Grundlov - bind 2 - Side: 20
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

20

1513 1514

c) er ude af Raadigheden over sit Bo;
d) ikke har havt fast Bopæl i eet Aar i den Valgkreds
eller den Stad, hvori han opholder sig paa den
Tid, Valget foregaaer.
§ 32.
Valgbar er med de i § 31, a, b og c nævnte Undtagelser, enhver uberygtet Mand, som har Indfødsret,
til Folkethinget, naar han har fyldt sit 25de Aar,
til Landsthinget, naar han har fyldt sit 40de Aar.
§ 33.
Valgene til Folkethinget foregaae i Valgkredse
paa omtrent 12000 Indvaanere. Enhver Valgkreds
vælger een blandt dem, der have stillet sig til Valg.

Valgene til Landsthinget foregaae stiftsviis.
Hver Vælger stemmer i sin Commune paa saa mange
Mænd, som skulle vælges for Valgkredsen, i hvilken
i det mindste ¾ af de Valgte skulle have havt fast Bopæl i
det sidste Aar før Valget. Omvalg finde Sted for
deres Vedkommende, der ved første Valg ikke have
opnaaet mere end Fjerdedelen af de afgivne Stemmer.
§ 34.
Antallet af Landsthingets Medlemmer skal stedse
være omtrent ½ af Antallet af Folkethingets Medlemmer.
§ 35.
Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 3 Aar.
Medlemmerne af Landsthinget vælges paa 8 Aar.
Halvdelen afgaaer hvert 4de Aar.
§ 36.
Medlemmerne af Folkethinget erholde et dagligt
Vederlag; Medlemmerne af Landsthinget derimod ikke.
§ 37.
Ved § 37 har Udvalget Intet kundet at bemærke.
§ 38.
Naar denne Paragraph bestemmer, at ingen Rigsdagsmand kan
fængsles eller tiltales under Rigsdagens Samling, medmindre det
Thing, hvortil han hører, dertil giver sit Samtykke, skal Udvalget
herved alene tillade sig to mindre væsentlige Forslag. Det ene gaaer
ud paa, at det udtrykkelig bliver fastsat, at en Rigsdagsmand under
Rigsdagens Samling ei heller uden vedkommende Things Samtykke
kan hæftes for Gjæld. Det andet tilsigter en Undtagelse fra Forbudet mod criminel Forfølgning for det Tilfælde, at en Rigsdagsmand
maatte gribes paa ferst Gjerning.

Man indstiller altsaa, at Paragraphen maatte affattes paa
følgende Maade:

„Ingen Rigsdagsmand kan under Rigsdagens Samling, uden at det Thing, hvortil han hører, dertil giver
sit Samtykke, heftes for Gjæld, ei heller fængsles eller
tiltales, medmindre han er greben paa fersk Gjerning.
§ 39.
I nærværende Paragraph, der udtaler Rigsdagsmændenes Uafhængighed, har Udvalget troet, at man kunde optage et Tillæg, der
fastsatte, at Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, ikke behøve
Regieringens Tilladelse til at modtage Valget. Vi antage vel ingenlunde, at herved siges Noget, som ikke fulgte af Udkastets hele
Aand, men vi have dog troet, at en udtrykkelig Tilkjendegivelse i saa
Henseende kunde være passende. Det bemærkes alene, at det dermed
naturligviis ikke er sagt, at Embedsmænd, der vælges til Rigsdagsmænd, herved skulde have erholdt nogen Ret til at fordre, at deres
Embede, forsaavidt Nogen i deres Sted maatte forordnes til dets midlertidige Bestyrelse, skulde besørges udført paa offentlig Regning.

Man foreslaaer altsaa følgende Tillæg:

„Embedsmænd, som vælges til Rigsdagsmænd, behøve

ikke Regjeringens Tilladelse til at modtage
Valget.

V.

Nærværende Afsnit indeholder deels en i det Enkelte gaaende Udvikling af Rigsdagens Myndighed, deels de mere formelle Bestemmelser om Rigsdagens indre Ordning; til den første Række af Bestemmelser henhøre §§ 40 til 46, til den sidste §§ 47 til 59.
§ 40.
Denne Paragraph hjemler hvert af Thingene Ret til at vedtage
eller forkaste Lovforslag. Hvert af Thingene har altsaa hvad man pleier
at kaldedet absolute Veto og Initiativet, Ret til ved sit Nei at
forhindre, at et Forslag bliver Lov, om end Kongen og det andet
Thing maatte ønske det, og Ret til at vedtage et Lovforslag i fuldftændigt udarbeidet Form, hvis videre Skjæbne da afhænger af det
andet Thing og af Kronen. Det Første er en naturlig Følge af det i
Udkastet antagne Tokammersystem, som netop ved Lovgivningsanliggender er af fortrinlig Betydning, det Sidster er en naturlig Følge
af ethvert udviklet constitutionelt System. Af disse Grunde maa
Udvalgets Fleerhed altsaa tiltræde Udkastet.

En Minoritet (Dahl) anseer det for hensigtsmæssigt, især dersom den ene Afdeling af Rigsdagen bliver sammensat meget forskjelliget fra
den anden og kommer til at indeholde væsentligt stabile Elementer, at der
optages en Paragraph af følgende Indhold:

Er et Lovforslag forkastet i det ene Thing, men
vedtaget i det andet, kan det sidste Thing, efter paany
at have behandlet Sagen, forlange, at det første ligeledes behandler den. Ere Thingene dog saaledes ikke
blevne enige, og det ene Thing forlanger det, træde
de sammen og tage Beslutning i Sagen med ⅔ Stemmer.

Denne Minoritet troer, at derved forenes flere af Fordelene ved
Eet- og Tokammersystemet, uden at man dog i nogen betydelig Grad
vil komme til at lide under det enes eller det andets Mangler.

En anden Minoritet (Christensen, Dahl, Jespersen)
formener, at der i dette Afsnit efter § 40 bør optages en Paragraph
saaledes:

Naar en Beslutning er vedtagen af Rigsdagen,
skal den forelægges Kongen. Billiger han den, bliver
den derved Lov; billiger han den ikke, meddeler han dette
til Rigsdagen, før den adskilles. Kongen kan forholde
sig paa samme Maade, om en følgende Rigsdag foreslaaer den samme Beslutning. Bliver Beslutningen
behandlet og uforandret vedtaget paa den 3die Rigsdag, bliver den derved Lov, uden at den behøver
at forelægges Kongen; dog udfordres dertil: 1) at
Beslutningen hver Gang er vedtagen mindst med ⅔ af
de afgivne Stemmer, enten i begge Afdelinger eller
paa den forenede Rigsdag; 2) at der til Folkethinget,
som uforandret har vedtaget Beslutningen, idetmindste
een Gang er foregaaet nye Valg, og 3) at der mellem
1ste og 3die Bedtagelse ikke er hengaaet længere Tid
end 5 Aar. Til Grundlovsforandringer ud fordres
altid Kongens Samtykke.

Ved en saadan Bestemmelse troer denne Minoritet, at det rette
Forhold imellem den lovgivende Forsamlings og Regentens Myndighed bliver tilveiebragt, og at, ligesom det paa den ene Side er saa
langt fra, at den kongelige Myndighed derved vif svækkes, at den
snarere vil styrkes, saaledes vil paa den anden Side Tilfredshed i
Folket og Kjærlighed til Statsforfatningen næres og vinde i Kraft,
naar det bliver klart, at den sande og rette Folkevillie dog tilsidst,
om end med Besvær, vil kunne gjøre sig gjældende, hvorved den hele
Udvikling i Statslivet, navnlig med Hensyn til vigtige og almeenønskelige Reformer, vil saae en roligere og sikkrere Gang end ved
Bestemmelsen i § 28.

Det følger af sig selv, at §§ 3 og 28 ved en saadan Paragraphs
Optagelse vilde behove nogen Omredaction.

Udvalgets Majoritet kan ikke tiltræde noget af disse Forslag.
Det bemærkes herved kun foreløbigt, at ligesom Udkastets § 54 inde