Grundlov - bind 2 - Side: 61
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

61

1595 1596
Den foreløbigt Behandling af Grundløvsudkastet. §§ 5—6.

en Bog, efterat den først er særdig; men jeg finder rigtignok, at Lignelsen desværre her kun er altfor slaaende, thi det er ikke blot ved
5te Paragraph, men mig synes ved mange Paragrapher, at man
maa tænke, at Forfatterne have ikke fra Først til Sidst havt for Øie,
at det var Kongeriget Danmark og hvad der kan gaae op deri, de
vilde skrive Grundlov for. For nu at holde os til den 5te Paragraph, som her ligger nærmest, da have vi allerede hørt, at den lyder saaledes: „Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke tillige
være Regent i nogen anden Stat end Hertugdømmene Holsteen og
Lauenborg." Enhver opmærksom Læser, som finder dette i et Udkast
til Grundloven, maa da jo strax tænke, enten at disse Hertugdømmer
Holsten og Lauenborg staae i et særdeles, ja i et mageløs uskyldigt
og kjærligt Forhold til Kongeriget Danmark, eller og, at Forfatterne
her have glemt, at det var Danmarks Riges Tarv, som bestandig
skulde være her Reglen baade for det Tilladte og for det Forbudte.
Vi see jo nok, at Anledning til at bruge disse Udtryk var nær nok,
da Kongen af Danmark en Stund har været og endnu i alt Fald kaldes Hertug til Holsten og Lauenborg; men derfor ere de dog lige
utilfredsstillende, og vore Nævninger i Grundlovssagen, Comiteen,
have da ogsaa forelagt os 2 Rettelser at vælge imellem. Naar jeg
nu skulde vælge en af disse, saa kunde jeg vistnok ikke noget Øieblik
være tvivlraadig, men maatte vælge den første som den bedste, om den
end ikke havde havt de fleste Stemmer. Derester skulde da, som vi
ogsaa have hørt, Paragraphen lyde saaledes: „Kongen kan ikke uden
Rigsdagens Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat", ligesom
Tillæget, hvorom hele Comiteen har været enig, er, at i intet Tilfælde kan han sorlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Hermed
mener jeg rigtignok, at vi næsten kunne finde os tilfredsstillede; men
der er dog en Hage ved, som allerede tildeels er bemærket, og det er
dette „blive" istedetfor „være". Da det allerede er bemærket, at det
her gjør en stor Forskjel, i det Ringeste i det Tilfælde, at en fremmed
Regent skulde være arveberettiget til Kongeriget Danmark, saa frygter jeg
ikke for, idag som igaar, at beskyldes for Ordkløveri, fordi jeg lægger Vægt
paa dette, men snarere kunde jeg vel frygte for at faae en endnu drøiere
Irettesættelse end den, jeg fik igaar; thi naar jeg vilde, at Paragraphen skulde lyde saaledes: Kongen kan ikke uden Rigsdagens Samtykke
være Regent i nogen anden Stat, og dermed Punktum, saa kunde
man jo sige, at jeg vilde altsaa, om jeg kunde, forhindre Kongen af
Danmark fra at være Hertug i Holsten og Lauenborg. Dertil maa
jeg imidlertid svare, ligesaa rolig som bestemt, at kom der den Dag,
da Kongen af Danmark ikke tillige kunde være Hertug i Holsten og
Lauenborg uden til Kongeriget Danmarks Skade og Fordærvelse, saa
er det langt fra, at jeg har saadan Forkjærlighed for enten Holsten
eller Lauenborg, at jeg skulde noget Øieblik enten ønske, at Rigsdagen gav sit Samtykke til, at Kongen af Danmark fremdeles var
det, eller at Kongen kunde være det uden Rigsdagens Samtykke.
Derfor, dersom ikke Comiteen kan finde Grund til at ombytte Ordet „blive" med Ordet „være" i denne Sammenhæng, da maa jeg forbeholde mig at stille et Ændringsforslag, som gaaer ud derpaa. Til
Slutning vil jeg blot sige, at skulde der kunne gjøres nogen Indvending mod, at jeg vilde sætte denne Ting i Bevægelse, saa maatte det
dog kun være, fordi det var en saa urimelig Ting, at Regjeringen
i Holsten og Lauenborg kunde blive uforligelig med den danske Konges Stilling, meb hans Stilling til Kongeriget Danmark, saa urimelig, at Talen og Tvisten derom burde overlades til Tydskerne, det
store Keisersolk i Mulighedernes grændseløse Rige; men vi vide, at
det er langt fra at være saa. Have vi med aabne Øine betragtet

den nærværende tydske Gjæring, hvis Ende Tydskerne ikke selv kunne
forudsee, end sige vi, og have vi med Opmærksomhed læst den østerrigske Erklæring om den Vei til Forening i Tydskland, som de ansee
for den ene rette, have vi læst denne Erklæring, den beskedneste af
alle dem, som ere komne for Lyset i Tydskland, saa mener jeg, at
den Dag kunde meget snart komme og meget let komme, at der gjordes saadanne Fordringer til Hertugen i Holsten og Lauenborg, saadanne Fordringer, netop paa de Lande, som udenfor Tydskland laae
under hans Scepter, saadanne Fordringer, som gjorde det nødvendigt,
at Kongen af Danmark enten maatte bringe Danmarks Rige og dets
velforstaaede Ære og Selvstændighed til Offer, eller maatte høre op
at være Hertug i Holsten og Lauenborg.

Formanden: Vi gaae nu over til § 6; men ved § 2 er der
bleven reist det Spørgsmaal, om ikke ogsaa § 6 burde udsættes ligesom § 2; hvis det ærede Medlem, som reiste dette Spørgsmaal, vedbliver det, kunde vi maaskee foreløbig afgjøre det formelle Spørgsmaal, om Paragraphen skal behandles nu eller udsættes.

Boisen: Da jeg anseer § 6 saa nøie forenet med § 2, at
Behandlingen af hiin i mine Tanker umuligen kan skilles fra denne,
maa jeg udtale det som mit Ønske, at ligesom Behandlingen af § 2
er udsat til Behandlingen af §§ 64—66, det Samme da ogsaa maa
blive Tilfældet med § 6.

Mynster: Det blev af en æret Rigsdagsmand igaar bemærket, at man er nær ved at komme i Bane med at udsætte de enkelte
Paragrapher saaledes, at der paa det behørige Sted Intet bliver at
forhandle. Som det uden Tvivl i Almindelighed er meget skadeligt
at udsætte Noget, der kan have nogen Vanskelighed, saa vilde det
vistnok ogsaa være Tilfældet ved Behandlingen af nærværende Udkast.
Man har allerede udsat Behandlingen af Overskriften af Loven, man
har udsat Behandlingen af den 2den Paragraph, og nu ere vi først
ved den 6te Paragraph, og der handles allerede igjen om en Udsættelse, og man kan ikke vide, hvormange af de følgende Paragrapher
der kunde bringes i Forbindelse med de udsatte Paragrapher. Dette
kunde meget let have den Følge, at paa denne Maade Saameget blev
blandet sammen, at den enkelte Ting ikke blev behandlet tilstrækkeligt.
Det forekommer mig, at man kan hente et advarende Exempel fra
§ 6 i Værnepligtsloven, som først blev udsat ved dens oprindelige
Sted til § 25, derpaa udsat til Slutningen, og da behandlet
som det gaaer saa let ved Slutningen, naar Alle blive trætte, idet
man efterhaanden, som Forhandlingerne droge sig ud, trættedes ved
dem, begjerede Afslutning, og Resultatet blev da, som vistnok af
Mangfoldige erkjendt, temmelig utilfredsstillende. Hvad den nærværende Paragraph; angaaer, saa vil vel Ingen negte, at den staaer
paa sin fuldkommen rette Plads, da her jo handles om Kongens Rettigheder og Kongens Pligter, og da det vel forhaabentlig maa antages, at Grundloven ikke skal forbyde det danske Folk at have den
Kirke, som det har, som er den evangelisk-lutherske; men der kan vel
blive at handle om, hvorledes denne Kirkes Berettigelse skal udtrykkes
i Grundloven, og hvilke Friheder der kunde være at tilstaae andre
Religionssamfund, og det forekommer mig derfor, at man har de
Data, hvorefter man fuldkommen kan skride til Behandlingen af nærværende Paragraph.

Ordføreren: Jes skal ganske slutte mig til det ærede Medlem, som nys satte sig.

Ved den derpaa foretagne Afstemning blev det med 72 mod 43
Stemmer besluttet, at Paragraphens Behandling ikke skulde udsættes.

(Fortsættes.)
Trykt eg forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.