Grundlov - bind 2 - Side: 29
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

29

1531 1532

europæiske Fastland. Den maa altsaa indskrænkes til Strafferetssager.
Men den kan ingenlunde anvendes her i alle Sager; De fleste criminelle Sager ville tvertimod ogsaa fremdeles, blive at paakjende uden
Nævningers Mellemkomst. Dette er overalt Tilfældet og kan vanskeligt
undgaaes, dersom der ikke i en ganske overordentlig Grad skal lægges
Beslag paa Borgernes Tid og Kraft. Nævninger bør altsaa kun
dømme i de vigtigere Strafferetssager. Hvilken Grændse nu her skal
drages, maa det være den fremtidige Lovgivning forbeholdt at afgjøre; kun har man troet ogsaa her at kunne vælge det Ord, der i
Fremtiden skal betegne denne Art af Sager, nemlig Misgjerningssager.

Men foruden disse Sager er der en anden Klasse af Forseelser,
som udentvivl, om de end maatte være af mindre betydende Natur, bør paakjendes af Nævninger, vi mene alle politiske Straffesager. Ogsaa dette Begreb kan blive nærmere at fastsætte ved
Lovgivningen, men det er klart, at det omfatter alle de Trykkefrihedssager, som det i Folkefrihedens Interese maa ansees ønskeligt at
unddrage de faste Statsdommeres udelukkende Domsret. Man foreslaaer altsaa følgende Tillægs-Paragraph:

I Misgjerningssager og i Sager, der reise sig af
politiske Lovovertrædelser, skulle Nævninger indføres.
Man tilføier alene den Bemærkning, at det heraf med indre
Nødvendighed vil følge, at Mundtlighed, Offentlighed og Anklageproces maa blive gjennemført i den hele Strafferetspleie. Den gamle
Inqvisitionsproces kan ikke vedvare i et Land, der indfører Nævninger.

VIII.

Dette Afsnit indeholder kun een Paragraph, der destemmer den
Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Grundlovsforandringer, forsaavidt det ikke i Grundloven undtagelsesviis er bestemi, at Forandringen

skete enten ad den sædvanlige Lovgivningsvei, som f. Ex. i §§ 21 og
23, eller under andre særegne betryggende Former, som f. Ex. ved
Spørgsmaal om Arvefølgens Forandring (§ 4). Den Fremgangsmaade,
nærværende Paragraph foreskriver, er følgende:
1) Først skal Forslag til Forandring, eller Tillæg til Grundloven
kun kunne fremsættes paa en ordentlig Rigsdag.
2) Dersom begge Thing paa denne ordentlige Rigsdag enes om et
Forslag til en Grundlovsforandring, skal dette Forslag
hvile til næste ordentlige Rigsdag.
3) Kun hvis det her atter vedtages i uforandret Skikkelse
af begge Thing, forelægges det Kongen.
4) Kun hvis Kongen foreløbigt bifalder Forslaget, gaaer
Sagen videre; i saa Fald opløses nemlig begge Thingene, og
nye Valg udskrives.
5) Beslutningen maa nu atter her vedtages uforandret af degge
Thing, hvad enten disse iøvrigt ere samlede i et ordentligt eller
overordentligt Møde; ellers falder hele Sagen. Men skeer dette,
da skal Forslaget forelægges Kongen.
6) Kongen kan endda nægte sin endelige Stadfæstelse;
men hvis han stadfæster Forslaget, bliver det Grundlov.

Udvalget tiltræder disse Udkastets Bestemmelser. Man er
nemlig enig i, at Grundlovsforandringer bør vanskeliggjøres, men man
anseer det paa den anden Side for ligesaa vigtigt, at det ikke gjøres
for vanskeligt, at forandre Forfatningen ad forfatningsmæssig Vei. Udkastet
synes nu her at have fulgt en passende Middelvei. Ved første Øiekast seer det maaskee ud, som om man har været altfor forsigtig med at
optaarne Vanskeligheder; men ved nærmere Overveielse vil det findes,
at dersom der virkelig hos Konge og Folk udvikler sig en bestemt
Overbeviisning om Gavnligheden af en Forandring, kan denne efter
Udkastets Bestemmelse om Rigsdagens aarlige Sammenkomst gjennemføres i Løbet af omtrent 15 Maaneder. Saalænge kan Forandringsønsket vel taale at vente.

Kjøbenhavn, den 22de Februar 1849.
Vilh. Bjerring. P. D. Bruun. Balthazar Christensen. Dahl. C. N. David. Gleerup.
(Formand) (Secretair)
H. Hage C. Hall H. P. Hansen. J. R. Jacobsen. C. M. Jespersen. A. F. Krieger.
(Ordfører)
I. E. Larsen. C. Neergard. Pjetursson. Schurmann. Algreen-Ussing.
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.