Grundlov - bind 2 - Side: 9
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

9

1491 1492

udsætte den ordentlige Rigsdags Møder, og det kunde da
maaskee tilføies for større Nøiagtigheds Skyld: „paa bestemt Tid".
§ 26.
Ved denne Paragraph tillader man sig at foreslaae en lignende
Ombytning af Ordene „andet hæves" med „andet Things
Møder udsættes".

Naar dernæst Paragraphens Slutning for det Tilfælde, at begge
Thingene eller eet af dem er opløst, bestemmer, at Rigsdagen atter
skal samles inden to Maaneders Forløb efter Opløsningen, da har
Udvalgets Fleerhed fundet denne Bestemmelse fyldestgjørende.

En Minoritet (Dahl, David, Jespersen, Larsen, Ussing) har anseet det for rettest, at selve det Decret, der opløser Thingene,
i sit øvrige Indhold giver Garanti for, at det any Thing eller Thingene blive sammenkaldte inden den grundlosmæssig bestemte Tid,
hvilket vil kunne skee derved, at Oplosningsbrevet anordner nye Valg
inden en vis Tid og sammenkalder Rigsdagen inden 2 Maaneder.
Ligesom man nemlig anseer en saadan Garanti for svarende til Forholdets Natur og at staae i Harmoni med de Garantier, der forøvrigt opstilles i Grundloven, hvsorfor en Bestemmelse af den Natur
ogsaa findes i andre Landes Grundlove, f. Ex. den Belgiske, saaleds
formenes det og, at den samtidige Udskrivning af nye Valg og Indkaldelsen til den nye Rigsdag vil virke beroligende paa Folkestemningen i det Øieblik, et saa vigtigt Skridt fra Regjeringens Side foretages, som det at opløse Rigsdagen. Den indstiller altsaa følgende
Tillæg:

Opløsningsbrevet anordner nye Valg i Løbet af
40 Dage og sammenkalder Rigsdagen inden to Maane*
der efter Opløsningen.
§ 27.
Ved § 27 foreslaaer Udvalget at Ordene „er berettiget"
ombyttes med „kan". Det synes nemlig mindre passende udtykkelig
at fremhæve som en Ret, at kongen kan lade forelægge Rigsdagen
Lovforslag.
§ 28.
§ 28 bestemmer, at, naar kongen har givet sit Samtykke til en
Lov, befaler han dens Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens
Fuldbyrdelse. Nogle af Udvalgets Medlemmer have meent, at denne
Paragraph nærmest indeholdt den egentlige Udtalelse af kongens absolute Veto, og have da fundet, at Udtalelsen af en saa vigtig Ret
for Kongen burde skee paa en mere ligefrem og iøinefaldende Maade.
Andre have vel troet, at Reglen om Kongens Andeel i den lovgivende Magt allerede var udtalt med tilstrækkelig Utvetydighed i § 3,
saa at der ikke var nogen egentlig Nødvendighed for her paany at
udtale den; men da en saadan bestemtere Udtalelse ikke kan skade,
har Udvalget (jfr. § 3) forenet sig om at foreslaae følgende Affattelse:

Kongens Samtykke udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. kongen befaler Lovens
Bekjendtgjørelse og drager Omsorg for dens Fuldbyrdelse.

Til denne Bestemmelse om Kongens Ret og Pligt, at drage Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, har Udvalget meent, at det kunde være
rigtigt at føie en udtrykkelig Bestemmelse om, hvorvidt Kongen kan

undtage Nogen fra Lovens almindelige Bud. Vor nuværende Ret er
gjennemsævet af et vidtforgrenet Bevsillingsvæsen, der ofte har sin
Rod i udtrykkelige Love, men ofte ogsaa har maattet søge sin Hjemmel, om ikke umiddelbart i Kongens absolute Souverainitet, saa dog
i vedtagne Regjeringsgrundsætninger. Det er umuligt ved en enkelt
Grundlovsbestemmelse at bortskære den hele Brug af Bevillingsmyndigheden, uden hvilken Mangen forgjæves vilde søge sin Ret. Indtil videre
maae altsaa de Bevillinger, der have Hjemmel i den gjældende Ret,
fremdeles kunne meddeles, forsaavidt de ikke i et eller andet enkelt
Forhold bortfalde paa Grund af een eller anden udtrykkelig Grundlovsbestemmelse. Men hvad der er gjørligt og hvad der udentvivl og
bør gjøres, det er ved fremtidige Lovgivningsarbeider at tage i særlig
Overveielse, hvorvidt der bør indrømmes Regjeringen en begrændset
Adgang til at gjøre Undtagelser fra Lovens almindelige Bydende, og
kun forsaavidt Saadant udtrykkelig hjemles, bør denne Myndighed
tilkomme Regjeringen. Denne constitutionelle Regel kunde formeentlig
stadfæstes ved følgende Tillæg til Paragraphen:

Han kan da ikke undtage Rogen fra dens Bud, medmindre dette har Hiemmel i Loven selv.

Paa dette Sted tillader Udvalget sig at henlede Forsamlingens Opmærksomhed paa det Spørgsmaal, om Grundloven ikke bør
indeholde en Regel med Hensyn til provisoriske eller foreløbige
Love. Udvalget har troet, at det var rigtigst at optage en Bestemmelse, der erkjendte Kongens Ret til saadanne Loves Udstedelse men
tilføiede de nødvendige nærmere Betingelser, saasom at en foreløbig
Lov kun kunde udstedes i særdeles paatrængende Tilfælde, og naar
Rigsdagen ikke var samlet; at den foreløbige Lov fremdeles ikke
maatte stride mod Grundloven, og at den altid maatte forelægges den
umiddelbart følgende Rigsdag, uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt.

Man foreslaaer derfor en Tillægsparagraph (28, b) saalydende:

I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen,
naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love,
der dog ikke maae stride mod Grundloven, og altid bør
forelægges den følgende Rigsdag.
§ 29.
Denne Paragraph har ikke givet Udvalget Anlednig til noget Forslag. Det bemærkes blot, at Spørgsmaalet om Abolition
synes at høre hjemme i den almindelige Criminalproceslovgivning.
Udvalget har i det Mindste ikke fundet sig opfordret til at anbefale,
at en almindelig Abolitionsret (Ret til at nedslaae en begyndt Justitssag) ved Grundloven blev tillagt Kongen.

Derimod tillader man sig at foreslaae en Tillægsparagraph
(29, b) af følgende Indhold:

Kongen har Ret til at lade slaae Mynt i Henhold
til Loven.

Den hele Myntningsrets Udøvelse er saa vigtig, at man har
anseet det hensigtsmæssigt, at Grundloven udtalte, at det var Regjeringen, der lod Mynten slaae i Henhold til de Bestemmelser om
Myntfod, Myntpræget o. s. v., som Loven indeholdt.

(Fortsættes.)
Trykt og sorlagt af Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno.