Grundlov - bind 2 - Side: 65
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

65

1603 1604
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 6.

Tro i Danmark. Jeg skal imidlertid, da den ærede Formand har
anmodet mig om at standse . . . .

Formanden: Den ærede Taler maa ikke betragte det som en
Kalden til Orden, jeg troede, at han maaskee kunde fatte sig mere
kort, men henstiller Sagen aldeles til den ærede Taler selv.

J. A. Hansen: Ja jeg troede ikke, jeg burde fatte mig kortere. Forøvrigt skal jeg, da jeg troer at have udtalt mig tydeligt og
klart, standse; dog skal jeg tilføie, at det ærede 19de kongevalgte
Medlem (Tage Müller) har udtalt saadanne Tanker og saadanne
Sætninger med Hensyn til Kirken i Almindelighed, som jeg ikke kan
erkjende for evangelisk-lutherske eller stemmende med den evangelisk-lutherske Kirkes Grundsætninger; men da dette, som jeg indrømmer,
virkelig hører under § 2, skal jeg for Øieblikket opsætte at yttre
mig derom.

Chr. Larsen: Jeg vil kun gjøre en Bemærkning med Hensyn til en Yttring af det ærede kongevalgte Medlem skraas over for
mig, der sagde, at naar kongen ikke bekjendte sig til den evangelisk-lutherske Kirke, eller hvad man vil kalde den, saa stod Kirken i Fare
for at blive et Bytte enten for det ene eller det andet Parti; men
jeg vil kun spørge, naar kongerne have ladet Enhver i Landet nyde
fri Religionsøvelse og hævdet Alles Ret lige i saa Henseende, jeg
vil da spørge, om Kongen er Kirkens Værn og hvorledes det vilde
have staaet sig med Kirken, Hvis ikke den høieste Konge havde været
og som skjærmede Kirken, da den stod i Fare. Det var blot den
lille Bemærkning, jeg vilde fremføre.

Winther: Jeg vilde tillade mig at gjøre nogle korte Bemærkninger. Der var en anden æret Taler fra Randers Amts 4de
District (Larsen), der fremsatte en meget dristig Paastand, det var
nemlig den, at den, som vil være Konge i Danmark, han skal være
Dansk. Dersom han kan sætte det igjennem, skal det ikke glæde Nogen mere end mig; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke visse
fremmede Magter vilde forbyde dette. Dernæst har en anden Taler
tilskrevet det religiøs Ligegyldighyed, dersom Nogen ønskede at faae
den her omhandlede Paragraph fjernet. Dette kan jeg ikke betegne
anderledes end som en ubeføiet Sigtelse. Jeg for min Part har tiltraadt det Amendement, der gaaer ud paa at faae Paragraphen
fjernet, og jeg har gjort det baade i Statens, Kongens og Kirkens
Interesse, og hvad navnlig Kirken angaaer, da anseer jeg det for
særdeles rigtigt, at vi ikke falde tilbage til de gamle hierarchiske Tider, hvor Bisper og Præster kunde kudske baade Konger og Folk, og
derfor mener jeg, at det aldeles ikke er af religiøs Ligegyldighed,
men tvertimod af religiøs Interesse, at jeg idetmindste har tiltraadt
dette Amendement.

la Cour: Jeg maa gjøre opmærksom paa, at adskillige af
mine Ord paa en forunderlig Maade ere blevne misforstaaede af et
æret Medlem, idet han bemærkede, at jeg nævnte Danskhed og luthersk
Christendom som eensbetydende Begreber. Jeg troer, at det tydeligen fremgaaer af mine Ord, at jeg betragtede den evangelisk-lutherske
Tro som en af Potentserne, om jeg saa maa sige, der have dannet
den danske Folkecharakteer saaledes som den for Tiden er; og har
Religionen i det Hele nogen Kraft, saa vil Ingen nægte, at det maa
være saaledes. Thi har den lutherske Kirke ingen Indflydelse havt
paa den danske Characteer, efterat den har hersket i Landet gjennem
Aarhundreder, saa har der ingen Tro været i Danmark. Men det
er langt fra mig at betragte det saaledes; jeg er overbeviist om, at
der ikke blot i fordums Tider, men ogsaa nu er megen Religiøsitet
paa mange Steder i Landet. Derfor har ogsaa den Tro, hvortil
Folket har bekjendt sig saalænge, havt væsentlig Indflydelse paa folkets Væsen, og naar vi tale om den danske Charakteer, saa kunne
vi ikke lade ude af Sigte den Religion, hvortil Folket bekjender sig.

Tage Müller: Der er flere af de ærede Talere, der have

yttret, at de ikke kunne samstemme med de Meninger, som jeg i mit
foregaaende Foredrag fremsatte, men tillige synes det, at det nu ikke
er Tiden til at imødegaae denne Modsigelse, som mere har Hensyn
til det Almindelige i mine Yttringer. Naar man altsaa ved at
komme nærmere ind paa statens Forhold til Kirken vil fremsætte
hvad jeg i denne Henseende har sagt, som skulde være forkasteligt,
saa maa jeg ogsaa forbeholde mig til den Tid at svare derpaa.

Cultusministeren: Jeg anseer det for at høre til Sømmelighed, at det bliver udtalt, at Regjeringen ligesaavel som Udvalget anseer Bideholdelsen af denne Paragraph for at være af den største
og væsentligste Vigtighed. Jeg skal ikke tale saa vidtløftigt derfor,
som det vilde skee, dersom jeg vilde afmaale Udførligheden efter den
Interesse, Regjeringen og jeg personlig have for Sagen. Jeg troer,
der er andre Ting, som væsentligen her i Salen bør bestemme den
Udførlighed, hvormed man taler, thi der er mangen en Ting, som
man undertiden skader ved et vidtløftigt og ivrigt Forsvar.

Jeg troer, at denne Paragraph ikke skal beholdes i den evangelisk-lutherske Kirkes Interesse som Kirke; jeg troer, at den evangelisk-lutherske Kirke vil forsvare sig selv i Danmark. (Hør!) Jeg har
heller ingen Tvivl om, hvilken den evangeliske Kirke i Danmark er,
vel at mærke ikke blot den evangeliske, men, som der staaer, „den
evangelisk-lutherske". Der gives ingen evangelisk-luthersk Kirke, som
ikke vedkjender sig den augsburgske Consession, og den evangelisk-lutherske Kirke, som maa forstaas i en dansk Lov, det er den,
som hidtil er normeret ved den danske Kirkes symbolske Bøger;
men jeg siger, at Paragraphen ikke væsentligen staaer der i
Kirkens Interesse; den staaer i Statens Interesse. Den staaer
der, fordi det er et væsentligt Princip, at kongen, saavidt muligt, skal være i Eenklang med sit Folk, og det er godt, at
Folket, saavidt muligt, er i størst mulig, harmonisk Samklang med
sig selv. Det er en stor Fordeel, at der kun er een Religion i
Landet, eller een, der fremtræder overveiende, skjøndt ikke herskende;
og naar et Folf har denne store Fordeel, saaledes at Religiøsiteten,
forsaavidt den er tilstede, dar een Form — thi forsaavidt den savnes, falder dette hele Element og dets Vigtighed bort — naar
Religiøsiteten har en bestemt form, da er det en dobbelt Fordeel,
naar ogsaa Kongen i denne Retning staaer i Samklang med sit
Folk. Det er dette Hensyn, jeg troer, man væsentlig skal lægge til
Grund ved Paragraphens Bedømmelse, og naar man har villet sætte
dette Spørgsmaal i stærk Forbindelse med Samvittigheds- og Religionsfrihed, da troer jeg, man gjør det fuldkommen Uret. For Borgerne skal der existere fulokommen Samvittigheds- og Religionsfrihed,
men Kongen er ikke en simpel Borger; Kongen er, paa en ganske
eiendommelig Maade, Folkets Repræsentant, den Spidse, hvori hele
Statslivet skal samle sig, og derfor kan der for Kongen foreskrives
Fordringer og Betingelser, som man ikke er berettiget til at foreskrive for de andre Borgere i Staten. Det blev igaar omtalt, og
jeg selv fremhævede dette, at vor Grundlov har betegnet Arvefølgen
som en betinget, og den er ikke blot betinget derved, at den kan forandres, men Landet er berettiget i sin Interesse, foreløbigen at fastsætte de almindelige Betingelser, uden hvilke ingen Arveret kan indtræde; det er en saadan Betingelse, som her er opstillet. Forsaavidt
Nogen, der er arveberettiget til Danmarks Throne, vil unddrage sig
denne Betingelse, da taber han vistnok Danmarks Krone, men han
beholder alle en dansk Borgers Rettigheder.

(Fortsættes.)
Rettelser.
I Nr. 202 Pag 1586 er i næstsidste Passus af Proc. B. Christensens Foredrag
umiddelbart efter Ordene: „de to andre Rigsdagsmænd" udeladt: den 11te K$$ngevalgte
og 4de Kjøbenhavnske Rigsdagsmand (David og A. Ussing).
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrnkker Bianco Luno.