Grundlov - bind 2 - Side: 6
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

6

1485 1486
1849 Beretning om Forhandlingerne paa Rigsdagen. No. 190.
To og tredssindstyvende (65de) Møde.
(Fortsættlse af Grundlovscomiteens Betænkning.)

§ 14. Er Thronfølgeren eller Regenten fraværende, bestemmer den forenede Rigsdag, inden hvilken
Tid han har at vende tilbage. Er Thronføgeren umyndig, uden at Regent og Formynderskab er bestemt, udnævner den forenede Rigsdag Regenten og beskikker
Formynderskabet. Er der ingen Thronfølger, udnævner den forenede Rigsdag en Konge og fastsætter den
fremtidige Arvefølge.
§§ 15 og 16.
Ved Udkastets § 15 tillader man sig at foreslaae det Tillæg,
at „Civillisten ikke kan behæftes med Gjæld." Dette ligger vistnok ganske i Forholkdets Natur, thi her er kun Talen om de
aarlige Indtægter, der tillægges Kongen, eller om de Statseiendele,
hvis Brug skal tilkomme ham, og om hvis Pantsættelse eller Afhændelse der saaledes ikke kan være Tale; men en bestemt Udtalelse
af denne Regel vil dog maaskee ikke findes urigtig.

Den Anmærkning, der i Udkastet findes ved nærværende
Paragraph, skal naturligviis ikke gaae over i Grundloven. Det er
kun til Rigsforsamlingens Efterretning sagt, at der om vor nuregjerende Konges Civilliste vil blive meddeelt Rigsforsamlingen en allerhøieste
Bestemmelse. Det maa, naar denne Meddelelse er Skeet, staae til
Rigsforsamlingen, at tage den i fornøden Overveielse; Grundlovsudvalget har i den Anledning intet Kald til at udtale sig.

Medens der saaledes i Grundloven kun er optaget en Regel for
Civillistens fastsættelse med Hensyn til fremtidige Konger, viser § 16
derimod, at der for Medlemmerne af det kongelige Huus strax kan
bestemmes Apanager ved Løv. Dette maa Udvalget ansee for aldeles
rigtigt. Det staaer altsaa til Kongen og Rigsdagen i sædvanlig Lovs
Form at fastsætte, hvilke Medlemmer af Kongehuset skulle have Apanager, og hvor store disse skulle være. Udvalget maa ligeledes ganske
tiltræde den Bestemmelse, at Apanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke
kunne nydes udenfor Landet; man foreslaaer alene, at der i Stedet for
„Landet" sættes „Riget", da dette Udtryk udentvivl bestemtere betegner
Udkastets Tanke, nemlig det Rige, for hvilket Grundloven gjælde. Forsaavidt der derhos tilføies en Undtagelse for det Tilfælde, at alt bestaaende Contracter hjemle en modsat Ret, da kan man naturligviis
ikke andet end ville, at de bestaaende Contracter skulle holdes i Hævd;
men denne Undtagelse, der alene knytter sig til de nuværende øieblikkelige Forhold, synes mindre at have sin Plads i Grundloven, end i de
transitoriske Bestemmelser, der udentvivl, som alt bemærket, om forskjellige
Forhold maae gives samtidigt med Grundlovens Forkyndelse. Man
overseer ikke, at lignende Undtagelser kunne ogsaa i Fremtiden hjemles ved Contracter; men vi troe med Udkastets Forfattere, at Grundloven ikke behøver at tage særligt Hensyn til Fremtiden, thi den Lov,
der hjemler Apanagen, vil kunne indeholde det fornødne Samtykke,
naar Rigsdagen dertil maatte finde tilstrækkellg Hjemmel.

Man har i Udvalget reist det Spørgsmaal, om der ikke Grundloven, ligesom Tilfældet for Tiden er i Kongeloven, burde findes Bestemmelser om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold, og
om det ikke i alt Fald, selv om man ikke ansaae positive Grundlovsbestemmelser herom for nødvendige, burde antydes, at dette Forhold
skulde ordnes ved en huuslov. Udvalget har imidlertid troet for

Øieblikket at burde opsætte en Meningsyttring herom, idet man nemlig først efter at have gjennemgaaet hele Udkastet ansaae det rigtigt
at behandle Spørgsmaalet om den Form, hvori Kongelovens Ophævelse burde udtales, til hvilket Spørgsmaal da naturligt knytter sig
det andet, om der uanseet Grundlovens nye Bud stod enkelte Kongelovsbestemmelser tilbage, som ikke ganske kunde undværes, uagtet den
i Almindelighed ophævedes.
III.
§ 17.
I denne Paragraph, der skal udtale Kongens constitutionelle
Ansvarsfrihed og hans Persons Hellighed og Ukrænkelighed,
har, Udvalget troet, at et Tillæg om Ministrenes almindelige Ansvarlighed for Statsstyrelsen naturligt fandt sin Plads. Man foreslaaer
derfor, at der til Paragraphen føies følgende Sætning:

„Ministrene ere ansvarlige for Regjeringens Førelse."
§ 18.
En Minoritet (Dahl, Jespersen, Larsen, Ussing)
foreslaaer, at Udtrykkene, „giver disse" denne Paragraph ombyttes
med Ordene „har kun". Det maa nemlig antages at være Paragraphens Mening, at Kongens Underskrift under de Lovgivningen
og Regjeringen vedkommende Beslutninger ikkun da giver disse Gyldighed, naar er ledsaget af en Ministers Underskrift, men
denne Regel om Contrasignaturens Nødvendighed, der udgjør en af
de constitutionelle Hovedsætninger, bør formeentlig udtrykkes i en mere
bestemt Form. Den anden Sætning i Paragraphen foreslaaes derfor
affattet saaledes:

Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regjeringen vedkommende Beslutninger har kun Gyldighed, naar den er ledsaget af en Ministers Underskrift.

Udvalgets Fleerhed (med 7 mod 6 Stemmer) har dog ikke
fundet, at Paragraphens Affattelse efterlod nogen skjellig Grund til
Tvivl.

Med Hensyn til den sidste Sætning i Paragraphen: „den
Minister, som har underskrevet, eransvarlig for Beslutningen", tillader Udvalget sig den Bemærkning, at den heelt vel hævder
sin Plads ved Siden det tillæg, man har foreslaaet til § 17. Dette Tillæg udtaler den almindelige Grundregel om Ministrenes Ansvarlighed for
deres hele politiske Færd; den sidste Sætning i § 18 viser, hvilken
Minister eller (hvis Flere have underskrevet) hvilke Ministre man
nærmest skal holde sig til for en enkelt Beslutning, hvorved det aldeles ikke er udelukket, at en nærmere Undersøgelse kan vise, at Ansvaret kan falde paa flere.
§ 19.
En Minoritet (Dahl og Jespersen) har fundet, at
denne Paragraph paa en for skarp Maade begrændsede de Tilfælde,
i hvilke Ministrene kunne drages til Ansvar for Rigsretten, og at derved
kunde udelukkes visse Tilfælde, navnligen maaskee det, hvori Embedsforseelsen bestaaer i Undladelse af en vis Virksomhed. Det formenes
derfor rettest at udtrykke Begrebet ved mere almindelige Udtryk, saasom „Embedsforseelser", hvorefter Folkethinget og Rigsretten i hvert
enkelt mødende Tilfælde har den fornødne Frihed til at beslutte
Anklage og at afgjøre, om denne er grundet eller ikke. Man maa
saa meget mere finde det rigtigt at bruge almindelige Udtryk, som
Ministeransvarligheden i det Hele nærmere bør ordnes ved Lov,