Grundlov - bind 2 - Side: 24
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

24

1521 1522

kortere Tid, og ligesaalidet bør det være udelukket, at der kan valges
mere end een Viceformand.

Vi foreslaae altsaa følgende Affattelse af Paragraphen:
Ethvert Thing vælger sin Formand og den eller dem,
der i hans Sted skal føre Forsædet.
§ 52.
Efter denne Paragraph kan intet af Thingene tage nogen Beslutning, naar ikke idetmindste ⅓ af dets Medlemmer er tilstede og
deeltager i Afstemningen.

En Minoritet (Christensen, Gleerup, Jacobsen,
Krieger) tiltrader denne Bestemmelse, medens Majoriteten holder for, at idetmindste Halvdelen af Thingets Medlemmer
bør tage Deel i Beslutningstagelsen.

Minoriteten erkjender vel, at det er ønskeligt, at Thingenes Medlemmer stedse møde saa samvittighedsfuldt, at ikke blot Trediedelen
eller Halvdelen, men Flere tage Deel i Afgjørelsen, og vi vente, at
hvad enten Thinget er forfatningsmæssig fuldtalligt, naar en Trediedeel eller kun naar en Halvdeel vil forhandle, vil et større antal Medlemmer være paa deres Plads ved alle vigtigere Spørgsmaals Afgjørelse men vi maae dog bemærke, at dersom man fordrer Halvdelen,
kan det tænkes, naar Endeel ere fravarende, at en temmelig lille,
factieus Minoritet, til stort Afbræk for Rigsdagens Værdighed, kan
paa nogen Tid ved Udeblivelse reent standse Rigsdagens Forhandlinger.
Dette modvirkes, naar en Trediedeel kan danne en lovlig Rigsdag,
uden at der paa den anden Side af denne Bestemmelse synes at kunne
flyde nogen Ulempe; thi naar det først vides, at et Thing kan arbeide
med en Trediedeel af Medlemmer, vil der heri ligge en stærk Opfordring til overalt, hvor det behøves, samvittighedsfuldt at give Møde; det
er og bekjendt, at man f. Ex. i England, hvor Underhuset tæller 658
Medlemmer, lader sig nøie med at fordre 40 Medlemmers Tilstedevarelse.

Udvalgets Majoritet (med 12 mod 4 Stemmer) antager
derimod, at Rigsdagens Anseelse vil svækkes, naar det tilstedes,
der at tage Beslutninger, uagtet ikke engang Halvdelen af dens
Medlemmer er tilstede. Dette er noget saa afvigende fra hvad der
hos os tidligere for Provindsialstænderne var gjældende, og hvad
der i sig selv synes naturligt, at Majoriteten maa holde for, at
der i det Mindste bør fordres Halvdelen, en Regel, der ogsaa følges paa nærværende Rigsforsamling og i mange fremmede Landes
Forfatninger.

Majoriteten indstiller altsaa, at der i Stedet for ⅓ sættes:
„Halvdelen".
§ 53.
Denne § indeholder, at til enhver Beslutning, saavelsom til Valget
af Formændene udfordres Fleertallet af de afgivne Stemmer, hvorimod det ved hvert Things Forretningsordning bestemmes, hvorledes
der skal forholdes ved andre Valg.

Udvalget skjønner ikke, at denne Paragraph indeholder Andet, end
hvad der enten er selvfølgeligt eller er paa et naturligere Sted udtalt
i § 59. Man foreslaaer altsaa:

at Paragraphen udgaaer.
§ 54.
Denne Paragraph indeholder den Regel, at ethvert Lovforslag
skal foretages tre Gange, forinden Thinget derom kan tage nogen endelig Beslutning.

Forsaavidt det nu heri ligger, at intet Lovforslag endelig kan
antages, forinden det tre Gange har været behandlet af Thinget,
maa Udvalget ganske tiltræde denne Tanke. Man antager, at Udkastets Forfattere have tænkt sig, at hvert Thing nærmere vilde bestemme de forskjellige Læsningers Charakteer. Der vilde saaledes
være Spørgsmaal, om man ikke ved den første Forhandling burde
indskrænke sig til en Drøftelse af Hovedgrundsætningerne, om man
ikke derefter ved den anden burde gjennemgaae de enkelte Bestemmelser
i Lovudkastet, og ved den tredie stemme over Forslaget i dets Heelhed,
idet man alene undtagelsesviis optog saadanne Punkter, hvorom
Meningerne vare saa deelte, at det kunde ansees tvivlsomt, hvorvidt
nogen virkelig tilfredsstillende Afgjørelse havde fundet Sted. Men

hvorledes man nu end nærmere vilde ordne disse tre Læsningers indbyrdes Forhold, hvilket meget vi; afhænge af det Systent, der iøvrigt
vedtages med Hensyn til den forberedende Behandling af Sagerne,
saa antage Flere af os, at der ved Slutningen af hver Forhandling
bør finde en Afstemning Sted, saa at det altsaa ikke kan være Meningen, at første og anden Behandling skulde være en saadan Indledning til den tredie Behandling, som den foreløbige Behandling til den
endelige efter Provindsialstænderlovgivningen og Rigsforsamlingens
nærværende Forretningsorden, der i dette Stykke ikke mere end høist nødvendigt afveg fra den i Provindstalstænderne foreskrevne Forretningsgang.
Hvis Paragraphen alene havde handlet om Regjeringslovforslag, da
kunde vi have tænkt os, at Udkastets Mening var den, at intet saadant Forslag endelig maatte forkastes, før det tre Gange var
gjennemgransket; men Udkastet taler om alle Lovforslag, altsaa ogsaa
om saadanne, som ere indbragte af et Medlem af Thinget, og det
kan da vist ikke være Hensigten, at Rigsdagen tre Gange skulde behandle
ethvert saadant Lovforslag, som det ikke ved dets Indbringelse fandt
saa aldeles forkasteligt, at det slet ikke vilde værdige det nogen nærmere Prøvelse. Udvalget antager derfor, at det rammer Udkastets
Hensigt, og troer i alt Fald at ramme det Rette, ved at foreslaae
følgende forandrede Affattelse af Paragraphen:

Intet Lovforslag kan endelig antages, forinden
det 3 Gange har været behandlet af Thinget.

Ved §§ 55, 56 og 57 har Udvlget Intet at bemærke; ved § 58
bemærkes alene, at man vel gjerne kan overlade det til Thingene selv
at bestemme, hvor lidet et Antal Medlemmer man vil indrømme Ret
til at forlange hemmeligt Møde.

Man foreslaaer altsaa i Stedet for „5 Medlemmer" at sætte:
„det i Forretningsordenen bestemte Antal"
§ 59.
Man foreslaaer her den Omredaction af Paragraphen, at det kommer til at hedde:

Et hvert af Thingene fastsætter de nærmere Bestemmelser, som vedkomme Forretningsgangen og Ordens
Opretholdelse.

Ved Slutningen af hele dette Afsnit skal man tillade sig at
forelægge Forslag til nogle nye Paragrapher, der, hvis de antages,
maae indordnes paa vedkommende Sted; men vi antage, at det vil
billiges, at vi foreløbigt, ligesaalidt her som tidligere ved lignende
Tillægsforslag, have villet forandre Udkastets Paragraphfølge.
Hvad nu de antydede Tillægsforslag angaaer, da have de to
Hensyn til Lovforslags Behandlig:

Man antager nemlig for det Første, at det passende kunde udtales, at naar et Lovforslag bliver forkastet af eet af
Thingene, kan det ikke oftere foretages afsamme Thing,
i samme Samling.

Man antager fremdeles, at det kan være hensigtsmæssigt i
Grundloven at optage nogle Bestemmelser, der vise den Fremgangsmaade, der skal iagttages ved Lovforslags Sendelse fra det
ene Thing til det andet.

Naar et Lovforslag er blevet foreslaaet i et Thing, men falder
igjennem, kan det faldne Forslag, naar man ikke optager en ganske
særegen Bestemmelse, saaledes som en Minoritet af os tidligere har
foreslaaet, ikke naae videre. Vedtages derimod en Beslutning om et
Lovforslag, hvad enten nu dette er det oprindeligt indbragte, uforandret vedtagne, eller et forandret Lovforslag, i hvilket sidste Tilfalde det
oprindelige ikke langere, som saadant, existerer, da maa denne Thingets Beslutning meddeles det andet Thing. Bifaldes den, forelægges
Sagen naturligviis Kongen; forkastes den aldeles, maa Sagen ligeledes, naar man ikke træffer ganske særegne Forholdsregler, bortfalde.

Vedtages det derimod med Forandringer, da gaaer det tilbage
til det første Thing. Gaaer dette nu ind paa disse Forandringer,
saa er Sagen moden til at forelagges Kongen; men foretages Forandringer, gaaer Forslaget paany til det andet Thing.

Vindes nu ei heller Overeensstemmelse, saa have vi troet, at
Grundloven burde aabne en bestemt Vei til at forsøge en mindelig
Udjævning af Uenigheden, uden at man dog opgav selve den Tanke,
der ligger til Grund for Tokammerindretningen, Det ligger i For