Grundlov - bind 2 - Side: 46
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

46

1565 1566
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 200.
Fire og tredssindstyvende (67de) Møde.
(Den foreløbige Behandling af Grundloven fortsat. §§ 1—2.)

Grundtvig: Vi ere sammenkaldte af Kongen, valgte of Folket eller udnævnte af Regjeringen, især til at behandle en Grundlov,
en ny Grundlov for Danmarks ældgamle Kongerige, og føle vi, at
dette Danmark i Ordets egentlige Forstand er vort Fædreneland, og
ønske vi, at det maa blive ved at være vore Børns og vore Børnebørns Fædreneland til de sildigste Slægter, saa maae vi jo nødvendigen føle, at det Ærinde, som er os givet, som er os betroet af Kongen og Folket, at det er et af de vigtigste, ligesom et af de vanskeligste, der nogensinde kan betroes en dansk Rigsdag. Vistonk svæve
vi endnu i Uvished om, hvorvidt det vil gjøre noget Udslag, hvad
vi kunne enes om; men denne Uvished kan og maa dog ikke paa
nogen Maade enten formindske den dybe Alvor, hvormed vi betragte,
eller den besindige Frimodighed, hvormed vi omtale denne nye Rettesnor for Rigets Styrelse, denne Grundvold for Lovgivningen, denne
Borgen for Folkefriheden, son vi i det forelagte Udkast maatte finde
eller savne. Vistnok er det noget anderledes for den enkelte Rigsdagsmand, der, som jeg, hvad enten man regner ham til Høire eller
til Venstre, dog hidtil synes omtrent lige fremmed. Men jeg er jo
gammel nok til at maatte kjende mit Forhold til den herskende Tankegang paa begge Sider, og da jeg desuagtet har beilet til en Plads
i dette Folkeraad, saa maa jeg baade have tiltroet mig Frimodighed
til at tale, som jeg tænker om disse vigtige Ting, og tillige have
haabet, idetmindste at finde Ørenlyd hos mine Landsmænd. Derfor, skjøndt Ingen kan af sit Inderste bifalde det stærkere end jeg,
at Danmark aldrig i en høiere Grad har trængt baade til Raad
og Daad, saa er det dog min fulde og faste Overbeviisning, at i
dette Øieblik er Raadet til Daad det Eneste, der duer, fordi, hvad
vi alle vide, Fædrenelandet svæver i en stor og øiensynlig Fare
for enten at overvældes og undertrykkes af sine Fiender, eller at lemlæstes saaledes, at det ikke mere kan hævde sin Ære og Selvstændighed. See, derfor maa jeg, uden at see til Høire eller Venstre, fraraade den hele smaalige Drøftelse i dette Øieblik af det forelagte Udkast til en Grundlov og Valglov for Danmarks Rige; jeg maa det,
fordi i mine Øine vilde det, om end begge Udkast være ligesaa gode,
efter mine Tanker, som de ere daarlige (Latter), saa vilde, siger jeg,
om de end være lige saa gode, den smaalige Drøftelse af dem og Afgjørelsen af alt det Enkelte, som de indeholde, vilde, saavidt jeg kan
skjønne, kun bidrage til, enten at forhindre den kraftige Forening,
som er det første Vilkaar for den store Daad, hvortil vi ere kaldede,
eller dog søde og nære en Splid, der vilde blive fordærvelig for Riget, medens jeg paa den anden Side ikke tvivler om, at, have vi
kun med forenede Kræfter reddet Fædrelandet, da vil ogsaa derved
den Grundenighed være befæstet, der jo ikke alene er Betingelsen for
en god Grundlov, men som ogsaa selv er Grundvolden for Rigets
Fasthed og Folkets Lykke. Jeg forbeholder mig derfor, saa tidlig, som
det kan tilstedes, at gjøre et Andragende i denne Retning, saa at,
istedet for at afgjøre alle de Spørgsmaal, som her i Grundloven og
Valgloven ere opkastede, i det Sted at bidrage Vort til en reen
Ophævelse af den saakaldte Kongelov og Trykkeforordningen fra
1799. At ikke herved, som maaskee Mange kunde tænke, Alt kastedes
i en grændseløs Forvirring, men at meget mere derved den grændseløse Forvirring, hvori vi besinde os, hævedes, saa vi gjorde et
Kjæmpeskridt derfra, vistnok ikke tilstrækkeligt, men dog som den første

Nødvendighed; at det virkelig er, ikke at kaste os i Forvirring, men
at rede os deraf, det er idetmindste klart for mine Øine, og jeg
vil allerede her korteligen med et Par Ord udtale: hvorfro. Det er
nemlig klart for mig, fordi jeg ikke staaer i den Formening, at Kongens Enevoldsmagt, der i Ordets ligefrmme danske Betydnign kun
siger, at al Folkemagt kun kan øves af ham og for ham; denne Enevoldsmagt, siger, jeg, beroer ikke paa den Kongelov, som Frederik den
Fjerde udgav, men beroer paa den Overdragelse fra Folket, som skete
til Kong Frederik den Tredie, saa at den ikke bortfalder med Kongeloven; det er ikke denne, men det er kun den eensidige og nu utaalelige Paastand om Ret til en uindskrænket og lunefuld Anvendelse af
Enevoldsmagten. Ligesaadan er det med Arveretten; thi den Arveret, som Frederik den tredies Efterkommere have til danmarks Throne,
det er kun den, som blev Frederik den Tredie overdraget tilligemed
Enevoldsmagten, og hvad der vilde bortfalde ved Kongelovens Ophævelse, det var kun den eensidige og uforsvarlige faste Arvegang, der
kunde, endog i en nær Fremtid, bringe Danmark til som Arvegods og
Bytte at falde i sine arrigste Fjenders Hænder. Og saaledes som
det er med Kongeloven er det ogsaa med Trykkeforordningen; thi
Oprørstaler og Oprørsskrist, Niddingsord og Nidskrist, det var,
som vi vel Alle vide, ligesaavel forbudt før 1799, som det har været
det derefter, saa at, hvad der faldt bort ved Trykkeforordningens Ophævelse, var intet Andet end de gruelige og utaalelige Trudsler om
Fængsel og Baand for Alt, hvad der vilkaarligen er betegnet som
utaaleligt i Tale og Skrift blandt Floket; og det var paa den anden
Side derfor en Borttagelse af den Frygt, som nødvendigen maa
svæve for alle frimodige Talere og Skrivere i Landet, en Frygt, der
bør vige fra dem og maa vige fra dem, hvis de skulle have og beholde den Aandens frie Bevægelse, som er det første Vilkaar for, at
Oplysning i den vigtigste Deel kan fremgaae og udbredes, og at vi
da, med Guds Hjælp, kunne ramme det Rette.

Formanden: Hvis ingen Flere ønske at yttre sig, kunne vi
gaae over til § 2. Det bliver da først at afgjøre, om denne Paragraph skal udsættes; det vil nemlig være Forsamlingen bekjendt, af
Comiteens Betænkning, at en Minoritet i Comiteen har ønsket, at
denne Paragraph skal behandles i Forening med §§ 64—66, saa at
dette Minoritetens Votum vel først maatte Sættes under Afstemning.
Jeg veed ikke, om den ærede Ordfører maaskee har Noget at bemærke.

Ordføreren: Jeg troer at kunne henholde mig til Udvalgets Betænkning, idet jeg, dersom Minoriteten nærmere skulde
ville begrunde sin Mening, senere skal udbede mig Tilladelse til ogsaa nærmere at begrunde vor.

Neergaard: Naar jeg med en anden æret Deputeret har
tilladt mig i Comiteen at stille det Minoritetsotum, at denne Paragraphs Behandling maatte udsættes indtil Behandlingen af §§ 64—66,
da er Grunden den, at jeg ikke skjønner rettere, end at Paragraphens Indhold ikke tilfulde vil lade sig bedømme uden i Forbindelse
med disse Paragrapher i 7de Afsnit, der omhandle de borgerlige Rettigheder med Hensyn til Religionen, Paragraphens Indhold har
ikke kunnet tilfredsstille mig, hverken saaledes some den foreligger i
Udkastet, eller saaledes som den i Comiteen er bleven emenderet. Jeg
skal, ved at begrunde dette, ikke saameget tage Hensyn til det nye,
noget vage og ubestemte Udtryk „Folkekirke"; jeg troer, at dette
Ord egentlig ikke kan have nogen anden Betydning end den, at det er den
Kirke, hvortil en større eller mindre Deel af Borgerne bekjender sig. Jeg vil
gjerne troe, at dette Udtryk, hvis det i Grundloven skulde blive brugt
i en anden Ordføining og paa en anden Maade, det da derved vilde