Grundlov - bind 2 - Side: 26
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

26

1525 1526
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Ringsdagen. No. 195.
To og tredssindstyvende (65de) Møde.
(Fortsættelse af Grundlovscomiteens Betænkning.)
VI.

I Udkastets 6te Afsnit, der handler om den dømmende Magt,
indeholde de to første Paragrapher de nærmere Bestemmelser om Rigsrettens Sammensætning og Virkekreds.
§ 60.
Efter § 60 skal Rigsretten bestaae af 16 Medlemmer, der vælges paa fire Aar. Den ene Halvdeel vælger Landsthinget af sine
Medlemmer, den anden Høiesteret af sine. Disse 16 Mænd vælge
sig selv en Formand.

Udvalget maa I det Hele tiltræde den Tanke, der ligger til Grund
for dette Forslag, at nemlig Rigsretten skal dannes af tvende lige
stærke Bestanddele, hvoraf den ene har en mere politisk, den anden en
mere juridisk Charakteer. Man anseer ligeledes det foreslaaede Antal
af 16 Medlemmer for passende. Derimod har Udvalget ikke troet
at kunne tiltræde Udkastet, forsaavidt dette vil, at Rigsretsmedlemmerne skulle vælges paa fire Aar. Rigsretssager kunne næppe antages at blive saa hyppige, at der er tilstrækkelig Grund til at danne
en fast, vedvarende Domstol, hvorhos Udkastets Bestemmelse Medfører
Vanskelighed for det Tilfælde, at Landsthinget skulde blive opløst, da
i saa Fald de Medlemmer, der være valgte til Medlemmer af Rigstretten, ikke
længer kunde beklæde denne. Man anseer det derfor for hensigtsmæssigere, at Rigsretsmedlemmer udvælges i Høiesteret og Landsthinget for hvert Tilfælde, da Rigsretssag anlægges. Man vil maaskee indvende, at den enkelte Anledning til Rigsretsmedlemmers Udnævnelse i saa Fald kan faae en ikke ønskelig Indflydelse paa de Valg,
der saaledes foretages, efterat Rigsretsklage har fundet Sted. Hertil
maa det nu strax bemærkes, at Landsthinget ogsaa efter Udkastets Regel vil og bør tage politiske Hensyn ved sit Valg. Men
Udvalget tillader sig derhos, tildeels af dette Hensyn, deels ogsaa af
almindeligere Grunde, at anbefale en saadan Fremgangsmaade ved
Dannelsen af Rigsretten, at der blev givet baade Anklageren og den
Anklagede en Udskydelsesret. Man har tænkt sig, at Landsthinget kunde
udnævne 12 af sine Medlemmer, som traadte sammen med 12 af Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævnte, og man kunde da
lade Anklageren og den Anklagede hver udskyde 1/6 begge Klasser.
De tilbageblevne 16 dannede da Rigsretten under en selvvalgt Formand. Det kunde formeentlig passende tilføies, at en Lov nærmere
ordner Retsforfølgningsmaaden.

Man foreslaaer altsaa følgende nye § 60:

Naar Rigsret skal sættes, udnævner Landsthinget 12 af sine Medlemmer, der træde sammen med 12 af
Landets øverste Domstol, som denne dertil udnævner.
Anklageren og den Anklagede udskyde hver 1/6 af begge
Klasser. De tilbageblevne 16 Medlemmer, der vælge
en Formand udaf deres Midte, danne Rigsretten. En
Lov ordner nærmere Forfølgningsmaaden.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen henholde
sig til deres Minoritetsvotum til 4de Afsnit.
§ 61.
Ved § 61 har Udvalget ikke fundet tilstrækkelig Grund til at
foreslaae nogen Forandring.
Iøvrigt indbefatter dette Afsnit af Udkastet endnu kun to Paragrapher,

den ene om Dommeres Uafsættelighed m. v. (§ 62), den anden om Domstolenes Myndighed ligeoverfor Øvrighederne (§ 63).

Udvalget kan ikke tilbageholde den Bemærkning, at diske Bestemmelser ere paafaldende fattige i et Udkast, der feld har erkjendt den
dømmende Magt som en selvstændig Statsmagt (§ 3). Man overseer
ingenlunde, at det ikke ret vel er gjørligt i dette Afsnit at opstille
mange, øieblikkeligt anvendelige nye Regler. Men om man end maa
indskrænke sig til at udtale de store ledende Grundsætninger, der ved
Lov skulle gjennemføres, saa hører dog ikke blot diske Grundsætningers grundlovmæssige Udtalelse aldeles med til at fuldende Billedet
af den constitutionelle Statsbygning, som skal opføres, men denne Udtalelse maa og erkjendes at have sin store praktiske Betydning. Udvalget har altsaa anseet det for sin Pligt at foreslaae nogle nye Paragrapher, der udtalte de Grundregler, som andetsteds i frie Stater
have vundet en saa almindelig Anerkjendelse, at man ikke kan ansee
det fornødent her at føre noget Beviis for disse Sætningers constitutionelle Nødvendighed. Men hertil har man ogsaa i Reglen
indskrænket sig, uden at gaae ind paa saadanne Enkeltheder, som naturligt ville følge af de store Grundregler, og som altsaa ville blive
at bearbeide i de Love om Retspleiens nye Ordning, som det vil
være Regjeringens Kald af al Magt at forberede.

I Spidsen har man troet at burde stille Udtalelsen af den Regel, at den dømmende Magts Udøvelse kun kan ordnes
ved Lov. Dette er vistnok i en constitutionel Stat en ligefrem
Følge af Forholdets Natur, men denne simple Sætning har dog saa
gjennemgribende Virkninger, at den ikke bør savnes i Grundloven.
Naar det nemlig staaer fast, at den dømmende Magts Udøvelse kun
kan ordnes ved Lov, da er det derved ikke blot afgjorte, at Domstole
ikke kunne indrettes, ophæves eller omdannes uden den lovgivende
Magts Mellemkomst; det er ikke mindre afgjort, at Domstolenes
hele Virksomhed, at hele Retsforfølgningen kun kan ordnes ved Lov.
Man har derved ikke blot udelukket al Cabinetsjustits, men man har
ogsaa dermed tilkjendegivet, at Ingen kan drages fra sit lovlige Værnething; man har udtalt, at den hele Proces kun kan ordnes ad
Lovgivningsveien, og saa fremdeles.

Man foreslaaer altsaa en ny Paragraph saalydende:
§ 62. Den dømmende Magts Udøvelse kan kun ordnes ved Lov.
Hvad nu angaaer denne nærmere Ordning af den dømmende
Magts Udøvelse, har Udvalget for det første troet, at Grundloven
allerede nu burde erklære sig for Ophævelsen af enhver med visse
Eiendomme forbunden dømmende Myndighed. At Nogen skal kunne
erhverve en dømmende Myndighed ved at erhverve en Eiendom, synes
saa stridende mod Grundldvens Aand, at den Betragtning, at her
kun spørges om en undtagelsesviis bestaaende Skiftejurisdiction, ikke
har kunnet afholde Udvalget fra at foreslaae denne Undtagelses Ophævelse. Man har alene næret nogen Tvivl, om selve Grundloven
burde erklære den her omhandlede Myndighed for ophævet, eller om
den burde indskrænke sig til at udtale, at den skal ophæves ved Lov.
Herfor er fornemmelig anført, at dette Forhold hænger nøie sammen
med flere andre, som samtidigt burde ordnes, saavelsom og at der
dog kunde være Eet og Andet at fastsætte i det Enkelte med Hensyn
til hiin Domsrets Overgang til andre Myndigheder. Fleerheden har
dog antaget, at der ikke kunde være Noget til Hinder for det, der i sig
var det ønskeligste, nemlig den øieblikkelige Ophævelse. Det behøver
iøvrigt næppe at bemærkes, at den foreslaaede Bestemmelse ikke bliver
overflødig ved Udkastets § 78.