Grundlov - bind 2 - Side: 66
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

66

1605 1606
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 205.
Fem og tredsindstyvende (68de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. § 6.)

Hammerich :Det vigtigste Ændringsforslag, der er fremsat
under forhandlingen af § 6, gaaer ud paa, at denne Paragraph skal udslettes, og gaaer ud fra, at der ved den gjøres et ganske særegent
Indgreb i Kongens Frihed. Jeg skal derfor tillade mig at bemærke,
at denne Indskrænkning ikke er saa enestaaende. Det hedder saaledes
netop i den Paragraph, som gaaer forud, at „kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke kan være Regent i nogen fremmed Stat". Dette
er et Indgreb, som skeer specielt i Kongens Frihed og ikke i Andres;
Ingen af os er det formeent at blive Regent i hvilkensomhelst fremmed Stat (Latter); det er kun kongen. Ligeledes, at han ikke maa
forlægge Regjeringens Sæde. Dernæst, med Hensyn til Borgernes
Religionsfrihed, maa man lægge Mærke til, at flere Borgere ogsaa
ere bundne til en vis bestemt Religionsbekjendelse, f. Ex. en Professor i Theologi kan ikke forlade den lutherske Religion. Det er paa
Grund af hans Embede, og det Samme, mener jeg, er ogsaa Tilfældet med Kongen: det er paa Grund af hans Embede som Konge.
Der er af den høiærværdige Biskop for Sjælland især lagt Vægt paa
den Fare, der kunde opstaae ved Katholicismens Indtrængen, og af
den ærede Cultusminister paa Vigtigheden af en Samklang mellem
Konge og Folk. Det er dette, især det sidste Hensyn, som ogsaa jeg
for mit Vedkommende maa lægge Vægt paa. Jeg troer, at det vilde
i høi Grad fjerne Folkets og navnlig Menigmands Hjerte fra Kongen, naar han havde en anden Religion end det; der vilde derved
fremkomme Forstemninger , hvorpaa Historien afgiver Exempler i
Mængde, jeg nævner blot Sachsen.

Barfod: Kan den 1ste kjøbenhavnske Rigsdagsmand (Hammerich) sammenstille de øvrige af ham anførte Indskrænkninger med
Indskrænkninger i Kongens Samvittighedsfrihed, skal det være ham
saare vel undt. Naar han dernæst siger, at den theologiske Professor ogsaa skal tilhøre Folkekirken, skal jeg kun bemærke, at den theologiske Professor indtager denne sin Stilling ifølge eget Valg; til
vor theologiske Professorskole er der ikke saaledes Arveret som til
Thronen.

Hammerich: Jeg maa hertil svare, at Paragraphen taler ikke
blot om den Thronfølger, der skal være Konge, men ogsaa om den
Konge, som alt beklæder Thronen; det er ham formeent, at gaae
over til en anden Religion; men det er kun som Konge, at dette er
ham formeent, og det er med den theologiske Professor ligesom med
Kongen: naar han vil ophøre at være Professor, er det ham ikke
formeent at gaae over til en anden Religion.

Grundtving: Jeg skal blot i Anledning af en Yttring af den
sidste ærede Taler gjøre den lille Bemærkning, at Samklangen bliver
lige saa lille mellem Kongen og Folket og Uenigheden og Spændingen bliver lige saa stor, naar Kongen, saa langt fra at stemme med
Folket i Tro og Overbeviisning, meget mere bekjæmper den, og det
kan han meget godt gjøre og dog siges at høre til den evangelisk-lutherske Kirke; derpaa har man Exempler nok i alle Lande, thi det
følger jo af sig selv, at Kongen han raader saa for hvad han vil
kalde evangelisk-luthersk Religion.

Formanden: Jeg veed ikke, om Flere ville yttre sig; maaskee
den ærede Ordfører har Noget at tilføie? Hvis ikke, kunne vi gaae
over til den følgende Paragraph.

Ordføreren: § 7 i Udkastet lyder saaledes:

„Kongen er myndig, naar han har fyldt sit 18de Aar."
Udvalget har ved denne Paragraph Intet fundet at bemærke.

Da Ingen begjerede Ordet i Anledning af Udkastets § 7, gik
man over til dets § 8.

Ordføreren: § 8 i Udkastet Iyder saaledes:
„Kongen kan ikke tiltræde Regjeringen, forinden han i den
forenede Rigsdag har aflagt følgende Ed:
„For den almægtige Guds Aasyn lover jeg at holde Grund

loven for Kongeriget Danmark og Slesvig".
Dog kan denne Ed alt aflægges af Thronfølgeren, naar han har
fyldt sit 18de Aar."

Dertil har Comiteen bemærket:
„Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte
det i Eden hede: „Danmarks Riges Grundlov."

En Minoritet (Bruun, David, Hansen, Larsen, Schurmann, Ussing) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular at
optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger, . . . saa sandt hjælpe mig Gud
og hans hellige Ord."

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 7 Stemmer) har ikke
fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa
Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale
ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper
ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden kan aflægges
af Tronfølgeren; men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne Ed stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt
Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en Gjentagelse af Eden,
men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør
da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse."

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann
og Ussing) foreslaaer — for saavidt muligt at forebygge den Mislighed,
at Landet ved et Thronskifte udsættes for i nogen Tid at være uden
regjerende Konge —, at der istedetfor Paragraphens Hovedindhold sættes følgende Bestemmelse:
„Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger
han i den forenede Rigsdag følgende Eed:
— — — — —

Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet, og gjentages
siden for den forenede Rigsdag."
Udvalgets Fleerhed (med 11 mod 5 Stemmer) anseer ikke en
saadan Bestemmelse fornøden.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann)
antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones, da det
efter deres Formening er passende og stemmende med Folkets Tænkemaade, at selve Grundloven indeholder, at Kongen indvies til sit
store Kald Ved en kirkelig Handling, sont iøvrigt ikke forudsættes ledsaget med bekostelige Ceremonier, men kan anordnes af Kongen, som
han selv finder det passende, paa samme Maade som er fastsat i den
norske Grundlov. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph,
saalydende:

„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myn