Grundlov - bind 2 - Side: 21
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

21

1515 1516

holder en Regel for Lovforslags Behandling, saaledes vil Udvalget
ved dette Afsnits Slutning foreslaae nogle Tillægsbestemmelser (§ 59,
b. og c.) hvoraf den ene udtaler, at et Lovforslag, der er forkastet
i eet af Thingene, ikke oftere kan foretages af samme Thing i samme
Samling, medens den anden fastsætter nærmere Regler for den Fremgangsmaade, der skal iagttages for at lette en Overeenskomst mellem
de to Thing, hvor disse maatte være uenige om Enkelthederne i et
Lovforslag.
§ 41.
Denne Paragraph udtaler hvert Things Ret til selvstændigt at indgive Adresser til Kongen. Udvalget har vel taget i Overveielse, om
der ikke kunde være Grund til at tilføie et Ord, der nærmere forklarede,
hvad der aabenbart skal betegnes ved Ordet Adresser, nemlig ethvert
Andragende, der ikke er et Lovforslag. Men vi have i det Mindste
ikke fundet noget Ord, der bedre betegnede Tanken end det fremmede,
der nemlig her er brugt i sin omfattende Betydning om enhver Henvendelse fra Rigsdagen til Kongen.

Vi foreslaae derfor alene, at Ordet selvstændigt, der synes
overslødigt og derfor tager sig noget synderligt ud, bortfalder.
§ 42 har ikke givet Udvalget Opfordring til nogen Erindring.
§ 43.
Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Skat kan paalægges,
intet Statslaan optages, og ingen Staten tilhørende Domaine afhændes
uden ved Lov, skulde Udvalget, der i Tanken selv er enig, alene bemærke, at Udtrykket „ved Lov" maaskee dog her bruges i en altfor
forskjellige Betydning, eftersom Talen er om Skats Paalæg, eller om
Statslaans Optagelse eller om en Domaines Afhændelse ved Lov.

Man antager derhos, at det i denne Paragraph passende kunde
udtales, hvad der synes at følge af det constitutionelle System, at ei
heller noget Mandskab kan udskrives uden ifølge Lov, og man foreslaaer derfor følgende Affattelse af Paragraphen:

„Ingen Skat kan paalægges uden ved Lov, ei heller
noget Mandskab udskrives, noget Statslaan optages
eller nogen Staten tilhørende Domaine afhændes uden
ifølge Lov."
§ 44.
Efter Udkastets § 43 skulle de almindelige Skattelove behandles ligesom
alle andre Lovgivningssager. Hvad Budgetloven angaaer, da bestemmes
i denne Paragraph, at Regjeringen paa hver ordentlig Rigsdag, saasnart
den er sat, skal fremlægge Forslag til Finantsloven for det følgende Aar,
indeholdende et Overslag over Statens Indtægter og Udgifter. Dette
Finantslovforslag skal behandles først i Folkethinget, men gaaer derefter, ligesom alle andre Lovforslag, til Landsthinget, og bliver kun
til Lov ved begge Thingenes og Kongens overeensstemmende Villie.
Naturligviis kan ingen Skat oppebæres, omend i Overeensstemmelse
med en gjældende Skattelov, forinden dens Opkrævning er bevilget
ved Finantsloven, ei heller tør nogen Udgift afholdes, der ikke har
Hjemmel i samme.

Forsaavidt nu Udkastet betegner den Tid, for hvilken Finantslovforslaget skal gjælde, som „det følgende Aar, “skal Udvalget,
uden nærmere at gaae ind paa en Undersøgelse af, hvorledes Udkastet
har forstaaet disse Ord, tillade sig at foreslaae, at de ombyttes med
Ordene „det følgende Finantsaar". Det vil nemlig saaledes
i sin Tid kunne afgjøres, hvorledes man vil ordne Budgetperioden;
om man skal holde sig til det borgerlige Aar, eller om man bør vælge
en anden Beregningsmaade — Noget, der er saa almindeligt i fremmede Stater, — vil for Øieblikket ikke være let at afgjøre.

Det er en Selvfølge, at hvis, efter den af en Minoritet ved
§ 23 gjorte Indstilling, Rigsdagen kun skulde sammentræde hvert

andet Aar, vilde, som allerede er forudsat, et toaarigt Finantsbudget være at forelægge istedetfor et aarligt.

Forsaavidt Udkastet fremdeles conseqvent har fastholdt Tokammersystemet ved Finantslovens Behandling, da har der i Udvalget
været ikke liden Meningsulighed om det Spørgsmaal, hvorvidt der i
denne Sags særegne Beskaffenhed var Grund til at foretrække dens
Behandling i den forenede Rigsdag.

Udvalgets Majoritet har, skjøndt ikke uden Tvivl, troet at
burde foretrække denne Behandlingsmaade, af Frygt for at Landsthinget
ellers ikke skulde kunne gjøre den Indflydelse gjældende, der retteligt
bør tilkomme det, og som Udkastet selv har villet, at det skulde udøve ved dette, som ved andre Lovforslags Behandling.

Det kan ikke miskjendes, at der er en væsentlig Forskjel mellem Finantsloven og alle andre Lovgivningsanliggender.
I disse kan Landsthinget ikke tage i Betænkning at følge sin
Overbeviisning og ganske forkaste Lovforslaget, dersom Folkethinget
viste sig aldeles uvilligt til en billig Udjævning af mulige Meningsuovereensstemmelser; thi den bestaaende Lovgivning vedbliver at gjælde;
det er kun Forventningen om den nye Lov, der glipper. Men denne
Udvei staaer kun i det alleryderste Tilsælde aabent for Landsthinget
ved Finantsloven. Vil Landsthinget ikke tilsidst sige ja, da gaaer
hele Statsstyrelsen i Staa. Her kan Landsthinget altsaa ikke nægte
sit Samtykke til det af Folkethinget voterede Budget, hvor fordærveligt dette end maatte forekomme det, medmindre Sagen er kommet
saavidt, at Landsthinget foretrækker et aabent Brud for en under
Legalitetens Form sig indsnigende Omvæltning.

Afsee vi altsaa fra saadanne synderlige og usandsynlige Tilfælde,
frygte vi for, at Resultatet af Udkastets Bestemmelse efterhaanden
vilde blive, at Landsthinget, om end i Begyndelsen ikke uden nogen
Misnøie, vænnede sig til at sige ja til Folkethingets Beslutning,
uden at det fik Leilighed til nogen selvstændig Prøvelse. Dette ansee
vi for lidet ønskeligt, og vi troe derfor, at man gjorde vel i at følge
den Vei, som er anvist ved Norges Exempel. Det er det norske
Storthing, der som saadant behandler Budgettet, medens Love altid
skulle behandles gjennem dets to forskjellige Afdelinger, Odelsthinget og
Lagthinget, om de end tilsidst kunne vedtages i Storthinget med qvalificeret Majoritet.

Udvalgets Majoritet erklærer sig altsaa for Finantslovens Behandling i den forenede Rigsdag. Den antager derhos, at denne
Behandling passende kunde forberedes ved et Udvalg, sammensat af
Folkethings- og Landsthingsmedlemmer. Der synes ingen Grund at
være til her at stille Landsthinget ringere end Folkethinget, og man
foreslaaer derfor, at hvert Thing udvælger lige mange Medlemmer
til dette samlede Udvalg. I Henhold til dette Udvalgs Betænkning
maatte da den forenede Rigsdag med simpel Stemmefleerhed afgjøre
Sagen.

Udvalgets Fleerhed indstiller altsaa (med 12 Stemmer mod
5), at der i Stedet for Ordene „Finantsforslaget behandles først i Folkethinget" sættes:
Finantsforslagets Behandling forberedes af et
samlet Udvalg, til hvilket hvert Thing udnævner
et lige Antal Medlemmer, hvorefter det foretages i
den forenede Rigsdag, som med Stemmefleerhed
tager Beslutning.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Neergaard,
Ussing) kan ikke tiltræde den af Udvalgets Fleertal foretagne Forandring af Grundlovsudkastets § 44, hvorefter Finantsforslaget ikke skulde
komme til Behandling i hvert af Thingene særskilt, men hvorefter
dets Behandling, efterat være forberedt af et samlet Udvalg, foretages af den forenede Rigsdag, som med Stemmefleerhed tager Beslutning.

(Fortsættes.)
Trykt og forlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.