „eller har han, skjøndt myndig, ikke aflagt Ed paa
Grundloven" maatte udgaae.

Formanden: Hvis ingen Flere ville yttre sig, kunne vi gaae
over til de følgende §§ 15 og 16, der vel ogsaa kunne behandles
under Eet. Den ærede Ordfører har Ordet.

Ordføreren: § 15 i Udkastet lyder saaledes:
„Kongens Civilliste bestemmes for hans Regjeringstid ved Lov.
Derved fastsættes tillige, hvilke Slotte og andre Statseiendele skulle
henhøre til Civillisten,"

Dertil er føiet en Anmærkning:
„Om Civillisten for den nuregjerende Konge vil en allerhøieste
Bestemmelse blive meddeelt Rigsforsamlingen."

§ 16 lyder saaledes:
„For Medlemmerne af det Kongelige Huus kan der bestemmes
Appanager ved lov. Appanagerne kunne ikke uden Rigsdagens Samtykke nydes udenfor Landet, medmindre alt bestaaende Contracter hjemle
Saadant."

Herved har Udvalget gjprt følgende Bemærkninger:
„Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslaae det Tillæg,
at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld". Dette ligger vistnok ganske i Forholdets Natur, thi her er kun Talen om de
aarlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statseiendele,
hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der saaledes ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse
af denne Regel vil dog maaskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende
Paragraph, Skal naturligviis ikke gaae over i Grundloven. Det er
kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregje