Grundlov - bind 2 - Side: 51
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

51

1575 1576
Den foreløbige Behandling af Grundlovsudkastet. § 3—4.

og dømmende Magt, saa er den dog saa aldeles indgroet i den herskende Tankegang, at det vilde være forgjæves her at prøve paa at
rykke den fra sin Plads; men saameget kan jeg dog ikke undlade fra
Sprogets Side at bemærke, at det er et Misbrug af Ordet Magt,
som aabenbart kun passer paa hvad man kalder den udøvende, thi
baade hvad Lovgivningen og hvad Dommen angaaer, da have de
efter Sproget ingen Magt, men vel Myndighed.

Ordføreren: Hvad Redactionen af nærværende Paragraph angaaer, skal jeg for Øieblikket ikke indlade mig paa nogen
Bemærkning, men asvente de forslag, som i denne Henseende maatte
fremkomme. Derimod troer jeg at burde udtale det Ønske, at man
dog ialtfald noget nærmere vilde antyde, hvilke Forandringer det var,
som skulde forbeholdes i Folkefrihedens Interesse med Hensyn til
denne Paragraph, thi jeg synes, at dette Forbehold er saa almindeligt, at det ikke vil være let at vide, hvorledes man siden vil stille
sig med Hensyn til de Forslag, som i denne Anledning fremkomme.

Formanden: Jeg gik rigtignok ud fra den Forudsætning, at
den ærede Rigsdagsmand, som gjorde et saadant Forbehold, henholdt
sig til hvad den ærede Rigsdagsmand for Kjøbenhavns 3die District
(Ørsted) havde sagt, saa at det omtrent vilde blive det Samme.

Ørsted: Nei, det er vistnok et ganske andet Forslag end det, som
jeg har tænkt mig; thi mine Bemærkninger gik blot ud paa en Redaction af Paragraphen, og ikke just paa en yderligere Betryggelse af
Folkefriheden (lydelig Munterhed i Forsamlingen).

Winther: Det var egentlig med Hensyn til en anden Skjelnen mellem disse 3 magter, at mit Forslag skulde stilles: iøvrigt
troer jeg at kunne henholde mig til hvad jeg tidligere sagde: at Comiteebetænkningen har været i saa kort Tid fremlagt, at det ikke
vilde være vel gjørligt, nu strax at stille et bestemt Forslag, saameget
mindre, som man maatte have gjennemstuderet den hele Comitee-Indstilling, førend man kunde stille noget Forslag: men dette vilde være
ganske umuligt i den Tid, vi dertil have havt. Iøvrigt vil jeg tillade mig endvidere at forbeholde mig et Amendement med Hensyn til
det Udtryk i § 3 „anordnede Domstole"; jeg vilde nemlig tillade mig
at foreslaae istedet derfor „de grundlovmæssige Domstole", da jeg
nemlig anseer det meget farligt, om vi ikke sikkre os mod Oprettelsen
af extraordinaire Domstole.

Formanden: Jeg skal blot tillade mig den Bemærkning, at
Comiteens Betænkning er bleven omdeelt indenden lovbestemte Tid,
og den første Deel deraf endog tidligere.

Winther: Jeg har naturligviis ikke tænkt paa at yttre nogen
Formining om, at Comiteens Betænkning ikke skulde være omdeelt i
rette Tid, men jeg vilde blot udhæve, at den er af saa stort Omfang,
at det har været umuligt, nøiagtigt at faae overveiet Alt i denne
korte Tid.

David: Forsaavidt det af en æret Rigsdagsmand er bleven
bemærket, at „den lovgivende Magt" ikke er betegnende nok, fordi
dette Udtryk dog ikke kan omsatte det hele Indbegreb af Rettigheder,
som maatte tildeles Folket, da det ogsaa skal have en controllerende
Magt og deeltage Beslutninger, som ikke egentlig ere Love, vil jeg
tillade mig at henlede Opmærksomheden paa, at der i det politiskparlamentariske Sprog gives visse Ord, som have en saa vedtaget
Mening og om hvis Betydning der maa være saa lidt Tvivl, at det
vistnok vilde forhale Forhandlingerne her betydeligt, dersom man vilde
fremkomme med aldeles nye Benævnelser. Der gives neppe nogen
Constitution, hvori Udtrykket „den lovgivende Magt" ikke bruges i
en mere omfattende Betydning end den, hvori det synes, at den ærede
Rigsdagsmand har opfattet det, og hvori det ikke i sig tillige indbefatter den controllerende og beslutningstagende Myndighed, som med
Føie tillægges Folket, hvor virkelig Folkefrihed skal finde Sted. En
lignende Bemærkning tillader jeg mig at gjøre med Hensyn til hvad
der er anført af den ærede Rigsdagsmand for Præstø Amts 4de District (Grundtvig). Det er vistnok sandt, at Sprogets Rettighed ogsaa
skal hævdes i en Grundlov, men det forekommer mig, at det er at
drive Ømfindtligheden i denne Henseende forvidt og at forhale Forhandlingerne og det vigtige Arbeides Tilendebringelse, som vi her
have for, naar vi skulle indlade os paa en Discussion, om Ordet

„Magt" eller „Myndighed" her skulde være paa sit rette Sted. Tage
vi desuden Hensyn til, hvorledes Ordet „lovgivende Magt" allerede
er brugt ved lignende Foranledninger, saa finde vi netop i en Grundlov, ved hvis Afsattelse man dog ikke kan have været ganske blind for
det danske Sprogs Eiendommelighed, og som vi ogsaa maae antage,
nøie at have valgt sine Udtryk, at Ordet „Magt" er brugt i en mere
udvidet Betydning; det hedder nemlig ikke i den norske Grundlov, at
Folket udøver „den lovgivende Myndighed", men at Folket udøver
„den lovgivende Magt", og jeg skulde derfor formene, hvad jeg ved
at reise mig havde til Hensigt at gjøre opmærksom paa, at den Slags
Betænkeligheder mod et Sprog, som allerede nu har faaet en vis
Betydning ved i længere Tid at anvendes paa samme Maade, dem
skulle vi søge at undgaae for at vinde Tid for det, der er det ene
Vigtige, og det er at klare og fastsætte Begreberne.

Grundtvig: Da jeg ikke engang har forbeholdt mig noget
Ændringsforslag i denne Henseende, troer jeg ikke at have Noget paa
min Samvittighed for Tidsspilde.

Ørsted: Jeg maa dog gjøre den Bemærkning, at jeg ingenlunde kan erkjende, at det er en almindelig constitutionel Sprogbrug,
at Folkerepræsentationen har den lovgivende Magt; det er vel det
Udtryk, som bruges i den norske Grundlov, men i mange andre vil
man ikke finde det. Vel kalder man ofte det engelske Parlament Legislaturen, fordi Lovgivningen ansees som den vigtigste Myndighed;
men at det engelske Parlament har mange Myndigheder, som ikke
indbefattes under Lovgivningen, er almindelig bekjendt. Der er heller
ikke, efter mine Tanker, nogen Nødvendighed for at indføre nye
Talemaader eller en ny Sprogbrug for at undgaae det efter min
Mening ikke logist Rigtige eller til Indholdet Svarende, som er i Udtry kkene for Forholdet mellem Kongen og Folket i § 3, men man
kunde meget vel paa mange andre Maader udtrykke det, f. Ex. ved
at sige, at den Deeltagelse i Statsmagten, som tilkommer Folket, udøves af dens Udvalgte paa Rigsdagen, som skal have to Afdelinger,
og i de senere Bestemmelser skulde da indeholdes, hvilken denne Magt
skal være; jeg troer endog, at dette vilde være mere overeensstemmende
med den Sprogbrug, som findes i de fleste constitutionelle forfatninger.

David: Forsaavidt den ærede Rigsdagsmand har anført den
norske Grundlov som den eneste, hvori en saadan Udtryksmaade skulde
være benyttet, skal jeg tillade mig at bemærke, at den findes ogsaa i
mange flere, f. Ex i den belgiske, hvor det i §§ 26, 28 og 29 ligeledes hedder, at „den lovgivende Magt" udøver Folket gjennem
dets Repræsentation; den udøvende Magt tilkommer Kongen, og den
dømmende Magt udøves ved Retten. Det Samme gjælder ogsaa om
den würtembergske og mange flere Constitutioner.

Ørsted: Det var naturligviis ikke min Mening med hvad jeg
tillod mig at bemærke, at hiint Udtryk skulde forekomme alene i den
norske Constitution, men jeg nævnte blot den norske Grundlov, fordi
det var den, som den ærede Taler først havde citeret.
Man gik derpaa over til§ 4.

Ordføreren: Hvad Comiteen har havt at bemærke ved denne
Paragraph er følgende:

„Denne Paragraph bestemmer, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge
er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag
fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil endda
fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkaster har villet indrømme
en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid,
selv efterat f. Ex. en ny fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge
var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en saadan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den" i Brgyndelsen af
anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa „den i Kongeloven
fastsatte Arvefølge". For at fjerne enhver Tvivl foreslaaer
man at ombytte Ordet „Den" med „Arvefølgen".

Det anmærkes iøvrigt i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag", at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit
at gjøre deres Indsigelser gjældende".

Rigsforsamlingen vil altsaa heraf see, at Udkastet har anseet
det nødvendigt, at der gaves en grundlovmæssig Vei, ad hvilken