Grundlov - bind 2 - Side: 5
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

5

1483 1484

En Minoritet (Bruun, David, Hansen, Larsen, Schurmann, Ussing) foreslaaer istedetfor Udkastets Edsformular: at
optage den hidtil almindelige Form: „Jeg lover og sværger,. . . . . . . . . . . . saa sandt hjælpe mig Gud
og hans hellige Ord".

Udvalgets Fleerhed (med 9 mod 7 Stemmer) har ikke
fundet tilstrækkelig Grund til at fravige Udkastet.

Udkastet har tilladt Thronfølgeren at aflægge Eden paa
Grundloven, naar han har fyldt sit 18de Aar, uden dog at befale
ham det. Udvalget overseer ikke, at det kunde have sine Ulemper
ubetinget at befale Saadant, og at det dog, for at undgaae Interregna, kan være hensigtsmæssigt at tillade, at Eden kan aflægges
af Thronfølgeren. Men i saa Fald anseer man det dog for naturligt, at denne Eed stadfæstes af Kongen, efterat han har tiltraadt
Regjeringen. Vi tænke os ikke herved en Gjentagelse af Eden,
men en høitidelig Bekræftelse i den forenede Rigsdag. Vi foreslaae altsaa ved Paragraphens Slutning det Tillæg: „men bør
da stadfæstes af ham for den første Rigsdag efter Regjeringens Tiltrædelse.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann
og Ussing) foreslaaer — for saavidt muligt at forebygge den Mislighed,
at Landelt ved et Thronskifte udsættes for i nogen Tid at være uden
regjerende Konge — at der istedetfor Paragraphens Hovedindhold sættes følgende Bestemmelse:

Forinden Kongen tiltræder Regjeringen, aflægger
han i den forenede Rigsdag følgende Eed:
„Er Rigsdagen ikke samlet ved Thronskiftet, nedlægges Eden skriftlig i Ministerraadet, og gjentages
siden for den forenede Rigsdag."
Udvalgets Fleerhed (med 11 mod 5 Stemmer) anseer ikke en
saadan Bestemmelse fornøden.

En Minoritet (David, Hansen, Larsen, Schurmann)
antager, at det i Grundloven bør udtales, at Kongen krones, da det
efter deres Formening er passende og stemmende med Folkets Tænkemaade, at selve Grundloven indeholder, at Kongen indvies til sit
store Kald ved en kirkelig Handling, som iøvrigt ikke forudsættes ledsaget med bekostelige Ceremonier, men kan anordnes af Kongen, som
han selv finder det passende, paa samme Maade som er fastsat i den
norske Grundlov. Den indstiller derfor, at der tilføies en Paragraph
saalydende:

„Kongens Kroning skeer, efter at han er bleven myndig, i Landets Hovedkirke med de Ceremonier, han
selv fastsætter."

Udvalgets Fleerhed (med 12 Stemmer mod 4) har ikke anseet
det nødvendigt, at Grundloven om dette Punkt udtalte nogen Forskrift.
§ 9.
Denne Paragraph indeholder en Forklaring „om den forenede Rigsdag", som naturligst hører hjemme i et følgende
Afsnit. Det maatte maaskee og heller hedde „erkjender" end „anerkjender". Man foreslaaer derfor følgende Redaction af anden Sætning: Naar da den forenede Rigsdag . . . . erkjender.

For det heromhandlede Tilfælde, at Kongen bliver ude af Stand
til at regjere, fastsætter Paragraphen alene Udnæsnelse af en Regent, medens den følgende Paragraph, der omhandler det samme
Forhold med Hensyn til Thronfølgeren, tillige fastsætter, at der skal anordnes et Formynderskab. Saadant synes og at Kunne blivefornødent, naar det er Kongen, der bliver ude af Stand til at regjere, og man skjønner ikke rettere, end at det er Rigsdagen, der i
saa Fald ogsaa maa anordne Formynderskabet. Ved Paragraphens
Slutning foreslaaer man derfor følgende Tillæg: „og anordner,
om fornødent gjøres, et Formynderskab".

Ved §§ 10 og 11 har Udvakget Intet fundet at erindre; man
tillader sig kun at fremhave, at da Regenten skal aflægge den for

Kongen foreskrevne Eed, synes han ikke at kunne tiltræde Regjeringen, før han i den forenede Rigsdag har aflagt Eden paa Grundloven. Idetmindste sees det ikke, at der er nogen Hjemmel i Grundlovsudkastet for at lade Regenten aflægge Eden forud, hvilket vel heller
ikke i sig vilde være hensigtsmæssigt; det er klart, at der ikke kan hentes
nogen bindende Analogi fra den Thronfølgeren udtrykkeligt givne Ret.
§§ 12—14.
Udkastets § 12 fastsætter, at Rigsdagen sammentræder uden
Sammenkaldelse, naar Kongen er død, og enten Thronfølgeren er fraværende, eller han, skjøndt myndig, ikke har aflagt Eed
paa Grundloven (ifr. § 8) eller han er umyndig uden at Regenten er udnævnt og har aflagt Eed, eller uden at Formynderskabet er
ordnet, eller der ingen Thronfølger er. I alle disse Tilfælde skal
Statsraadet i Mellemtiden føre Regjeringen.

Foreløbigt bemærkes, at den Forudsætning, at Rigsdagens Sammentræden kan blive overflødig, uanseet Thronfølgerens Umyndighed,
fordi der er udnævnt en Regent, som alt har aflagt Eed,
enten maa være urigtig (saafremt ellers vor Bemærkning med Hensyn
til § 11 er grundet) eller maa gaae ud fra den Forudsætning, der kun
i yderst sjeldne Tilfælde vil være tilstede, at Regenten i Egenskab af
Thronfølger har aflagt Eden. Det sees heller ikke, hvorledes den
Omstændighed alene, at Formynderskabet ikke er ordnet, efter Paragraphens øvrige Tankegang kunde gjøre det nødvendigt, at Statsraadet i
Mellemtiden førte Regjeringen, ligesom det heller ikke sees, hvorfor denne
Paragraph; alene taler om det Tilfælde, hvor Thronfølgeren paa
Grund af Umyndighed er ude af Stand til at regjere, men ikke
giver en almindelig Regel for alle Tilfælde, hvor en saadan Udygtighed
maatte indtræde. Hertil kommer, at Paragraphen ikke indeholder
nogen n$$rmere Regel med Hensyn til Thronfølgerens Fraværelse, i
hvilken Henseende det dog turde være nødvendigt, udtrykkeligt at udtale Rigsdagens Myndighed, og endelig at Slutningssætningen: „I
Mellemtiden føres Regjeringen af Statsraadet" trænger til en noget
større Bestemthed. Man har derfor troet at burde foreslaae en ny og skarpere Affattelse (jfr. § 20); hvorhos man i Spidsen har troet at burde
stille den nye Regel, at Rigsdagen altid af sig selv sammentræder,
naar Kongen er død. Dette Tidspunkt er saa betydningsfuldt, og
der forestaaer desuden efter § 15 isaafald altid strax en saa vigtig
Forhandling, at Rigsdagens øieblikkelige Sammentræden udentvivl
vil findes hensigtsmæssig.

Det bemærkes endnu, at Regelen om Rigsdagens Sammentræden i alle de her omhandlede Tilfælde kan i Anvendelsen
møde nogen Vanskelighed, hvis enten den gamle Rigsdag er opløst, uden at de nye Valg have fundet Sted, eller hvis den gamle
Rigsdag endnu bestaaer, men omvendt nye Valg have fundet
Sted. Udvalget har troet, at man i ethvert Tilfælde vilde have
en anvendelig Regel, naar man fastsætter, at, hvis Kongen døde,
sammentræder 14de Dagen derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag. Skulde altsaa i Tiden mellem Kongens Død
og 14de Dagen derefter en ny Rigsdag være valgt, vilde den sidstvalgte have at møde; foregaae Valgene derimod sildigere, ville de
sidstvalgte Thing afløse de ældre, naar disses Tid efter de almindelige
Regler er udløbet.

Man foreslaaer altsaa følgende nye §§ 12—14.
§ 12. Er Kongen død, sammentræder 14de Dagen
derefter uden Sammenkaldelse den sidstvalgte Rigsdag.
§ 13. Er Thronfølgeren fraværende, eller har han,
skjøndt myndig, ikke aflagt Eed paa Grundloven, eller
er han ude af Stand til at regjere, eller er der ingen
Thronfølger, føres Regjeringen af Ministerraadet,
indtil Bestemmelse er tagen af Rigsdagen.

(Fortsættes.)
Trykt og sorlagt af Kgl. H$$fbogtrykker Bianco Luno.