Grundlov - bind 2 - Side: 4
FORARBEJDER TIL GRUNDLOVEN AF 5. JUNI 1849
         
    
  fra til
 
     Højretrunkering
  

4

1481 1482

dringsforslag, kommer til at hedde: „Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig."

En anden Minoritet (H. P. Hansen) er vel enig i den foreslaaede Benævnelse „Danmarks Rige", men formener, at Territorialspørgsmaalet under de nærværende Forhold maa holdes aabent, saa
at den nærmere Bestemmelse af Grundlovens Omraade kan ved dens
Forkyndelse forbeholdes uden at betegnes paa den ene eller den anden
af de ovenfor foreslaaede Maader.

I.

§ 1.
Naar Grundloven eengang for alle er betegnet som Danmarks Riges Grundlov, sees det ikke, hvorfor det skulde være nødvendigt i denne Paragraph udtrykkeligt at tilføie „i Kongeriget Danmark og Slesvig"; hvilket end mere gjælder, saafremt der, efter Minoritetens Forslag, i Grundloven optages en Paragraph, som viser,
for hvilke Landsdele denne er gjældende; det indstilles derfor, at
disse Ord udgaae.
§ 2.
Udvalget har næret nogen Tvivl, om det ikke vilde være
rettest at udsætte Forhandlingen af denne Paragraph, indtil §§ 64
—66 samtidigt kunde forhandles. Imidlertid har man, i den Forudsætning, at der ikke vilde være nogen Meningsulighed om det Religionsfrihedens Grundprincip, som er udtalt i det 7de Afsnit, ikke
taget i Vetænkning at yttre sig om § 2. Udvalget har anseet det
for afgjorte, at den i Kongeloven begrundede Opfattelse af den evangelisk- lutherske Kirke som Statskirke maatte opgives i en Grundlov, som vedkjendte sig Religionsfrihedsprincipet. Udvalget maatte
fremdeles med Udkastet erkjende, at man ikke i selve Grundloven
kunde paatage sig Løsningen af alle de kirkelige Reform-Spørgsmaal,
som endnu i høi Grad dele Gemytterne. Men ligesaa lidt kunde
man finde det passende aldeles at forbigaae det hele Spørgdmaal
om Kirken. Det maatte altsaa udtales, at man har frigjort sig fra Kongelovens Bud, men den nærmere Ordning maatte overlades Fremtidens
Statslovgivning. Man maatte finde en Udtalelsesmaade, der ikke
gjorde noget voldsomt Brud, og dog tillod en fri Udvikling. I det
Hele taget har man derfor deelt den Tanke, der har fundet sit Udtryk i § 2, og det er kun to mindre væsentlige Forandringer, man
tillader sig at foreslaae. For det Første foreslaaer Udvalgets
Fleerhed (med 13 mod 3 Stemmer), at de Ord „som den,
hvori den overveiende Deel af Folket befinder sig,
at ansee som" udgaae. Det synes nemlig ikke nødvendigt
og i fig mindre naturligt saaledes i Paragraphen selv at begrunde
dens Bud. Udtrtykket „at ansee som" giver og adskillig Grund
til Udsættelse. Dernæst har Udvalget fundet, at Udtrykket „nyde
Understøttelse" kunde ombyttes med Ordet „understøttes",
fordi den første Vending har forekommet Flere stødende paa Grund
af en uvilkaarlig Sproganalogi. Da Anken saa let kan fjernes, har
man troet at burde rette sig efter Erindringen.

Udvalget tilføier den Bemærkning, at Paragraphen ved at befale
Folkekirkens Understøttelse af Staten, — Bestemmelsen af Understøttelsens
Art og Omfang overlades Fremtidens Lovgivning, — naturligviis
ikke forbyder, at andre af Staten anerkjendte Religionssamfund ligeledes understøttes af Staten, forsaavidt Saadant maatte findes
rigtigt.

En Minoritet (H. P. Hansen og Neergaard) foreslaaer, at
Behandlingen af denne Paragraph udsættes og sættes i Forbindelse
med §§ 64—66 i VII.
§ 3.
Denne Paragraphs første Sætning har sin fulde Betydning efter den i Udkastet gjennemførte Grundsætning, at Kongens
Veto er absolut (jfr. § 28, 40, 80). De af os, der erklære sig
herimod, forbeholde sig naturligviis at gjøre denne modsatte Mening
gjældende ved en følgende Paragraph, og denne Menings Antagelse
i Rigsforsamlingen vilde da foranledige, at der blev Spørgsmaal om
en Omredaction saavel af denne som af flere Paragrapher.

I den tredie Sætning: Den dømmende Magt er hos de

anordnede Domstole, har man troet, at det heller maatte
hedde „hos Domstolene", fordi Ordet „anordnet" let efter den
nuværende Sprogbrug kunde fremkalde den urigtige Forestilling, at
Domstole kunde „anordnes" uden Lovhjemmel (jfr. VI).

II.

§ 4.
Denne Paragraph bestemmer, at den i Kongeloven fastsatte Arvefølge
er fremdeles gjældende, og tilføier, at den kun kan forandres efter Forslag
fra Kongen og med den forenede Rigsdags Samtykke, hvortil endda
fordres ¾ Stemmer. Man antager, at Udkastet har villet indrømme
en saadan Mulighed af Arvefølgens Forandring til enhver Tid,
selv efterat f. Ex. en ny; fra Kongelovens Bud afvigende Arvefølge
var antaget, og man drister sig ikke til at fraraade en saadan Bestemmelse. Men det er bemærket, at Ordet „Den" i Begyndelsen af
anden Sætning maaskee strengt taget kun gaaer paa „den i Kongeloven fastsatte Arvefølge." For at fjerne enhver Tvivl foreslaaer
man at ombytte Ordet „Den" med „Arvefølgen".

Det anmærkes iøvrigt, i Anledning af Udtrykket „den forenede Rigsdag," at de blandt os, der udtale sig imod Tokammerindretningen, naturligviis forbeholde sig ved et senere Afsnit
at gjøre deres Indsigelser gjældende.
§ 5.
Naar det i denne Paragraph hedder, at Kongen ikke uden
Rigsdagens Samtykke tillige kan være Regent i nogen anden
Stat end Hertugdømmerne holsten og Lauenborg, har man vel
ingenlunde havt Noget at erindre mod den her udtalte Tanke, men
Flere have dog fundet, at den ikke var heldigt udtrykt, idet man
her synes at have betegnet Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg
som Stater i en bestemtere og skarpere Forstand, end dette efter disse
Medlemmers Mening kan erkjendes. Andre have vel ikke indrømmet
denne Paastand, idet de antage at Ordet „Stat" i vor Lovgivning,
som i den almindelige Sprogbrug, har en saa vid og ubestemt Betydning, at dette Ords Benyttelse i denne Paragraph næppe kan mistydes, fra hvilken Opfattelse af Hertugdømmerne Holstens og Lauenborgs Forhold man end gaaer ud; men de have dog ønsket om muligt
at undgaae en Udtryksmaade, der vækker Anstød. Udvalgets Fleerhed (med 10 Stemmer mod 6) har troet, at Tanken blev betegnet aldeles
utvetydigt, naar man sagde: Kongenkan ikke uden Rigsdagens
Samtykke blive Regent i nogen fremmed Stat. Ved denne
Affattelse lader man det nuværende Forhold til Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg, hvor Kongen er den lovlige Regent og naturligviis uden noget Samtykke af den danske Rigsdag vedbliver at være
det, aldeles urørt; derimod opstilles den bestemte Regel for Fremtiden,
at en dansk Konge ikke kan vorde Regent i nogen fremmed Stat uden
Rigsdagens Samtykke. Der kan næppe miskjendes, at denne
Affattelse lader Forholdet til Holsten og Lauenborg aldeles urørt
og derimod indeholder det fornødne Forbehold for det Tilfælde, at
Kongen kunde blive Regent i en fremmed Stat.

En Minoritet (Bruun, Dahl, David, Larsen, Ussing)
har ikke fundet sig ganske tilfredsstillet ved Majoritetens Forslag, der forekommer os mindre klart at udtrykke Paragraphens Tanke. Istedet
for den, som det synes os, noget bunkle Maade, hvorpaa Tanken er
udtrykt i Ordet blive, foreslaae vi derfor, at Meningen fremsættes
aldeles klart paa følgende Maade:

Kongen kan uden Rigsdagens Samtykke kun tillige
være Regent i Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg.

Til denne Paragraph har man troet at burde foreslaae en Tillægsbestemmelse, hvorefter det udtaltes, at Kongen, om han end
med Rigsdagens Samtykke tillige overtog Regjeringen i en fremmed
Stat, dog ikke kunde forlægge Regjeringens Sæde udenfor Riget. Man
indstiller altsaa, at der tilføies: „I intet Tilsælde kan han
forlægge Regieringens Sæde udenfor Riget".

Ved §§ 6—7 har Udvalget Intet fundet at bemærke.
§ 8.
Som Følge af den Forandring, man foreslaaer ved Titlen, maatte
det i Eden hedde: „Danmarks Riges Grundlov".