Grundlov - bind 2 - Side: 76
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

76

1625 1626
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 8—9.

ganske tydelige Ord: hverken jeg selv personlig eller Ministeriet lagde
nogen stor Vægt derpaa.

Schack: Jeg citerede ikke Ministerens Ord, da jeg sagde,
at han havde yttret, at Kongevæedigheden væsentligt støttede sig
paa Kroningen, men jeg yttrede, at hans Foredrag forekom mig at
indeholde dette. — Med Hensyn til den Bemærkning, at Ministeriet
ikke har angrebet Grundloven, saa skjønner jeg ikke rettere, end at
naar det understøtter en Minoritet, der angriber Udkastet, saa angriber det derved selv Udkastet.
Da ikke Flere begjerede Ordet, blev Mødet hævet, efterat det
næste Møde var berammet til den følgende Dag, Onsdag, Kl 6
Eftermiddag, hvor Grundlovssagens første Behandling da vilde blive
fortsat med Udkastets § 9.

66de offentlige Møde.
(Det 69de Møde i den hele Række.)
Onsdagen den 28de Februar.
Forhandlingsprotocollen for forrige Møde blev oplæst.

Formanden: Jeg skal først tillade mig at anmelde, at jeg
fra Rigsdagsmanden for Veile Amts 2det District (Ploug) har modtaget et Forslag til et Tillæg til Forretningsordenens § 13, om at
et Ændringsforslag maa understøttes af eet Medlem for at komme i
Betragtning.

Dernæst skal jeg anmelde:
1) En Adresse fra Lundby Sogn i Præsto Amt med 26 Underskrifter,
om at Rigsdagsmædenes Diæter ikke maae sættes for høit.
2) En Adresse, indleveret af Rigsdagsmanden for Ringkjøbing
Amts 5te District (I. Pedersen), med 50 Underskrifter fra Hee
Sogn ved Ringkjøbing, om at § 31 i Grundlovsudkastet maa
forblive uforandret, at det med Hensyn til Religionsvæsenet
maa forblive ved det Bestaaende, og at Rigsdagsdiæterne ikke
sættes høiere end til 2 à 3 Rbdlr.
3) 7 eenslydende Andragender, indleverede af Rigsdagsmanden for
Kjøbenhavns Amts 1ste District (Hall), fra Størstedelen af Landets
Physici og Districtslæger, der gaae ud paa, at § 21 i Grundlovsudkastet maatte modtage saadanne nærmere Bestemmelser, som
kunde afgive en fornøden Betryggelse for Embedsstanden, navnligen Læge-Embedsstanden.

Efter Dagsordenen gaae vi derefter over til den fortsatte
Behandling af Grundlovsudkastet og begynde med § 9. Den ærede
Ordfører har Ordet.

Ordføreren: § 9 i Udkastet lyder saaledes:

„Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder
Statsraadet Rigsdagen. Begge dens Afdelinger træde sammen, og
naar den saaledes forenede Rigsdag med ¾ af de afgivne Stemmer
anerkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent."
Herved har Udvalget bemærket Følgende:

„Denne Paragraph; indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag", som naturligst hører hjemme i et følgende
Afsnit. Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender" end„anerkjender". Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Naar da den forenede Rigsdag . . . erkjender.

For det her omhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand
til at regjere, fastsætter Paragraphen alene Udnævnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme
Forhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal
anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at kunne blive
fornødent, naar det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i
saa Fald ogsaa maa anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens
Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner,
om fornødent gjøres, et Formynderskab."“

Efter Udvalgets Indstilling vil altsaa § 9 komme til at lyde
saaledes:

„Bliver Kongen ude af Stand til at regjere, sammenkalder Ministerraadet Rigsdagen. Naar da den forenede Rigsdag med ¾ af de
afgivne Stemmer erkjender Nødvendigheden, udnævner den en Regent
og anordner, om fornødent gjøres, et Formynderskab."

Forsaavidt her nævnes „Ministerraadet", vil en Forklaring om
dette Udtryk findes ved een af de følgende Paragrapher, hvor da
Forhandling herom vil kunne finde Sted.

Linnemann: Jeg savner i denne Paragraph; en Bestemmelse
om, hvorledes der skal forholdes, naar Kongen vil reise ud af Landet; thi den Tilføining, som Udvalget har foreslaaet tit § 5, angaaer
jo kun Forlæggelsen af Regeringens Sæde udenfor Riget, eller rettere,
at Kongen ikke kan forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget,
men ikke Kongens personlige Opholdssted. Dersom Kongen nemlig
vil reise ud af Landet, bør han uden Tvivl selv være bemyndiget til
at anordne Regentskabet, uden at Rigsdagen behøver at sammenkaldes.
I England kan, som bekjendt, Kongen ikke reise ud af Landet uden
Parlamentets Samtykke. Dette anseer jeg vel for mindre rigtigt, ja
det kunde her blive urimeligt, dersom Kongen f. Ex. ikke skulde kunne
reise over til Skaane uden Rigsdagens Sammenkaldelse; men derimod forekommer det mig vigtigt, at der bestemmes en Tidsgrændse
for hans Fraværelse. En slig Bestemmelse finde i flere Grundlove,
og for at nævne det Exempel, der ligger nærmest, er der i den svenske
Grundlov fastsat en Tid af 12 Maaneder, efter hvilken Tids Forløb
Kongen skal kaldes tilbage under Iagttagelsen af visse Former. Jeg
vilde tillade mig at spørge den ærede Ordfører om Udvalgets Mening herom.

§ 9 handler, saavidt jeg kan see, kun om det Tilfælde, naar
Kongen er sindsvag. Det er da naturligt, at han ikke selv kan
tage Initiativet, men at dette maa udgaae fra Statsraadet. Da
dette Tilfælde er af yderste Vigtighed, er det nødvendigt, at der
haves faste Bestemmelser om Organisationen af Statsraadet, om
hvormange Ministre der kræves, for at en slig Statsraadsbeslutning
skal være gyldig o. s. v, thi ellers kunde et Par Ministre suspendere
Kongemagten. Det har derfor glædet mig, at Udvalget ved Behandlingen af § 20 har erkjendt Nødvendigheden af, at denne Sag ordnes ved Lov.

Ræder: Den 9de Paragraph; bestemmer, at naar Kongen
er ude af Stand til at regjere, saa sammenkalder Statsraadet Rigsdagen for at udnævne en Regent. Denne Paragraph synes især
alene at behandle det Tilfælde, at Kongen er bleven syg eller sindssvag, ligesom ogsaa Comiteen synes at behandle Paragraphen ene
fra dette Synspunkt. Men der gives et andet Tilfælde, der er nok
saa vigtigt; der kan være indtruffet med Kongen, hvad der hændte
Franz den Første ved Pavia, hvad der hændte Ferdinand den Syvende
ved Bayonne, ja, hvad der hændte Napoleon selv paa Bellerophon,
og hvad der hændte Valdemar den Anden paa Lyø. Han kan være bleven
fangen, og han kan være bleven det netop i Fædrelandets meest kritiske
Øieblik, hvor der ikke engang er Tid til at sammenkalde en Rigsdag, hvilket desuden kan være en Umulighed i et Land som Danmark, hvis Halvdeel efter sin geographiske Beskaffehed kan være erodret.

For at raade Bod herpaa, kunde man maaskee foreslaae, at der
skulde træffes en Bestemmelse for, at den nærmeste Agnat burde tiltræde Regjeringen i Egenskab af Regent, hvilket imidlertid i flere
Henseender vilde være betænkeligt. Hvis der derimod er en myndig,
tilstedeværende og erklæret Kronprinds, saa mener jeg, at Ingen kan
være nærmere til at indtræde i Regjeringen, uden videre Samtykke
fra Rigsdagen end netop han. Det vilde ogsaa synes at være besynderligt, hvis Kronprindsen, der, naar Kongen døer, strax tiltræder
Regjeringen, ikke ogsaa i det Tilfælde, som jeg har anført, skulde
tiltræde som Regent, men at der først skulde være Ventilation og
Spørgsmaal, om den Mand, der, hvis Kongen næste Dag døer, selv
bliver Konge, imidlertid kunde være Regent. Vi skulle her grundlægge et constitutionelt Monarki; men jeg synes, at man vilde
træde det monarkiske Princip for nær, naar man her undlod at tage
en saadan Bestemmelse, at Kronprindsen i det omhandlede Tilfælde
burde indtræde. Jeg maa ogsaa henlede Opmærksomheden paa det