Grundlov - bind 2 - Side: 10
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

10

1493 1494
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 191.

To og tredssindstyvende (65de) Møde,
(Fortsættelse af Grundlovscovscomiteens Betænkning.)
IV.
De 7 første Paragrapher (30—36) i dette Afsnit indeholde Udkastets Repræsentationssystem. Efter dette System skal Rigsdagen
bestaae af to Thing, Folkethinget og Landsthinget, som ikkun undtagelsesviis ifølge særegen Hjemmel (§§ 4, 9, 14) træde sammen.
Begge Thing, af hvilke Folkethinget omtrent skal være tre Gange saa
talrigt som Landsthinget, skulle fremgaae ved umiddelbare Valg af Folket. Begge vælges af de samme Vælegere; Valgret er nemlig tillagt
enhver uberygtet trediveaarig Mand, som har Indfødsret, medmindre han
enten uden at have egen Huusstand staaer i privat Tjenesteforhold,
eller nyder, eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet, som ikke
er enten eftergivet eller tilbagebetalt, eller er ude af Raadighed over
sit Bo, eller ikke har havt fast Bovæl i eet Aar i det Valgdistrikt,
eller den stad, hvori han opholder sig paa den Tid, Valget foregaaer. Begge Things Udspring skal altsaa efter Udkastet være det
amme.

Derimod har udkastet særegne Bestemmelser for hvert Thing med
Hensyn til Valgmaaden, Valgbarheden, Tiden, for hvilken Valget
skeer, og Spørgsmaalet om, hvorvidt dagligt Vederlag skal tilkomme
Rigsdagsmændene.

Medens Folkethingsvalgene skulle foregaae efter Distrikter
paa omtrent 12, 000 Indvaanere iblant dem, der have stillet
sig til Valg, skulle Landsthingsvalgene foregaae amtsviis
(for Hovedstadens Vedkommende naturligviis særskilt) ved Afstemning i Communerne, saaledes at Omvalg finde Sted for deres
Vedkommende, der ikke ved første Valg have opnaaet mere end
Halvdelen af de afgivne Stemmer.

Medens dernæst enhver uberygtet fuldmyndig Mand kan vælges til
Folkethinget, medmindre han uden at have egen Huusstand staaer i
privat Tjenesteforhold, eller nyder eller har nydt Understøttelse af
Fattigvæsenet, som ikke enten er eftergivet eller tilbagebetalt, eller er
ude af Raadighed over sit Bo, saa fordres ved Landsthingsvalg,
deels at den Paagjældende har fyldt 40 Aars Alderen, deels at
hand det fidste Aar før Valget har havt fast Bopæl i den Valgkreds, hvor han vælges.

Medens fremdeles Medlemmerne af Folkethinget vælges paa 4
Aar, vælges Landsthingsmedlemmerne paa 8 Aar.

Endelig enhold Medlemmerne af Folkethinget et dagligt Vederlag, Landthingsmedlemmerne derimod ikke.

Repræsentationssystemet danner Hovedhjørnestenen i enhver fri
Statsforfatning. Advalget har derfor gjentagne Gange fortrinsviis gjort dette Afsnit til Gjenstand for den omhyggeligste Overveielse; men det maa desto mere beklage, at det ikke har kunnet forene
sig om nogen fælles Indstilling. Udvalget maa saaledes med Hensyn til disse Paragrapher (30—36) indskrænke sig til at forelægge Forsamlingen de Meningsyttringer, som de forskjellige Minoriteter hver for sig have fundet Anledning til at fremsætte.

1st Minoritet.

Undertegnede Christensen, Gleerup og Jacobsen kunne ikke
overbevise os om, at Folkerepræsentationens Adskillelse i tvende Kamre

eller Thing er enten i sig selv naturlig eller for vore Fohold hensigtsmæssig. Med Hensyn til vort Fædrelands indre og ydre Stilling maae vi formene, at en jevn og ligelig, men ogsaa kraftig
fremadsk ridende Udvikling af Folket og det politiske Folkeliv
betinger vor Fremtid, og vi troe, at vor nye Statsforfatning kun
da vil kunne sikkre os en saadan Udvikling, naar den er, og af Folket i det Hele anerkjendes at være bygget paa en Repræsentation,
der i Form og Indhold er et tro Udtryk af den sande Folkefornuft
og Folkevillie til enhver given Tidsperiode. Vi formene derhos, at
hos os kun den Regjering, der er fremgaaet af eller støttet ved en
saadan Repræsentation, vil, navnlig i Tider, saa bevægede og farefulde, som vore, kunne være i Bes$$ddelse af den Kraft og Tillid, der
er Betingelsen for den gode Statsstyrelse. Vi antage derfor, at Folkets Repræsentation bør være en Eenhed, som Folket selv, og en
konstig tilstedebragt Forskjellighed eller Deling af Repræsentationen,
hvad enten denne begrundes ved særegne Betingelser for visse Repræsentanter eller et vist Antal Repræsentantvalg, eller i Adskillelsen af
de valgte Repræsentanter i tvende særskilt forhandlende og besluttende
Forsamlinger, eller i begge Dele, maae vi ansee for unaturlig og
uhensigtsmæssig. Efter det danske Folks forholdsvise, temmelig ligelige og gjennemgaaende demokratiske Udvikling maa Staten og Statsstyrelsen dog væsentlig støtte sig til Folkets Masse eller Almuen.
Denne Almue er vistnok sund, kraftig, velvillende og besindig, men
den er tillige, som en naturlig Følge af de forløbne Tiders Haardhed og Uret, mistænkelig; den kan kun vindes og ledes af Staten
igjennem Ærlighed og Uforbeholdenhed. En konstlet Repræsentation,
eller en Indretning ved den, der endog blot tilsyneladende kunde gjøre
det tvivlsomt, om den virkelig var det naturlige, simple og sande Udtryk af Folket og Folkevillien, vilde derfor efter vor Overbeviisning
ikke kunne fyldestgjøre de Fordringer, Folket og Fyrsten maae stille til
den nye Forsatning. Det forekommer os derhos, at det Hensyn, som
især i et mindre Land skyldes god Dekonomi saavel med Mennesker,
som med Penge, ikke lidet taler imod den Forøgelse af Folkerepræsentanternes Antal, som de konstlede Repræsentationsystemer og
navnlig Tokammerindretningen ikke vel kunne undagaae at medføre.
Vi tilstaae endvidere, at vi ikke kunne dele den Betænkelighed mod
Eetkammersystemet, som saa Mange hente fra Hensynet til den formeentlig større Sandsynlighed under dette for overilede og mindre vel
overveiede Beslutninger, og det forekommer os, at den Erfaring, man
hertillands allerede har kunnet gjøre, maa berolige ikke lidet i denne
Henseende. Hensigtsmæssige Bestemmelser i Forretningsordenen, der,
forsaavidt det antages fornødent, endog kunde optages og i Regjeringens Udkast ere optagne i selve Forfatningsloven, vilde uden Tvivl
tilstrækkelig værne mod Faren i denne Retning, medens den Langsomhed og Besindighed, der fra alle Sider erkjendes at være et Grundtræk i vor Folkecharakteer, maaskee endog kunde indeholde nogen Opfordring til ikke ved en Deling af Repræsentationen i tvende Kamre med
Konst yderligere at vidtløftiggjøre og forlænge Forhandlingsbevægelsen.

Ere begge Kamre endelig et nogenlunde tro Udtryk af det hele
Folk, forekommer det os, at det ene vilde være en Overflødighed,
hvormed man dog ikke tør bebyrde et mindre Lands Statsmaskineri,
og maatte et af Kamrene derimod ikke saameget være et Udtryk af
Folket i dets Heelhed, som af enkelte Stænder eller Interesser, vilde
det efter vor Formening fra det Øieblik, det virkelig afgav en Modvægt eller Modstand mod det egentlige Folkekammer, være en