Grundlov - bind 2 - Side: 7
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

7

1487 1488

hvis Indhøld ei bør være foregrebet ved en saadan Bestemmelse, som
den i Udkastet. Minoriteten indstiller derfor, at Paragraphen (under
Forbehold af Ministeransvarlighedens nærmere Ordning ved Lov)
affattes paa følgende Maade: Ministrene kunne tiltales
for Embedsforseelser. Folkethinget anklager, Rigsretten dømmer.

Udvalgets Fleerhed (med 12 mod 2 Stemmer) slutter sig
til Udkastets Bestemmelse. Den er vel enig i, at Ansvarligheden nærmere gjennemføres ved Lov (hvilket vil blive udtalt ved den følgende
Paragraph), men man anseer det for passende, at Grundlaget angives i Forfatningen, og man skjønner ikke rettere, end at det rette
Grundlag er givet i Udkastets § 19. Naar Ministrene kunne drages
til Ansvar for de i deres Embede begaaede Forbrydelser og for enhver
for Staten aabenbart skadelig Færd, saa vil Folkethinget ikke være
udelukket fra at reise Anklage i alle de Tilfælde, hvor det maatte
være tjenligt; for Anklagens Mulighed behøves ingen videre Garanti; for Paadømmelsens constitutionelle Retfærdighed maa Betrygbelsen søges i Rigsrettens Sammensætning.
§ 20.
Naar denne Paragraph bestemmer, at Statsforretningerne
fordeles efter Kongens Bestemmelse mellem Ministrene, da
har Udvalget ikke kunnet tiltræde denne Regel. Man anseer en fast
Fordeling af Statsforretningerne for saa vigtig, at den bør skee ved
Lov.

Denne Lov maatte da i det Hele ordne de enkelte Ministerier,
og det hele Ministerraads Forhold; den maatte bestemme, hvorvidt der
kunde være Ministre uden Portefeuille (hvilket man ikke har troet,
at Grundloven burde forbyde) og i alt Fald hvor mange; den kunde
endelig indeholde de nærmere Bestemmelser om Ansvarligheden.

I Henhold hertil foreslaaes en ny; Affattelse af Paragraphen,
hvorved blot endnu bemærkes, at man her som paa flere andre
Steder har ombyttet Ordet „Statsraad" med „Ministerraad", fordi
Ordet Statsraad naturligt forbeholdes for det Tilfælde, at man i
Danmark vilde indføre en Indretning, der svarede til de større Statsraad, som kjendes i adskillige fremmede Lande f. Er. Frankrig.

Paragraphen skulde altsaa hedde:

Ministrene i Forening udgjøre Ministerraadet,
hvori Forsædet føres af den, som af Kongen er udnævnt
til Premierminister. Alle Lovforslag og vigtigere
Regjeringsforanstaltninger forelægges Ministerraadet. Dettes Ordning, saavelsom Statsforretningernes Fordeling mellem Ministerierne, samt Ministeransvarligheden bestemmes ved Lov.
§ 21.
Ved den første Deel af denne Paragraph, der handler om
Embedernes Besættelse, har Udvalget ikke kundet Grund til at
foreslaae nogen Forandring. Bestemmelsen vedligeholder den nuværende Tingenes Orden, men giver ikke Kongens nærværende Besættelsesret en saadan Hævd, at Forandringer jo kunne skee ved
Lov. Det er iøvrigt en Selvfølge, at da Paragraphen kun
taler om hvem der har Myndighed til at besætte Embederne, er der
aldeles ingen Forandring gjort i de Regler, som gjælde med Hensyn
til de Betingelser, der kræves til visse Embeder o. s. v.

Mere Tvivl har der i Udvalget været reist om de to følgende
Afsnit af Paragraphen, der handle om Kongens Ret til at afskedige
og forflytte Embedsmænd. Udvalgets Fleerhed har dog ikke troet
at burde tilraade nogen væsentlig Forandring i Udkastets Grundtanke.
Man har troet, at Hovedreglen maatte være den, at Kongen
kunde afskedige og forflytte Embedsmænd; hvorhos man dog burde søge
at vinde den Betryggelse mod vilkaarlig og partisk Benyttelse af
denne Ret, som kunde forenes med Hovedreglens Opretholdelse, ligesom der ikke syntes at være Noget til Hinder for, at Undtagelser
kunde vedtages ad Lovgivningsveien, og det saameget mindre, som
Grundloven selv allerede har seet sig nødsaget til at gjøre en Undtagelse paa et andet Sted med Hensyn til Dommere.

Hvad saaledes Kongens Afskedigelsesret angaaer, da antage vi,
at den kun skulde udøves efter Ministerraadets Indstilling.
Naar en Minister har gode Grunde til at andrage paa en under

hans Birkek$$ds hørende Embedsmands Afskedigelse, ville hans Colleger ikke fraraade et saadant Skridt, men den enkelte Minister, vil
betænke sig paa at forelægge Sagen for de andre Ministre, dersom
Afskedigelsen ikke var tilstrækkelig begrundet.

Men om end en Afsked gives af Kongen efter Ministeriets Indstilling, bør Embedsmanden dog efter vor, som efter Udkastets Mening, have $$dgang til Pension efter de nærmere Regler, der fastsættes ved Lov Da Udkastets Ord imidlertid maaskee kunde forstaaes, som om
hver enkelt afskediget Embedsmands Pension vilde blive fastsat ved
en særlig Lov (jfr. Udkastets § 46), men dette-næppe har været tilsigtel
og i alt Fald ikke synes hensigtsmæssigt, saa troe vi, at det i Stedet for „disses Berettigelse til Pension vil blive bestemt
ved Lov" kunde hedde: „disses Pension fastsættes i Overeensstemmelse med Pensionsloven."

Hvad Forflytningsretten angaaer, har Udvalgets Fleerhed
ikke troet at burde foreslaae nogen yderligere almindelig Begrændsning,
end den, som Udkastet upaatvivlelig indeholder, nemlig at de forflyttede Embedsmænd ikke maae tabe i Embeds-Indtægter.

Derimod har Fleerheden troet, at der vel kunde være Grund til
at udtale, at Undtagelser fra Afskedigelses- og Forflyttelsesretten
skulde kunne fastsættes ved Lov for visse Klasser af Embedsmænd.
Grundlovsudkastet har selv i § 62 i ligefrem Strid med nærværende
Paragraph fastsat, at Dommere ikke kunne afsættes uden ved Dom,
ei heller forflyttes mod deres Ønske. Denne enkelte Undtagelse var
det vistnok aldeles nødvendigt allerede i Grundloven at udtale; men
naar f. Er. en Lov om Domstolenes Ordning skal gives, synes det ikke at
burde være afskaaret, at ogsaa andre til Retten hørende Personer,
saasom Skrivere, erklæres for uafsættelige, eller at Sagførere, dersom
de fremdeles skulle betragtes som kongelige Embedsmænd, have
samme Sikkerhed. Det sees fremdeles ikke, hvorfor det ikke f. Er. ved
en Ordning af Folkekirken skulde staae aabent at træffe saadanne Bestemmelser, at det ikke længere var nødvendigt at give Kongen Ret
til uden nogen selvstændig judiciel eller Disciplinær Myndigheds Mellemkomst at afskedige en Præst o. s. v.

Udvalgets Fleerhed (med 10 mod 5 Stemmer) foreslaaer derfor følgende Affattlse af Reglerne om Afsked og Forflyttelse: Kongen kan efter Ministerraadets Indstilling afskedige
de af ham ansatte Embedsmænd. Disses Pension fastsættes i Overeenstemmelse med Pensionsloven. Kongen kan forflytte Embedsmænd uden deres Samtykke,
dog saaledes at de ikke derved tabe i Embeds-Indtægter.

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd
(foruden den i § 62 [63 d] fastsatte) bestemmes ved
Lov.

En Minoritet (Dahl, Jespersen, Schurmann) har ikke
fundet sig fyldestgjort ved det Værn, der saaledes er opstillet mod Vilkaarlighed ved Brug af Afskedigelsesretten. De frygte, at Folkefriheden skal
lide under Embedsmændenes Afsættelighed, og de ville derfor foreslaae, at det af Udvalgets Fleerhed stillede Forslag vendes om, saa
at Embedsmændene i Reglen ikke kunde afskediges, hvorimodd de særlige Undtagelser, som Statsadministrationens Tarv gjorde nødvendige,
kunde hjemles ved udtrykkelig Lov. Denne Minoritet indstiller altsaa
følgende Forslag: Det bestemmes ved Lov, hvilke Klasser
af Embedsmænd der kunne afskediges uden Dom.
En anden Minoritet (Gleerup og Hansen) har vel ikke
Noget at erindre imod, at der ved Lov kan gjøres Undtagelser fra Forflytteligheden for visse Klasser af Embedsmænd, men den kan ikke bifalde, at denne Undtagelse ogsaa skulde kunne gjøres for Afskedigelsesretten, da Embedsmændene maae finde en Betryggelse imod denne
Rets Misbrug, deels i den foreslaaede Bestemmelse om, at den kun
skal kunne udøves efter Ministeriets Indstilling, deels i Pensionsloven. Den indstiller derfor, at der alene til den tredie Sætning om
Forflyttelsesretten føies:

Undtagelser for visse Klasser af Embedsmænd kunne
fastsættes ved Lov.
§ 22.
Udvalget har troet, at den til Grund for Paragraphens sidste