Grundlov - bind 2 - Side: 23
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

23

1519 1520

ning, at Folkethingets foreløbige Beslutninger kunne give Anledning
til en Rigsretsanklage, i hvis Paadømmelse nogle af Landsthingets
Medlemmer tage Deel (jfr. Udkastets § 60 og 61). Men vi kunne
dog ikke indsee, at denne Betragtning virkeligt kan retfærdiggjøre
Landsthingets Udelukkelse fra regelmæssig Andeel i Forhandlingerne
om Statsregnskabernes Afslutning. Det er kun ved en streng og nøieregnende Control med Statsregnskabet, at Budgettets og navnlig Udgiftsbudgettets Votering faaer sin fande Betydning, medens de Tilsidesættelser af Finantsloven, der give Anledning til Rigsretsanklage,
forhaabentlig ville blive fjeldne; og det er jo vitterligt, at man i fremmede Lande, hvor det ene Kammer har Anklagemagten, det andet Domsretten, ingenlunde heri har seet nogen Hindring for at lade de Love,
hvorved Statsregnskabet opgjøres, gaae gjennem begge Kamre aldeles paa samme Maade, som Budgetloven.

Udvalgets Fleertal har derhos ikke indseet, hvorfor Landsthinget
kun skulde udvælge een og Folkethinget to Revisorer; det forekommer
os, at hvert Thing burde vælge to.
Endelig tillade vi os den mindre væsentlige Bemærkning, at det
ikke synes nødvendigt, i Grundloven at foreskrive, at Revisorerne kun
kunne vælges paa eet Aar, hvorfor vi mene, at Ordet aarlig burde
udgaae.

Flere af os have iøvrigt været tilbøielige til at ansee det for
rettest, at Revisorerne altid skulde tages udaf Thingenes egen Midte,
fordi vi have fundet det meget ønskeligt, at Repræsentationen stedse i
sin egen Kreds havde de Mænd, der besad den fulde Detailkundskab til Statsregnskabet; men vi have dog ikke herom villet gjøre
nogen særskilt Indstilling.

Udvalgets Fleerhed foreslaaer altsaa følgende Affattelse
af § 45:

Hvert Thing udnævner to lønnede Revisorer.
Disse gjennemgaae det aarlige Statsregnskab og paasee, at samtlige Statens Indtægter deri ere blevne opførte og at ingen Udgift uden for Finantsloven har fundet
Sted. De kunne fordre sig alle fornødne Oplysninger
og Actstykker meddeelte.

Statsregnskabet med Revisorernes Bemærkninger
forelægges derefter den forenede Rigsdag, som med
Hensyn til samme tager Beslutning.

Ligesom §§ 46 og 47 ikke give Udvalget Anledning til nogen
Erindring, saaledes har man ved § 48 alene at gjentage den Redactionsbemærkning, man alt har fremsat ved § 8, at det i Stedet for
„Grundloven for Kongeriget Danmark og Slesvig" maatte hedde
„Danmarks Riges Grundlov" eller hvilken anden Overskrift, der
maatte blive vedtaget.

Naar denne Paragraph fastsætter, at den gyldig Valgte mister
den af Valget flydende Ret, naar han kommer i et af de Tilfælde,
hvorved Valgbarhed fortabes, og dertil knytter den Undtagelse, at
Ingen dog skal tabe sit Sæde i Landsthinget, fordi han flytter til et
andet Amt, saa forekommer det Udvalget, at det vilde være nøiagtigere i Stedet for de Ord, „hvorved Valgbarhed fortabes",
at sætte „der udelukke fra Valgbarhed.“Om den, der f. Ex.
ikke i det sidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds,
der kunde ønske at vælge ham, er det ingenlunde givet, at han har
fortabt en vunden Valgbarhed; han har maaskee aldrig havt den,
men han er i ethvert Tilfælde nu udelukket.

I Stedet for „Amt" foreslaaes at sætte Valgkreds. Saaledes passer Paragraphen, hvad enten man vælger den ene Ordning
af Valgkredsen eller den anden.

Til nærværende Paragraph antager Udvalget, at en Bestemmelse
passende kunde føies om Virkningen af en Rigsdagsmands Befordring til et lønnet Statsembede.

Udvalget har ikke troet, at der under vore Forhold var tilstrækkelig Grund til at begrændse eller ophæve Embedsmænds Valgbarhed.
Men man har dog ikke kunnet oversee den Indflydelse, som Regjeringen gjennem Befordringer kan øve paa Rigsdagsmænd.

En Minoritet (Dahl, David, Hansen, Jespersen,
Ussing) har troet at burde opstille den ubetingede Regel, at ethvert Medlem, der af Regjeringen udnævnes til et lønnet Embede og modtager det,

ophører at have Sæde i Thinget og kan gjenvælges. Majoriteten har døg fundet det utilraadeligt at optage en saa almindelig
Regel, hvorefter f. Ex. enhver Befordring, der fulgte vedtagne Anciennitetsregler, saasom i Militairetaten, skulde medføre Nødvendigheden af Gjenvalg. Den har derfor indskrænket sig til at foreslaae, at
det nærmere ved Lov bestemmes, i hvilke Tilfælde en Rigsdagsmand,
der befordres til et lønnet Statsembede, skal underkastes Gjenvalg.
Minoriteten foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Et Medlem af et af Thingene, der af Regjeringen
udnævnes til et lønnet Embede og modtager det, ophører at have Sæde i Thinget, men kan gjenvælges."

Majoriteten (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derimod
denne Tilføining:

Det bliver nærmere ved Lov at bestemme, i hvilke
Tilfælde en Rigsdagsmand, der befordres til et lønnet
Statsembede, skal underkastes Gjenvalg.
§ 50.
Udvalget er enigt i, at Ministrene i Embeds Medfør bør have
Adgang til Rigsdagen. Man er fremdeles enig i, at de erholde
Ret til at forlange Ordet, saa ofte de ville. Men man antager,
at det udtrykkelig bør udtales, at Ministrene dog ved Brugen af
denne deres Ret ere pligtige at iagttage den vedtagne Forretningsorden. Ministrene kunne ikke i Forhandlingerne staae udenfor denne,
uden at alle Rigsbagsmændene i deres Yttringer ligeoverfor Ministrene indtil en vis Grad maae løses fra Formandens Myndighed;
men ingen af Delene bør formeentlig tilstedes.

Udvalget foreslaaer altsaa, idet man optager en lille Forandring i Affattelsen, at Paragraphen kommer til at lyde paa følgende
Maade:

Ministrene have i Embeds Medfør Adgang til
Rigsdagen, og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de iøvrigt
iagttage Forretningsordenen.

Ved denne Paragraph har det Spørgsmaal været reist, om der
ikke var Opfordring til udtrykkelig at udtale, at ethvert af Thingene
kan forlange Ministrenes Nærværelse. Majoriteten (med 8 Stemmer
mod 8) har dog ikke kunnet tilraade et saadant Tillæg. Det forekommer os nemlig, som om et saadant Tillæg langtfra at give Rigsdagen nogen Magt, den savnede, i Gjerningen langt snarere svækker
dens Anseelse, idet Forestillingen om dette Tillægs Nødvendighed synes
at gaae ud fra den Tanke, at Rigsdagen uden en saadan udtrykkelig
juridisk Bemyndigelse ikke skulde kunne vinde den Betydning, at Ministrene ikke kunde vægre sig for at give Møde og forsvare deres Færd.
Vil man gaae ind paa saadanne spændte Situationer, i hvilke vi rigtignok antage, at Grundlovens Bogstav er dødt og magtesløst, saa
er det jo dog ikke Ministrenes blotte personlige Nærværelse, der vilde
være fyldestgjørende; men det var en virkelig Erklæring, som maatle
gives, og denne forekommer det os netop, at Udkastets § 55 indeholder en aldeles tilstrækkelig Hjemmel til at affordre Ministrene.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Hansen, Jespersen, Larsen, Neergaard, Ussing) anseer det derimod
for rigtigt, at der føies til denne Paragraph, at ethvert
af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse. Denne Bestemmelse, der findes i flere Staters Grundlove,
navnlig i den belgiske Grundlov Art. 88, vilde tjene til bestemtere at
angive Ministrenes Stilling og Forhold til Rigsdagen og vilde saaledes forebygge Conflicter, der kunde have væsentlig Indflydelse paa
Rigsdagens Stemning og Forhandlingernes Gang. Vi have derfor
ikke kunnet lade os overbevise af de af Fleertallet i Udvalget mod
Optagelsen af et saadant Tillæg til denne Paragraph anførte Grunde,
men maae holde for, at der til Paragraphen bør tilføies:

Ethvert af Thingene kan forlange Ministrenes Nærværelse.
§ 51.
Naar § 51 bestemmer, at hvert Thing, vælger for hver ordentlig eller overordentlig Samling sin Formand og den,
der i hans Forfald skal føre Forsædet, saa antage vi, at Grundloven
ikke bør være til Hinder for, at Formanden kan vælges for en